Seattle

De tre dage vi havde i Seattle var jo lidtnogle vente dage, men vi hyggede os også meget med at være der. Det var skønt at bo det samme sted og ikke skulle køre ret langt. Det var rigtig godt vejr, så vi kunne bade i poolen, når den altså ikke blev lukket pga. babyer, der ikke holdt tæt, adr!
Den første dag mødte vi endnu et dansk par, denne gang fra Sønderjylland. De havde tre børn med, så ungerne nød at lege med dem. Vi voksne fik snakket om bl.a. fælles bekendte hjemme i Danmark, ja verden er lille, i hvert fald Danmark.
Næste dag tog vi en tur ind til Seattle centrum, bl.a. kørte vi forbi to store stadions. Den ene hjemmebanen for Seattle Seahawks, hvor Lasse egentlig gerne ville have været ind og se en kamp. Der var vist mulighed for det, den sidste aften inden vi skulle flyve hjem, men det bliver en anden gang. I centrum var vores størte udfordring jo at finde en parkeringsplads. Det endte da også med, at vi brugte to. Vores bil var lige bred nok til en plads og da den anden danske familie havde fået en parkeringsbøde derinde dagen før, valgte vi at betale for to pladser. Vores mål var Pikes Place Market, som især er kendt for fiksehandlerne, som har et vældigt humør. Der kastes med fisk og bestillingerne råbes at en af de ansatte, hvorefter de andre næsten syngende gentager det. Det var vældig underholdende, men der var også temmelig mange mennesker.

En anden imponerende ting ved markedet var blomsterstandene, hvor der blev solgt store bukketter til hhv. 5, 10 og 15 dollars (28, 56 og 84kr). Hvis ikke det var fordi, vi skulle flyve hjem, havde jeg helt sikkert købt en, de var super flotte. Resten af dagen skulle have været en badedag, men poolen blev lukket lige efter ungerne var hoppet i, pga. de føromtalte utætte babyer, øv, øv. I stedet gik vi igang med at gøre bilen rent udvendigt. Det par, som vi tidligere havde mødt i Canada (fra Thurø), som skulle med samme fly hjem, var også kommet til campingpladsen og var også igang med rengøringen. Kasper inviterede dem på kage og øl, så det fik vi, da vi var nogenlunde færdige med bilerne.
Den sidste dag skulle vi shoppe, de sidte ting, vi gerne ville have med hjem. Campingpladsen havde udpeget et stort indkøbscenter i nærheden, så der brugte vi hele dagen. Der blev købt gaver, sko, nintendospil og en ny kuffert til alle nyanskaffelserne. Først klokken 5 kørte vi retur til campingpladsen, og der kunne vi så gå igang med at pakke og gøre vognen rent indvendig. Det arbejde var lidt mere tidkrævende, end vi måske lige havde regnet med, så først ved halv ettiden kom vi i seng.

Olypic National Park

Fra Port Angeles kørte vi til Olypic National Park, som ligger på en halvø nordvest for Seattle. Vores første stop var ved en dæmning, som blev bygget i starten af 1900-tallet. Desværre har denne været skyld i at rigtig mange laks og ørredarter er forsvundet fra floden. I de kommende år skal den derfor rives ned, så der igen kan komme masser af fisk i floden. Vi gik en tur langs søen ved dæmningen og nød det gode vejr.
Igen nød ungerne at smide pinde og sten i vandet og vi lavede konkurrencer om hvem der kunne ramme de stammer, der lå i vandet. Der var en lille flydende bro, vi kunne gå ud på og se ned i det meget klare vand. Fra dæmningen kørte vi til Sol Duc, hvor vi endnu engang ville i hotpools. Lasse især trængte til at få løsnet sine nakkemuskler op i det varme vand. Først på eftermiddagen fandt vi en campingplads, hvor vi lavede bål. Både Kasper og Alberte tegnede hver deres heks og vi sang Skt. Hans sange, så godt som vi kunne huske dem. Det var jo noget forsinket og kunne altså ikke helt leve op til de Skt. Hans fester vi plejer at være med til.

Albertes heks

Kaspers heks

Næste dag gik turen ud til nogle gode gåture i et regnskovsområde. Lige før vi kom til stedet, hvor gåturene startede, så vi nogle flotte "rådyr" med opsatser. Det var en større flok. En sjov ting var den måde hannerne lod hunner og unger passere vejen først, mens de ligesom selv holdt øje med os i bilen. Til sidst tog hannerne så selv turen over vejen og vi kunne komme videre.


Turen i regnskoven var super flot. Især var det smukt, at se hvordan solens stråler og den tætte skov dannede skygger.


Et sted ved et helt klart vandløb var det næsten svært at se, om man så over eller under vandet, for der var lige så grønt og frodigt under vandet som over.


Vi var taget tidlig af sted den morgen, for vi skulle ud til kysten inden tidevandet igen begyndte at stige. Næste stop var nemlig ved Beach 4, hvor man ved lavvande kan se havbundes mange skatte. De blottede rev var beklædt med masser af muslinger, masser af søanemoner og en del søstjerner.


Det var ligesom en dykkertur uden vand. Mange af søanemonerne var dog lukkede, men flere steder var der små søer, hvor de endnu strittede med deres klistrede arme, som Alberte nød at røre ved.


Stranden var også fyldt med masser af flotte runde sten, som var vidunderlige at gå med i hånden. Vi så enddag en hval, der pustede, ude på havet. En guide mente det var en greywhale, som er meget alm. her. Den pustede endnu 2 gange inden vi forlod stranden.
Fra Beach 4 sagde vi farvel til vores sidste National Park, som i øvrigt var nummer 20. Vi kørte derfra halvvejs mod Seattle til en mindre by, hvor vi fandt en ok campingplads ned til en flod. Vi fik købt ind til aftensmad og leget på en legeplads og glædede os nu til at komme til Seattle de sidste par dage inden vi skulle hjem.

Victoria – Port Angeles

Fra Comox kørte vi mod Victoria, som er ”hovedstaden” på Vancouver Island. Byen ligger helt ned på sydspidsen og her havde vi aftalt at mødes med August og Carl og deres forældre endnu en gang. Kasper havde derfor mange bekymringer på vejen. Helst ville han køre direkte til en campingplads og bare vente på, at de kom. Men vi havde faktisk ikke helt aftalt hvilken campingplads vi skulle sove på, så det blev en lille prøvelse for ham at vente til det blev eftermiddag. Vi havde ikke rigtig nogen planer for hvad vi ville se i Victoria, men havde hørt at det skulle være en ret flot by. Vi kørte en tur gennem byen og fandt os en legeplads, hvor ungerne kunne få strukket kroppene efter den lange køretur. Da vi kørte videre gennem byen , så vi pludsselig en camper, der er nøjagtig ligesom vores, bortset fra farven på gardinerne og nummerpladerne, som er fra Florida. Der holder August og Carl, sagde Kasper. Det var rigtigt, men de var ikke i vognen så vi efterlod en besked og kørte videre mod den campingplads ,vi havde aftalt at mødes på over sms. Der var dog ikke plads, så vi måtte køre videre og sende en ny sms til de andre. Uroligheden bredte sig igen, hvad nu hvis vi alligevel ikke kom til at mødes med Carl og August? Det gjorde vi nu og vi fik to pladser lige ved siden af hinanden. Til aftensmad blev alt i fryseren taget op, for når man tager til USA er det ikke tilladt at medbringe kød. Det blev til en noget mærkelig sammensætning, men tømt blev fryseren da. Drengene fik spillet en masse nintendo og Alberte hyggde sig også. Vi voksne nød en flaske rødvin, som vi havde fået med af David.
Næste morgen sagde vi så farvel. Vi skulle begge til USA men med hver sin færgeoverfart. Vi kom ned til færgen halvanden time før den skulle sejle, men desværre havde de ikke plads til os, så vi måtte vente til færgen klokken 15.00 i stedet for. Øv, øv tænkte vi først, men det gav os så chancen for at se lidt nærmere på byen. Området nede ved færgen var rigtig flot. Der var bl.a. en kæmpe parlamentsbygning, der var utrolig flot. Der var også gjort meget ud at udsmykningen af byen med masser af blomster. Det var tydeligt at det er en rigtig turistby, hvor man både kan komme med cykeltaxa, hestevogn og minifærge på sightseeing.


Vi gik nu på vores fødder en lille tur rundt i byen inden vi halvanden time før færgen skulle sejle kom tilbage til bilen. De amerikanske toldmyndigheder ville nemlig tjekke alle passagerer inden vi kom over. En kvindelig tolder så vores pas og spurgte til frugt og kød og sagde ellers bare god tur. Kasper mente at det gik så hurtigt, fordi vi jo overhovedet ikke ligner tyve. Færgeturen var ret kedelig denne gang, for det var en gammel færge uden legerum. Over kom vi nu fint og på den anden side fandt vi hurtigt et supermarked, så vi kunne fylde køleskab og fryser lidt op igen. Inden det blev tid til at sove fik vi også leget lidt på den nærliggende skoles legeplads.

Besøg ved fætter David og hans kone Gerda

På vej til Comox stoppede vi ved en lille skov, som har temmelig gamle træer og de er også ret store. Vi har jo set ret store træer før, men det var nu alligevel en god lille gåtur. Vi trængte også til at røre os lidt på den forholdsvis lange køretur. I skoven var det højeste træ 76 meter, så det er jo alligevel noget. En sjov plante i skoven havde overlevet ved at have pigge overalt, også ovenpå sine blade, som i øvrigt var meget store, da der ikke kommer meget sol igennem en tæt skov som denne.
Videre gik turen bagefter mod Comox, som ligger på østsiden af Vancouver Island helt ned til kysten. Vi kom lidt for tidligt til byen og fik ordnet lidt indkøb og lign. Vi fik også købt en buket til Gerda. Vi havde også tænkt på et par flasker vin, men det var godt, vi ikke gjorde det, David laver nemlig selv vin, fandt vi senere ud af.
Klokken var kun ganske få minutter over fire, da vi kom til David og Gerdas hus. De stod vist og ventede på os, for de kom hurtigt ud og tog i mod os. Gerda og David er 72 år og deres hus byggede de da de gik på pension, som 60 årige.


Dengang flyttede de fra Edmonton i Alberta og her til Vancouver Island. Det er et rigtigt dejligt hus på ca. 150 km2 og en lige så stor garage, som Lasse hurtigt blev misundelig på. Det var også en rigtig drengerøvs garage, hvor David har sin vinproduktion, sit kæmpe tv, et poolbord, en dartskive, div. træningredskaber, computer m.m.
Vi fik lov at smage vinen allerede den første eftermiddag på terrassen, hvor vi mens vi fortalte om familien hjemme i Danmark, kunne se på de colibier (vilde) som kom for at drikke sukkervand
fra nogle beholdere, som Gerda og David hænger op. Vinene vi smagte var iøvrigt rigtig gode.


Både David og Gerda var utrolig søde og der var redt op i gæsteværelserne, så selvom vi jo bare kunne have sovet i camperen, sov vi der. Vi fik også vasket tøj og der blev lavet dejlig mad, så det var ren luxus. Næste formiddag kørte vi en tur ned til havnen i byen. Her var det lavvande. Forskellen på høj og lavvande her er så stor, at folk, når det er højvande sejler deres både ind over en plads, der når det bliver lavvande ligger så højt at båden kommer på land. Så har ejeren af båden ca. 12 timer til at få skrabet muslingerne af undersiden og malet igen, inden det igen bliver højvande.


Ungerne fik også leget lidt på en legeplads ved havnen inden vi kørte hjem igen. Vi havde egentlig tænkt os at køre igen efter frokost, men det kunne der ikke være tale om og vi ville faktisk også rigtig gerne blive.
Eftermiddagen blev brugt lidt forskelligt. Lasse og David installerede Skype på en af Davids tre computere. Ungerne legede med noget legetøj, som Gerda havde fundet frem fra gemmerne. Især en sækkepibe og dukkerne vagte stor glæde. Gerda og jeg fik talt om lidt af hver bl.a. om hvordan det var at flytte til Canada fra Tyskland dengang hun mødte David i Barden Barden. Gerda og David har to børn, men ingen børnebørn. Datteren Sandra bor stadig i Edmonton, mens sønnen Allan bor i Arizona. De ser dem vist ikke ret tit, men de har mange gode venner i nabolaget og det virker til, at de er ret aktive trods hhv. en og to kunstige hofter.
Inden vi tog afsted var David udlært i Skype og han nåede endda at tale med Ulla derhjemme ad to omgange. Første gang var under hendes Skt. Hans fest, så det blev kun kort, men næste morgen fik de da talt en del. Det er nu smart med kamera og det hele.
Efter morgen maden kørte vi så sydpå mod Victoria, som ligger helt på sydspidsen af øen. Det var desværre regnvejr og skyet, så turen langs kysten, som vi havde regnet med ville være flot var det alligevel ikke.

Pacific Rim National Park Reseve

I dag kørte vi til en national park, der ligger langs med Stillehavet her på Vancouver Island. Det var en lang og snoet vej, så det tog ret lang tid. Heldigvis sov ungerne det første lange stykke. Da vi ankom til parken stoppede vi ved visitorcenteret for at få kort og lidt info om hvad der er at se. Parkens campingplads havde lige akkurat plads til os. Vi ligger i en meget tæt skov lige ned til vandet. Fra vores plads kan man dog slet ikke se vandet. Vi gik en tur ned til stranden, som når man kiggede ud over vandet, lignede vesterhavet meget med sine forholdvis store bølger og brede sandstrand. Bagved lå der så en meget tæt regnskovsagtig skov. Desværre er det ikke ret varmt i dag, så vinden og kulden fik os hurtigt til at forlade stranden igen. Ved visitorcenteret havde de fortalt, at det var Aboriginal Day i dag og at der ville være nogle aftiviteter ved et lille museum ikke langt fra campingpladsen. Vi kørte derhen. Det var nu ikke det store. Omkring 15 små stande viste indianerkunstting, som man kunne købe, mest smykker, men også nogle flotte masker og enkelte trommer m.m. Fra museet var der nu en ret flot udsigt ud over havet og nogle små ubeboede øer. På stranden var der masser af træstammer, som må være drevet i land. Der er vist ret stor forksel på høj og lavvande her. Der står også skilte om, hvor man skal søge hen, hvis man mærker et jordskæld. Sansynligheden for en tsunamin er dog lille står der. Nå, men det er da rart at vide. Efter turen til museet kørte vi til byen Tofino, som ligger på en halvø nord for parken. Det er en rigtig lille turistby ikke meget større end Ålbæk. Her kan man komme på hvalture og surfe mm. Vi gjorde nu ikke andet end at købe lidt ind og køre en tur rundt gennem byen. Bagefter kørte vi tilbage til campingpladsen. Vejret var blevet bedre og vi havde fået lidt at spise, da vi besluttede at køre en tur ned til en vandresti ikke langt herfra. Her gik vi en meget flot tur på flere meter høje træbroer gennem regnskoven. Vi talte en del om at det godt kunne ligne det landskab Indiana Jones finder skatte i. Han har bare ikke nogen bro.


Nu har vi fået aftensmad og alle er ret trætte. I morgen går turen så til Comox, hvor David og Gerda bor. Det er en tur på over tre timer, så vi vil tidligt i seng og tidligt afsted i morgen inden ungerne vågner.

Besøg ved kusine Mette

Efter en lidt sen aften i går vågnede vi sent og fik derfor lidt halvtravlt, selvom vi først havde aftalt klokken 10.30. Vi skulle i bad og se lidt pæne ud og så var der en halv times kørsel derhen, skønt det ikke var mere end 18 km. Vi kom desværre også lidt for sent for der var meget trafik og vi skulle igennem Vancovers bymidte. Her har de nu et rigtig smart trakfik reguleringssystem, som vi også så i Salt Lake City. Over vejbanerne hænger der en tavle der viser hvilken retning man må køre i På den måde kan man lave flere baner ind i byen, hvis der er brug for det eller omvendt. Da vi holdt i kø over Lion Bridge skiftede den midterste bane og det fik hurtigt køen opløst, smart.


Et kvarter forsinket ankom vi så til vejen, hvor Mette har boet siden ca. 1967. Mens vi parkerede fik Kasper øje på hende i køkkenvinduet og de vinkede til hinanden. Huset med mange kroge og kanapper ligger på en hjørnegrund med en meget flot have omkring sig. Mette kom ud og tog imod os. Vi vidste ikke hvor gammel hun var, men hun var en meget nydelig dame. Ligesom Lasse havde oplevet i telefonen var hun meget nem at snakke med. Vi præsenterede os, men de danske navne var lidt svære for hende at huske, så hun spurgte flere gange om vi ville sige dem igen. På computeren havde vi fået tilsendt billeder af hele Byrge og Gerdas slægt (efterkommere) og vi havde også enkelte billeder af Mette og hendes mand og børn, som vi kunne vise frem. Desuden havde vi fået et stamtræ, som viste familien tilbage fra Mettes farmor Mette, hvis søn Eigil emigrerede til Canada i 1928. Mette kunne tilføje den canadiske del af familien med hendes børnebørn m. fl. Vi fik kaffe og Mette havde købt kager ved bageren. Hun anbefalede en speciel kage, der hedder Nanaimokager (Nanaimo er en by på Vancouver Island). Det var en chokoladetørkage med noget creme og kokos. De smagte rigtig godt. Børnene fik lov at se lidt børnefjernsyn, mens vi voksne talte og talte. Vi fik også set nogle at Mettes datter Danas billeder. Hun er kunstner og det er ret sjovt at tænke på, når både Byrge og Lotte Hoffmann også var/er gode til at male. Inden vi skulle afsted, gik vi en tur i haven, som var utrolig flot holdt. Mette fortalte ellers at hun pga. en hofteoperation havde datteren Dana til at hjælpe sig og at hun jo ikke kunne komme hele tiden. Kasper og Alberte nød de hindbær, der stod langs en havemur. Inden vi kørte fik Lasse også talt med Mettes bror David i telefonen. David bor på Vancouver Island og er også meget ivrig efter at møde os, så vi har aftalt, at vi skal komme forbi på mandag. Det var lidt svært at få sagt farvel, for kommer vi mon nogenside til at se hende igen?


Fra Mette kørte vi direkte til færgen ved Horseshoe Bay. Den sejlede efter ca. en times ventetid. Sejlturen varede lidt mere end halvandentime. Da klokken var 6 spiste vi aftensmad på færgen. Turen var ret flot og både i agter og stævn var der store glaspatier, så man kunne sidde og se på kysterne på begge sider af Strait of Gorgia. Da vi kørte af færgen på Vancouver Island faldt Alberte hurtigt i søvn, hun havde heller ikke sovet til middag de sidste to dage. Vi kørte op til en campingplads i Parksville. Her havde vi havudsigt og ved siden af lå et stort feriecenter med minigolfbane i luxusklassen, en butik, der var udformet som et slot og en lille sø med bumberboats Vi var dog alt for trætte til at prøve noget af det. Kasper og Lasse gik dog en lille aftentur og så på det hele. Alberte blev bare lagt i seng og jeg selv nåede ned til havet, hvor de skvulpende bølger mindede mig om strandende i DK. Vi er vist ved at være klar til at komme hjem.

Store danskerdag i Vancover

Vejret var stadig ikke for godt, så vi ville tage en tur i akvariet i Stanley Park. Det var et flot akvarier, men vi er nok ret svære at imponere efterhånden og vi har jo set et super flot akvarie i Californien, så vi var ikke så begejstrede for dette. Der var dog et sjovt dyr som vi ikke har set før. Det var en slags hval, der er helt hvid og hedder en balunga. De havde en nyfødt unge, men man skulle stå i kø temmelig længe for at se den, så det gjorde vi ikke. Lige ingen vi skulle gå, så vi et lille delfinshow, som var ok, men man kunne dårligt se, pga. den måde de havde lavt tilskuerpladserne på.


Vi havde aftalt at lave en hyggeaften med film, slik og popcorn fredag aften med familien fra Middelfart, så Kasper kunne næsten ikke vente med at komme hjem til campingpladsen igen. Da vi kom var det dog to andre danske børn, der løb os i møde, nemlig de drenge, August og Carl, som vi mødte i Californien for næsten 2 mdr. siden. Wauv, det var bare skønt. Alle 6 unger legede godt resten af eftermiddagen og efter aftensmaden mødtes vi så til fredagshygge. Der sad således 6 børn i vores seng og så film og 6 voksne ved bordet og drak kaffe og snakkede. Hvem siger man behøver plads for at have gæster?


Lasse fik iøvrigt talt med kusine Mette igen og hun inviterede til kaffe i morgen. Det bliver sørme spændende at høre lidt mere om denne del af familien og desuden se, hvordan der ser ud i et canadisk hjem.

Lumberjackshow mm. i Vancouver

Anden dag i Vancouver skulle bl.a. bruges på Grouse Mountain. Vores kollega Lise, som var her i byen sidste år, havde anbefalet os at tage liften op til toppen, hvorfra man kan nyde udsigten over hele Vancouver. Det var ret flot må man sige, selvom vejret ikke helt har været med os. Det var lidt overskyet og ret koldt deroppe. På toppen var der nu masser at lave udover at nyde den flotte udsigt. Der var bl.a. nogle meget flotte træskulpturer, 2 grizzlybjørne (i en indhegning) og to scener, hvor man kunne se hhv. et fugleshow og et Lumberjackshow. Vi så dem begge. Fugleshowet var flot, men mindede jo en del om det vi har set på ørneresevatet nogle gange efterhånden. Lumberjackshowet var tilgengæld nyt og særdeles underholdende. To lumberjacks konkurrerede i diverse konkurrencer. De kastede økser mod en pointskive, klatrede om kap i høje master, savede og huggede træstammer over på tid og til sidst stod de på en stamme i en lille sø og så var der bare med at blive stående længst muligt.


I begyndelsen af showet var der endvidere en halvfuld turist, der klatrede op på toppen af den ene træklatrestamme, hvorfra han råbte op om den gode udsigt, tabte sin øl og kløede sig i bagen, så vi alle grinede. Han stod også på hovedet deroppe og lod som om han var ved at falde mange gange. Til sidst faldt han da også ned. Selvfølgelig havde han sikkerhedline på, så han kom sikkert ned igen.




Efter en kold men rigtig god tur kørte vi tilbage til campingpladsen, hvor ungerne igen hyggede sig med de danske børn og vi voksne også fik snakket lidt mere om både det herovre og det derhjemme.
Lasse fik også ringet til Ullas kusine Mette, som er født herovre og kun har været i Danmark en gang tilbage i 60'erne. Hun blev selvfølgelig lidt overrasket over, at han pludselig ringede, men var også glad for det og utrolig sød at snakke med. De aftalte at ringes ved igen dagen efter, så kunne hun lige overveje, hvornår et evt. besøg kunne være passende. Mettes far, som er Ullas farbror emigrerede herover i 1928 og var aldrig tilbage i Danmark. Da Mette og hendes mand var i Danmark var Ulla ikke hjemme, så hun har faktisk aldrig mødt hende.

To køre/plaskedage til Vancouver

Da der var ca. 600 km til Vancover fra Revelstoke National Park besluttede vi at gøre holdt på vejen derned og overnatte i byen Merritt. På vej til Merritt stoppede vi i byen Kamploops, som er ret stor. Vores mål var nu bare en god legeplads og det fandt vi nemt via vores GPS. Det sjoveste i parken var nu ikke legepladsen, men en vandplaskebane, eller hvad man nu skal kalde den. Se på billederne.


Ungerne synes det var herligt at løbe igennem alle de sprinklerer og vi havde ikke lige fået dem i badetøjet, så det var et par pladdervåde og kolde børn, der modvilligt gik med tilbage til bilen, da vi skulle videre. I Merritt fandt vi også et par legepladser, den ene havde også en plaskebane. Denne gang kom de nu i badetøjet, inden de fik lov at lege der.
Næste dag kørte vi tidligt, så vi var næsten i Vancouver, da børnene vågnede. I Vancouver kørte vi direkte til Stanley Park, som var et af de eneste steder, vi vidste, vi ville se. Her fandt vi endnu en legeplads og endnu en vandbane.



Vi fik også set nogle store flotte (dog ikke gamle) totampæle og vi gik en tur langs vandet og så byens skyline på den anden side. Efter nogle dejlige timer i Stanley Park fandt vi en lille turistinfo, hvor jeg spurgte, om de vidste, hvor der var en god RV park. Pigen, der stod bag disken hørte det som Halifax, så hun sagde, at det vidste de desværre ikke noget om og brød derefter sammen i grin. Den unge fyr ved siden af havde heldigvis hørt, hvad jeg sagde og fik sagt, at det kunne de godt hjælpe med. Pigen kunne slet ikke stoppe igen, så nu vil jeg gerne vide hvad Halifax er? Hvem ved det og hvorfor er det så morsomt?
Nå men ikke langt fra Stanley Park, ligger der en ganske fin campingplads med nogenlunde god internet forbindelse, legeplads og vaskeri, Her betalte vi så for tre nætter, for vi har jo ret god tid her til sidst og desuden skulle vi igang med at finde Ullas kusine, som skulle bo her i Vancouver. Da vi havde været på pladsen lidt mødte vi en dansk familie fra Middelfart. Herligt! Ungerne nød at lege med andre børn igen. Alberte har dog lidt svært ved at følge med og hun bliver noget jaloux, når de spiller Nintendo, for hun har jo ikke nogen.

Glacier og Revelstoke Nationalparks.

Fra den dejlige plads ved floden i Yoho National park kørte vi dagen efter igennem to andre mindre nationalparker. Ikke længe efter vi var kørt så vi en moose(elg). Den var desværre ikke med opsats, men snarere en lidt ung en. Den var nu meget flot alligevel. Den første park vi kom til var Glacier (ja, Canada har også en med det navn). Her stoppede vi ved et visitorcenter og så en fin lille udstilling om parken. Det mest interessante var, hvordan man i en park med 430 glechere og et snefald på 23 meter om året på de meget stejle bjerskråninger, alligevel formår at holde hovedvej 1 og jernbanen, der går igennem her, åben. Mange steder har man bygget broer henover vejen eller skinnerne de steder, hvor der oftest er laviner. Der bruges ofte sprængstoffer til at fremprovokere lavinerne, så man kan kontrollere dem. Man har også bygget flere togtunneller, så man er fri for at ryde skinnerne.



Vi gik også to kortere ture i Glacier. Den første havde navnet "Rockgarden trail" og var en tur gennem - ja sten. Det var nogle ret store sten, som lå lidt hulter til bulter mellem hinanden. Det så lidt mærkeligt ud. Hvordan mon de er havnet her, tænkte man. Ovenpå stenene voksede der en skov. Det var ret specielt for der var næsten ikke noget jord de kunne vokse i.


Den næste gåtur var gennem et stykke regnskov, hvor der var meget frodigt med bl.a. store bregnelign. planter.
I næste park Revelstoke gik vi endnu en flot tur gennem et meget frodigt landskab. Desværre var vi kommet for tidligt til at se nogle meget store liljelign. blomster blomstrer. Vi så hvor flot det ville være i en brochure. Man kunne se at planterne havde knopper, så der er næppe længe til de springer ud.


Kort efter kom vi til en campingplads. Her gik der ikke længe, før vi mødte et dansk par. De havde rejst rundt her i Canada og USA i nogen tid. Alberte og specielt Kasper nød, at der var nogen, der forstod, hvad han sagde. Hanne og Knud Erik, som de hedder, fik derfor besøg af ham mange gange i løbet af eftermiddagen. Han tegnede tegninger og lavede andre ting til dem. Om aftenen da ungerne var lagt sad vi voksne uden for vognen og drak vin og udveklede rejseminder mm. indtil klokken 11. Det var rigtig hyggeligt. En ret sjov ting er, at vi faktisk skal med samme fly hjem, så vi kunne sige på gensyn næste morgen, da vi kørte videre mod Vancouver.

6 bjørne på en dag!

Tidligt stod vi op for at køre turen tilbage gennem Jasper National Park og videre til Yoho National Park. På vejen så vi ikke mindre end 6 bjørne. To sortbjørne og en grizzlymor med to cubs (unger) og til sidst en ung grizzly, der gik lige ved vejkanten. De to sortbjørne var jo ikke så interessante, da vi nu har set omkring 10 af dem. Grizzlybjørnene, som er noget større, havde vi jo ellers ikke set, så vi var noget oppe at køre da vi så moren med de to unger.



De var temmelig langt fra bilen, så det var perfekt, at vi havde kiggert med. På videocameraet kan man også zoome ret meget ind, så vi har filmet dem en del. Den sidste grizzly, vi så, var ret tæt på os og vi fik nogle virkelig fine billeder af den. Her er et.


I Yoho ligger endnu en smuk sø Emerald Lake. Her spiste vi en lille madpakke ved nogle pinicborde, der stod lige ved bredden. Mens vi sad der, fik vi sådan lyst til at sejle en tur på søen. Så da vi havde spist, gik vi ned og lejede en robåd i en time. Alle fik prøvet at ro og det var super flot derude på søen.


Efter roturen fandt vi en lille naturcampingplads, hvor vi fik en plads helt ned til en flod. Alberte fik kastet masser af sten i den. Kasper havde derimod ikke rigtig tid til det, for han havde sat sig for at åbne en butik med hjemmelavede tegninger. Han hang dem på siden af camperen og lavede fine skilte med pile, der viste potentielle kunder i hvilken retning, de skulle se. Han satte sig så i en stol ved vejen. Han havde også bedt mig stave til butik på engelsk, så ved siden af ham stod et fint lille skilt med et omvendt s i ordet shop. Da, der ikke rigtig var nogle kunder, bad han mig om at gå med ham rundt på pladsen. Han havde tegnet en tegning af ham selv og ved siden af stod der, at han solgte tegninger. Den gik han så og viftede med på turen rundt. Heldigvis mødte vi en hund og da ejeren kaldte den til sig og sagde goddag, fik vi fortalt, hvorfor vi gik rundt og viftede med denne tegning. Kort tid efter kom canadieren hen til Kaspers butik og købte en meget flot tegning af en bjørn og en elg til 2 dollars. Han krævede dog at Kasper delte pengene med sin lillesøster. Hun ved vist ikke noget om pengene, men nød at klappe den meget kælne hund. Senere på aftenen snakkede vi lidt yderliger med manden, som viste sig at være eks. hollænder. Han var født i Holland, men var emigreret med sine forældre som 2-3 årig. Det er altid sjovt at høre lidt om, hvad indbyggerne i det land, man besøger, har at fortælle. Vi talte bl.a. om Canadas mange forskellige befolkningsgrupper og om de grupper af fransktalende canadiere, som mener landet skal deles. Dem havde han ikke meget tilovers for. "Hvis de vil bo i et rent fransktalende land, hvorfor flytter de så ikke til Frankrig?", sagde han.
Vi talte også om hvilke forskelle, der er på USA og Canada. Der er selvfølgelig mange, men lige når man kommer over grænsen, ser man de samme butikker og de samme varer i butikkerne. Her i Canada er det dog noget dyrere at handle. I Canada bruger man kilometer og litermål, så nogle ting er lidt lettere, selvom vi jo nu havde vænnet os til miles og gallons. Naturen er meget, som vi havde forestilles os den med flotte bjerge og frodige skove med store nåeltræer.

Jasper National Park

Kort efter man er kommet ind i Jasper National Park kommer man til et område med mange gletchere. Den, vi skulle en tur op på, hedder Athabaca. Hvordan kommer man så op på sådan en? Man kan gå derop med en guide, som vi gjorde, da vi var i New Zealand i 2001. Men med børnene var det mere realistisk at tage en bus. Ja, altså en bus, der ligner en monstertruck med hjul, der var næsten lige så høje som jeg, 6 styks og med træk på dem alle. Det var absolut nødvendigt. Især på det første stykke, hvor vi kørte op ad en bakke med 39% hældning, det var altså meget stejlt.


Turen på gletceren var i sig selv ikke nær så spændende, som den føromtalte i New Zealand. Vi blev ”bare” kørt op til et fladt stykke af gletcheren, hvor en snerydder havde planeret. Her kunne vi så se os lidt omkring, men der var ikke nogen sprækker eller lign., som dem vi så i NZ. Langs de kegler, der var sat op for at afgrænse området, hvor vi måtte gå, var der dog en lille "å", hvor vi kunne smage på det iskolde vand fra gletcheren. Alberte synes, det var dejligt med den fri adgang til isklumper, som hun kunne spise.
Nede igen gik Lasse en tur neden for gletcheren for at se på morænelandskabet den har efterladt. Det var små oppresningsmoræner får jeg hvisket i min øresnegl. Han er vel geografistuderende! Videre gik turen mod Jasper by. Flere gange måtte vi holde ved vejen, når vi kunne se andre der havde fået øje på noget. Først var det nogle helt hvide bjerggeder og senere så vi en bjørnemor med sin unge. Begge hang oppe i et træ, så det var ikke let at se dem for grenene. Ellers var det en vandfaldsdag. To meget flotte af slagsen, så vi. Det første, Sunwapta Falls, lå omgivet af nogle flotte sorte ”limestones”, som var meget glatte, så man skulle passe på ikke at falde på turen ned til det. Lige midt i vandfaldet lå der en stor sten, der lignede en fisk, der sprøjtede vand ud af munden. Det så ret sjovt ud. Det næste Athabasca Fall (ja, samme navn som Gletcheren, ved ikke hvorfor) var også super flot.
Her gik vi også en tur ned langs den kløft vandet havde dannet. Turen gik igennem en anden smal kløft, måske en sidegren, der er tørret ud? Der var ret flot. I Jasper fik en campingplads og kørte så ned for at handle lidt ind og for at få benzin på. Vi kører i øvrigt kun omkring 4km pr. liter, så selv med billige benzinpriser på omkring 4,75/liter, bliver det alligevel til noget. Vi fylder omkring 150 liter på, når vi tanker, så det er jo en del. Vi har jo også generator i bilen, så når vi som i går ikke har strøm på campingpladsen, bruger vi den til at lade alle apparaterne op (computer, kamera, videokamera, nitendo og mobiler). For at generatoren kan køre, skal vi have over en halv tank fuld benzin. Det er en sikkerhed mod at køre tør, så man ikke kan komme videre næste dag.
Aftenen blev brugt på en dejlig legeplads på campingpladsen.

I dag blev formiddagen brugt i Jasper by. Her ville vi prøve at finde noget nassernet, som vi kalder det, når vi forsøger at finde internet i byen, uden lås på. Desværre lykkedes det ikke, så vi må ringe hjem en anden dag. Vi havde også brug for at vaske, så det tog jeg mig af i et kedeligt kældervaskeri, mens Lasse og ungerne prøvede alle de legepladser, de kunne finde i byen. Mens maskinerne snurrede gik jeg en tur ovenpå, hvor der lå en internet café og fik 20min. forbindelse til omverdenen for 2 dollars. Det vigtigste var at få skrevet tilykke til lille Maja (Anne og Lars's datter), som blev to år i dag.
Senere på dagen kørte vi ud til en kløft, der hedder Maligne Canyon. Den er 50 meter dyb og meget smal vel omkring 5-10 meter nogle steder. Man kunne gå en tur oppe ved kanten. Imponerende var den med alle sine vandskurrede former.

Nogle steder er der dannet små runde søer ind i klippen. Mens vi gik og nød det hele i shorts og korte ærmer, kom der en byge. Godt vi havde valgt den korte rundtur, så vi hurtigt kunne komme i tørvejr. Regnvejret holdt nu hurtigt op og resten af dagen har vi nydt udendørs. Vi lavede bål på campingpladsen og bagte snobrød med pølser til aftensmad.


Her køber man en båltilladelse og kan så frit hente alt det brænde, man har lyst til. Det er faktisk ret fint.
Vi fik også leget lidt på legepladsen igen inden vi skulle i bad. Især Alberte, der havde spist af melskålen fra snobrødbagningen, trængte meget. Begge ungerne er nu faldet omkuld og Lasse har tændt op igen, så nu vil jeg gå ud og nyde den varme canadiske sommeraften med ham.

Bannf og Jasper National Park

Vi vågnede til smuk blå himmel, yes vores venten i Calgary på godt vejr slog ikke fejl. Vi havde tænkt os at spise morgenmad ved søen Lake Louise, men fra parkeringspladsen kunne man kun se træer. Det var lidt sjovt at tænke på, at man kan sidde et ret kedeligt sted og spise sin morgenmad og bagved de høje træer et eller andet sted venter en meget flot oplevelse. Heldigvis var vi kommet forholdsvis tidligt derned så søen var endnu helt spejlblank og bjergene omkring den spejlede sig i den. Ned til søen ligger et stort hotel der hedder The Fairmont Chateau. Selvom det ikke helt lign.et slot udefra, må det være ret lækkert at bo med sådan en udsigt. Vi hørte en guide sige, at man kunne kom op i toppen af ”slottet”, hvorfra man ville have en meget flot udsigt. Derfor gik vi ind og derinde kunne man lige forstille sig Julia Roberts i Pretty Woman. Det virkede som et meget fint hotel. Desværre var der ikke adgang til balkonen øverst oppe længere, så vi måtte ”nøjes” med en gåtur langs søen. Ikke længe efter vi var kommet var søen ike længere spejlblank. Skønt det kun var små krusninger på vandet, var vi glade for at være kommet så tidligt. Søen var nu stadig utrolig flot. Helt tyrkisblå.
Videre nord på gik turen og inden længe måtte vi stoppe for at beundre en bjørn. En stor turistbus holdt ved siden af vejen og en der var også en enkelt anden bil. Bjørnen gik nu hurtigt sin vej igen. Ikke længe efter så vi endnu en, ja det vrimler jo næsten med dem. Den gik også rundt langs vejen og folk var komplet ligeglade med de henvisninger, der gives til hvordan man skal gøre, når man ser en bjørn. Gå ikke tættere end 100 m f.eks. og bliv i bilerne


Folk kan være ret dumdristige og da tre-fire unge mennesker i deres iver efter at få et godt billede, gik så tæt på, at jeg ikke længere turde se på det, gav den sig da også til at ”brøle” lidt af dem, inden den gik over vejen. En turist i en bil tæt ved vores fortalte, at en mand var blevet dræbt af en bjørn for tre dage siden. Efter vi har set, hvor hurtigt en bjørn kan kravle op i et træ, er vi ikke i tvivl om at bjørnen nemt kunne ha' såret disse mennekser, hvis den ville. Vi var nu også ude af bilen, men stod ikke særlig tæt på. På den anden side, hvor vi holdt ved en glacier, gik bjørnen så forsat rundt og lod sig fotografere. Her kom folk næsten lige så tæt på den, men den stod neden for en stejl skrænt, så det virkede ikke så farligt.
Næste stop var ved endnu en sø, Peyto Lake.


Denne gang så vi søen oppe fra, idet vi stod ved et udsigtpunkt højt oppe over søen. Denne var ligesom Lake Louise helt tyrkis. Det er fuldstændigt som på postkort. Wauv, det var bare flot. Videre mod nord fandt vi en parkeringsplads lige under en stor cletcher, som vi skal op at køre på i morgen. Her må man campere for den nette sum af 10,80 dollars (kurs 480).

Banff National Park

Tidligt kørte vi fra Calgery mod flere flotte oplevelser i de canadiske nationalparker. Mon vi ville se flere bjørne? Kort efter indgangen til parken kom vi byen Banff, som er ret stor i forhold til de flerste andre nationalparksbyer, vi har været i. Der bor ca. 8000 mennesker i byen, som ellers er fyldt med masser af butikker og hoteller til de mange turister, der kommer hvert år. Ved en legeplads stoppede vi og spiste morgenmad og derefter legede ungerne på gyngerne og på ”den til at klatre med”, som Alberte kalder det. Omkring byen er der masser at tage sig til, men af i alt 14 seværdigheder valgte vi tre. Først gik vi en tur ved en sø. Ved siden af søen lå en varmtvandskilde og derfor voksede der nogle specielle planter i området. Efter en smuk gåtur i det gode vejr kørte vi til Bow Falls, som var et meget smukt vandfald ikke langt fra centrum af den lille by. Inden vi forlod byen tog vi til Upper Hot Springs Pool, hvor man i et udendørs bassin med 39 grader varmt vand kunne nyde udsigten til de sneklædte bjerge. Det var faktisk så varmt, at man var helt mat i knæene efter bare 25 minutter i vandet, hvor vi vel at mærke ikke svømmede, men bare sad eller bevægede os stille rundt i poolen. Så gik turen videre til området Lake Louise. På vejen derop så vi bjerggeder med nogle mægtige horn.


Vi kørte af en meget flot vej gennem isklædte bjerge og pludselig var der igen en bjørn. Denne gang kunne vi nu ikke nå at studere den ret længe, for da vi ville holde ind til siden blev den tilsynelandende bange og løb over vejen og ind i skoven på den anden side.
I Lake Louise fandt vi en campingpplads og kørte så en sen eftermiddagstur til Moraine Lake. Vi har jo efterhånden set ret mange søer, men det bliver man vist aldring træt af. I hvert fald ikke når de ligger omringet at store flotte bjerge og vejret er skønt og man bare kan sidde og kigge på ungerne, der kaster sten i vandet og nyde den kaffe, som vi lige havde lavet i camperen inden vi gik derhen. Tilbage ved campingpladsen lavede vi aftensmad og så film. Da ungerne var lagt, hørte vi pludselig en lidt underlig lyd. Var det mon et tudende tog, som det vi havde hørt et par gange før. Nej, der var en melodi. Lasse og Kasper, som ikke var faldet i søvn endnu, gik ud for at finde ud af, hvem der spillede på hvad. Det var et kæmpemæssigt østrisk walthorn (hvordan staves det mon?). Det lød ret godt og bjergene gav den helt rigtige genklang, som det vel er meningen med østriske walthorn. Efter det første nummer klappede de andre campister. Vi fik endnu et par numre inden manden, som spillede på det, pakkede det ind i en noget mindre camper end den vi kører i. Kan det mon skilles ad? Ellers er det en gåde, hvordan han har fået plads til det i sin vogn.

Verdens største fund af dinosaurknogler

I dag skulle vi ud, hvor kragerne vender og ingen andre end dem, der skal se Dinosaur Provincial Park nogensinde kommer. Det var en lang og ensforming køretur, hvor der bare var lange lige veje gennem flade græsmarker, tror jeg da nok, jeg sov det meste af køreturen derop. De sidste få kilometer inden parken var dog lidt interessante idet der pludselig var et stort skilt der fortalte at man skulle passe på de mange slanger, der lever her. Kør dem venlist ikke over! Nå, for søren. Mon der virkelig er mange, nåede vi dårligt at tænke før Lasse så den første. Jeg kunne desværre ikke se ret meget med mine søvninge øjne uden hverken linser eller briller. Få minutter senere så han endnu en, så slanger, det var der. I parken levede deriøvrigt både skorpioner og giftige edderkopper, som der blev advaret imod på store skilte. I denne park er der fundet millioner af knogler fra 35 forskellige dinosaurerarter. Et lille museum/besøgscenter havde en fin lille udstilling om, hvordan man har udgravet disse skeletter i efterhånden mange år. Vi så også en lille og ret god film om en dinosaurs liv fra den kommer ud af ægget og hvordan den klarer sig gennem det barske liv med mange fjender og naturens luner.
Herefter kørte vi en tur ud i parken, hvor der ligger tusindvis af knogler endnu. Det var nu ikke sådan, at man ligefrem gik og vadede i dem, men et par steder har de bygget små huse over udgravninger, så man kan se, hvordan arbejdet foregår.



Vi har jo efterhånden set ret mange dinosteder, så hvis jeg skulle anbefale andre noget, ville jeg ikke køre den lange tur herud (over to timer hver vej). Tilgengækd vil jeg klart anbefale det næste sted vi kørte hen, nemlig Tyrell Museum i Drumheller, som også et et dinosaurmuseum. Her havde de en super flot udstilling, som viser liv på jorden gennem tiden fra der kun fantes plankton lign. dyr i havet og gennem de forskellige dinosaurertider til i dag.


Der var gjort meget ud af opsætningerne bl.a. var der lavet lydkulisser til mange steder og mange af skeletterne var sat op foran vægmalerier i naturtro størrelse, der forestillede de samme dinosaurer, som de har set ud i naturen. Det gjorde, at man bedre kunne forholde sig til alle knoglerne. I byen her er de helt tossede med dinosaurer og der står adskillige rundt om i byen. På diverse skilte er der tegnet dinosaurer og mange butikker hedder noget med dino.
Det var formentlig det sidste dinosted for denne gang. Nu tager vi et par afslappende dage i Calgary inden vi skal se to meget smukke nationalparker Bannf og Jasper.

10-15cm sne i juni!

Da vi lagde os til at sove i aftes var det begyndt at regne. Vi vågnede op til 10-15 cm sne, vildt. Det er altså juni måned det her. Nå men smukt var det faktisk, men ret koldt. Heldigvis var Lasses stået op noget før os andre og havde tændt for varmen, som var gået i stå i løbet af natten (uvist hvorfor). Sneen gjorde at den anden vej i Waterton blev nyd fra bilen.


Kasper næsten fryede sig over, at vi ikke kunne komme ud at gå. Jeg opmuntrede vist lidt til de drillerier Lasse belv udsat for. "Du må da gerne gå, vi venter i bilen", blev gentaget et par gange. Lasse var nu med på den og drillede tilbage med, at vi da havde masser af tøj med og at vi bare kunne lægge plastikposer om Kaspsers sko (han er den eneste, der ikke har vandtætte sko). Ingen kom nu ud at gå.
Ude af parken igen kørte vi mod Head-Smashed-In Buffalo Jump. Ja, sikke et navn. Men ikke desto mindre ret dækkende. På stedet har man nemlig fundet i tusidvis af rester fra de stakkels buffalos, som er blevet jagtet ud over en stejl skrænt, for at falde lige ned i døden. Denne jagtmetode var effektiv for Blackfoot indianerne, som boede i området. Ved skrænten har man lavet et lille museum, der fortæller om jagten og andet om de indianere, der levede her. Man kan også gå en lille tur ud at se skrænten, som dog ikke virker så dyb længere. Det skyldes, at alt "affaldet" fra jagtene er formuldet og har løftet bunden uder skrænten adskillige meter.


Her var det ikke længere snevejr, men meget koldt og regnfuldt. En canadisk besøgende forsikrede os om, at dette altså ikke var normalt. Efter besøget kørte vi til en nærliggende by Lethbridge, hvor vi fik handlet lidt og ellers har leget og set fil indendørs for vejret er forsat ikke for godt. Vejrudsigten siger, at det bliver bedre om 2-3 dage, så det håber vi.