torsdag den 25. juni 2009

Victoria – Port Angeles


Fra Comox kørte vi mod Victoria, som er ”hovedstaden” på Vancouver Island. Byen ligger helt ned på sydspidsen og her havde vi aftalt at mødes med August og Carl og deres forældre endnu en gang. Kasper havde derfor mange bekymringer på vejen. Helst ville han køre direkte til en campingplads og bare vente på, at de kom. Men vi havde faktisk ikke helt aftalt hvilken campingplads vi skulle sove på, så det blev en lille prøvelse for ham at vente til det blev eftermiddag. Vi havde ikke rigtig nogen planer for hvad vi ville se i Victoria, men havde hørt at det skulle være en ret flot by. Vi kørte en tur gennem byen og fandt os en legeplads, hvor ungerne kunne få strukket kroppene efter den lange køretur. Da vi kørte videre gennem byen , så vi pludsselig en camper, der er nøjagtig ligesom vores, bortset fra farven på gardinerne og nummerpladerne, som er fra Florida. Der holder August og Carl, sagde Kasper. Det var rigtigt, men de var ikke i vognen så vi efterlod en besked og kørte videre mod den campingplads ,vi havde aftalt at mødes på over sms. Der var dog ikke plads, så vi måtte køre videre og sende en ny sms til de andre. Uroligheden bredte sig igen, hvad nu hvis vi alligevel ikke kom til at mødes med Carl og August? Det gjorde vi nu og vi fik to pladser lige ved siden af hinanden. Til aftensmad blev alt i fryseren taget op, for når man tager til USA er det ikke tilladt at medbringe kød. Det blev til en noget mærkelig sammensætning, men tømt blev fryseren da. Drengene fik spillet en masse nintendo og Alberte hyggde sig også. Vi voksne nød en flaske rødvin, som vi havde fået med af David.
Næste morgen sagde vi så farvel. Vi skulle begge til USA men med hver sin færgeoverfart. Vi kom ned til færgen halvanden time før den skulle sejle, men desværre havde de ikke plads til os, så vi måtte vente til færgen klokken 15.00 i stedet for. Øv, øv tænkte vi først, men det gav os så chancen for at se lidt nærmere på byen. Området nede ved færgen var rigtig flot. Der var bl.a. en kæmpe parlamentsbygning, der var utrolig flot. Der var også gjort meget ud at udsmykningen af byen med masser af blomster. Det var tydeligt at det er en rigtig turistby, hvor man både kan komme med cykeltaxa, hestevogn og minifærge på sightseeing.


Vi gik nu på vores fødder en lille tur rundt i byen inden vi halvanden time før færgen skulle sejle kom tilbage til bilen. De amerikanske toldmyndigheder ville nemlig tjekke alle passagerer inden vi kom over. En kvindelig tolder så vores pas og spurgte til frugt og kød og sagde ellers bare god tur. Kasper mente at det gik så hurtigt, fordi vi jo overhovedet ikke ligner tyve. Færgeturen var ret kedelig denne gang, for det var en gammel færge uden legerum. Over kom vi nu fint og på den anden side fandt vi hurtigt et supermarked, så vi kunne fylde køleskab og fryser lidt op igen. Inden det blev tid til at sove fik vi også leget lidt på den nærliggende skoles legeplads.

2 kommentarer:

  1. Så velkommen tilbage til USA, Rikke,Nis og Rasmus er også i USA nu. Love

    SvarSlet
  2. Jep ... jeg sidder og laeser dette paa New Havens bibliotek :-)

    Vi slap ogsaa relativt let igennem tolden.

    I aften skal vi ind og se en baseball kamp med St. Louis Cardinals og San Francisco Gaints.

    Cheers,
    Nis

    SvarSlet