onsdag den 17. juni 2009

To køre/plaskedage til Vancouver


Da der var ca. 600 km til Vancover fra Revelstoke National Park besluttede vi at gøre holdt på vejen derned og overnatte i byen Merritt. På vej til Merritt stoppede vi i byen Kamploops, som er ret stor. Vores mål var nu bare en god legeplads og det fandt vi nemt via vores GPS. Det sjoveste i parken var nu ikke legepladsen, men en vandplaskebane, eller hvad man nu skal kalde den. Se på billederne.


Ungerne synes det var herligt at løbe igennem alle de sprinklerer og vi havde ikke lige fået dem i badetøjet, så det var et par pladdervåde og kolde børn, der modvilligt gik med tilbage til bilen, da vi skulle videre. I Merritt fandt vi også et par legepladser, den ene havde også en plaskebane. Denne gang kom de nu i badetøjet, inden de fik lov at lege der.
Næste dag kørte vi tidligt, så vi var næsten i Vancouver, da børnene vågnede. I Vancouver kørte vi direkte til Stanley Park, som var et af de eneste steder, vi vidste, vi ville se. Her fandt vi endnu en legeplads og endnu en vandbane.



Vi fik også set nogle store flotte (dog ikke gamle) totampæle og vi gik en tur langs vandet og så byens skyline på den anden side. Efter nogle dejlige timer i Stanley Park fandt vi en lille turistinfo, hvor jeg spurgte, om de vidste, hvor der var en god RV park. Pigen, der stod bag disken hørte det som Halifax, så hun sagde, at det vidste de desværre ikke noget om og brød derefter sammen i grin. Den unge fyr ved siden af havde heldigvis hørt, hvad jeg sagde og fik sagt, at det kunne de godt hjælpe med. Pigen kunne slet ikke stoppe igen, så nu vil jeg gerne vide hvad Halifax er? Hvem ved det og hvorfor er det så morsomt?
Nå men ikke langt fra Stanley Park, ligger der en ganske fin campingplads med nogenlunde god internet forbindelse, legeplads og vaskeri, Her betalte vi så for tre nætter, for vi har jo ret god tid her til sidst og desuden skulle vi igang med at finde Ullas kusine, som skulle bo her i Vancouver. Da vi havde været på pladsen lidt mødte vi en dansk familie fra Middelfart. Herligt! Ungerne nød at lege med andre børn igen. Alberte har dog lidt svært ved at følge med og hun bliver noget jaloux, når de spiller Nintendo, for hun har jo ikke nogen.

2 kommentarer:

  1. Det var da en fremragende ide med de springvand.

    SvarSlet
  2. Halifax er "hovedstaden" i Nova Scotia provinsen som ligger i den sydøstlige del af Canada. Hvis det er det hun har tænkt på så har det nok lydt som om at du spurgte "Hvor ligger Skagen?" på turistkontoret i Svendborg.

    Cheers,
    Nis

    SvarSlet