Anden dag i Vancouver skulle bl.a. bruges på Grouse Mountain. Vores kollega Lise, som var her i byen sidste år, havde anbefalet os at tage liften op til toppen, hvorfra man kan nyde udsigten over hele Vancouver. Det var ret flot må man sige, selvom vejret ikke helt har været med os. Det var lidt overskyet og ret koldt deroppe. På toppen var der nu masser at lave udover at nyde den flotte udsigt. Der var bl.a. nogle meget flotte træskulpturer, 2 grizzlybjørne (i en indhegning) og to scener, hvor man kunne se hhv. et fugleshow og et Lumberjackshow. Vi så dem begge. Fugleshowet var flot, men mindede jo en del om det vi har set på ørneresevatet nogle gange efterhånden. Lumberjackshowet var tilgengæld nyt og særdeles underholdende. To lumberjacks konkurrerede i diverse konkurrencer. De kastede økser mod en pointskive, klatrede om kap i høje master, savede og huggede træstammer over på tid og til sidst stod de på en stamme i en lille sø og så var der bare med at blive stående længst muligt.
I begyndelsen af showet var der endvidere en halvfuld turist, der klatrede op på toppen af den ene træklatrestamme, hvorfra han råbte op om den gode udsigt, tabte sin øl og kløede sig i bagen, så vi alle grinede. Han stod også på hovedet deroppe og lod som om han var ved at falde mange gange. Til sidst faldt han da også ned. Selvfølgelig havde han sikkerhedline på, så han kom sikkert ned igen.
Efter en kold men rigtig god tur kørte vi tilbage til campingpladsen, hvor ungerne igen hyggede sig med de danske børn og vi voksne også fik snakket lidt mere om både det herovre og det derhjemme.
Lasse fik også ringet til Ullas kusine Mette, som er født herovre og kun har været i Danmark en gang tilbage i 60'erne. Hun blev selvfølgelig lidt overrasket over, at han pludselig ringede, men var også glad for det og utrolig sød at snakke med. De aftalte at ringes ved igen dagen efter, så kunne hun lige overveje, hvornår et evt. besøg kunne være passende. Mettes far, som er Ullas farbror emigrerede herover i 1928 og var aldrig tilbage i Danmark. Da Mette og hendes mand var i Danmark var Ulla ikke hjemme, så hun har faktisk aldrig mødt hende.
Det var da morsomt, at I fandt kusinen.
SvarSlet