Hjemrejsen

Det var lidt blandede følelser, vi havde da vi vågnede 1. juli, som var den dag, vi skulle flyve hjem. Vi ville gerne hjem og glædede os meget til at se familie og venner igen, men selve rejsedøgnet glædede vi os ikke rigtigt til. Først skulle camperen afleveres knap en times kørsel nordpå. Det gik heldigvis fint. Ingen problemer med at få penge retur for de ting, vi havde købt undervejs til bilen. Så skulle vi så køres i lufthavnen, som var stort det den samme tur tilbage igen. Til den tur lejede vi en lækker 7 personers luksusbil med chaffør, det var billigere end en taxi og noget ganske andet at køre i end vores gamle camper. Helt lydløst kørte vi tilbage gennem byen og ud til lufthavnen. Vi kom så tidligt, at det ikke var muligt at tjekke ind endnu. I stedet spiste vi lidt mad og ringede hjem, for de sidte penge, der var tilbage på det amerikanske telefonkort, for at sige, at vi var godt på vej. Efter tjek ind og sikkerhedkontrollen, fandt vi en legeplads, hvor ungerne lige kunne få brugt kroppen lidt inden den lange flyvetur. Senere bød Hanne og KnudErik (fra Thurø) på kaffe og ungerne fik en børnemenu fra Burger King, så de 5 timer i lufthavnen gik noget hurtigere, end vi havde turdet håbe. Flyvet kom fint afsted og det mest fantastike var, at Alberte sov allerede inden vi lettede. Yes, så var det bare at nyde turen så godt så muligt. Lasse og jeg fik ikke sovet meget, men begge børn sov det meste af turen, så det var helt anderledes afslappende end turen herover. Tidligt om morgenen amerikansk tid landede vi så i København. Kort efter landningen, nåede jeg lige at blive lidt nervøs, for pludelig blev flyet oversprøjtet med vand og man kunne høre sirener. Heldigvis var der intet galt med flyet. Det er bare noget de gør, når en kaptajn flyver sin sidste tur. Vi klappede så af ham inden vi trætte, men glade forlod flyet.
I lufthavnen gjalt det bare om at komme med et tog så hurtigt så muligt mod Fyn, hvor vi vidste at familien ventede. Der var heldigvis ingen problemer med at få bagagen, så vi var hurtigt videre. I toget var det størte problem egentlig, om vi mon kunne få alle tasker ud, når vi kom til Nyborg, inden toget kørte igen. Heldigvis hjalp en venlig medpassager. På perronen stod familien med danske flag, dejligt. Hjemme ventede en dejlig middag, et nyrengjort hus og en velplejet have, hvor har vi en dejlig familie! Her kunne vi nu sidde på terrassen og nyde det dejlige danske sommervejr, den gode mad, at se familien igen, at se på ungerne, der virkelig nød gensynet med legetøjet og tænke, at det vel nok er spændende at rejse og lige så dejligt at komme jem igen.
Eftermiddagen gik med at fortælle mere om rejsen end vi har kunnet skrive her. Vi var jo også nysgerrige efter at høre om danke nyhedder, men dem var der selvfølgelig ikke mange af. Vi legede gæt en ting, da vi gav de forskellige familiemedlemmer gaver fra køkkenafd. Det var avocadoslicerer, appelsinskrællerer, tomatskærere, der kan skive en hel tomat på en gang. Lasse, som jo har haft fødseldag, mens vi har været væk fik også gaver.
Da alle gæstene var gået hjem, lagde vi ungerne i seng og regnede med, at de ville sove hele natten. Men nej, allerede klokken halv tre vågnede Alberte. Jetlagen varede nogle dage, så vi har været noget trætte, her de første dage hjemme.

Seattle

De tre dage vi havde i Seattle var jo lidtnogle vente dage, men vi hyggede os også meget med at være der. Det var skønt at bo det samme sted og ikke skulle køre ret langt. Det var rigtig godt vejr, så vi kunne bade i poolen, når den altså ikke blev lukket pga. babyer, der ikke holdt tæt, adr!
Den første dag mødte vi endnu et dansk par, denne gang fra Sønderjylland. De havde tre børn med, så ungerne nød at lege med dem. Vi voksne fik snakket om bl.a. fælles bekendte hjemme i Danmark, ja verden er lille, i hvert fald Danmark.
Næste dag tog vi en tur ind til Seattle centrum, bl.a. kørte vi forbi to store stadions. Den ene hjemmebanen for Seattle Seahawks, hvor Lasse egentlig gerne ville have været ind og se en kamp. Der var vist mulighed for det, den sidste aften inden vi skulle flyve hjem, men det bliver en anden gang. I centrum var vores størte udfordring jo at finde en parkeringsplads. Det endte da også med, at vi brugte to. Vores bil var lige bred nok til en plads og da den anden danske familie havde fået en parkeringsbøde derinde dagen før, valgte vi at betale for to pladser. Vores mål var Pikes Place Market, som især er kendt for fiksehandlerne, som har et vældigt humør. Der kastes med fisk og bestillingerne råbes at en af de ansatte, hvorefter de andre næsten syngende gentager det. Det var vældig underholdende, men der var også temmelig mange mennesker.

En anden imponerende ting ved markedet var blomsterstandene, hvor der blev solgt store bukketter til hhv. 5, 10 og 15 dollars (28, 56 og 84kr). Hvis ikke det var fordi, vi skulle flyve hjem, havde jeg helt sikkert købt en, de var super flotte. Resten af dagen skulle have været en badedag, men poolen blev lukket lige efter ungerne var hoppet i, pga. de føromtalte utætte babyer, øv, øv. I stedet gik vi igang med at gøre bilen rent udvendigt. Det par, som vi tidligere havde mødt i Canada (fra Thurø), som skulle med samme fly hjem, var også kommet til campingpladsen og var også igang med rengøringen. Kasper inviterede dem på kage og øl, så det fik vi, da vi var nogenlunde færdige med bilerne.
Den sidste dag skulle vi shoppe, de sidte ting, vi gerne ville have med hjem. Campingpladsen havde udpeget et stort indkøbscenter i nærheden, så der brugte vi hele dagen. Der blev købt gaver, sko, nintendospil og en ny kuffert til alle nyanskaffelserne. Først klokken 5 kørte vi retur til campingpladsen, og der kunne vi så gå igang med at pakke og gøre vognen rent indvendig. Det arbejde var lidt mere tidkrævende, end vi måske lige havde regnet med, så først ved halv ettiden kom vi i seng.

Olypic National Park

Fra Port Angeles kørte vi til Olypic National Park, som ligger på en halvø nordvest for Seattle. Vores første stop var ved en dæmning, som blev bygget i starten af 1900-tallet. Desværre har denne været skyld i at rigtig mange laks og ørredarter er forsvundet fra floden. I de kommende år skal den derfor rives ned, så der igen kan komme masser af fisk i floden. Vi gik en tur langs søen ved dæmningen og nød det gode vejr.
Igen nød ungerne at smide pinde og sten i vandet og vi lavede konkurrencer om hvem der kunne ramme de stammer, der lå i vandet. Der var en lille flydende bro, vi kunne gå ud på og se ned i det meget klare vand. Fra dæmningen kørte vi til Sol Duc, hvor vi endnu engang ville i hotpools. Lasse især trængte til at få løsnet sine nakkemuskler op i det varme vand. Først på eftermiddagen fandt vi en campingplads, hvor vi lavede bål. Både Kasper og Alberte tegnede hver deres heks og vi sang Skt. Hans sange, så godt som vi kunne huske dem. Det var jo noget forsinket og kunne altså ikke helt leve op til de Skt. Hans fester vi plejer at være med til.

Albertes heks

Kaspers heks

Næste dag gik turen ud til nogle gode gåture i et regnskovsområde. Lige før vi kom til stedet, hvor gåturene startede, så vi nogle flotte "rådyr" med opsatser. Det var en større flok. En sjov ting var den måde hannerne lod hunner og unger passere vejen først, mens de ligesom selv holdt øje med os i bilen. Til sidst tog hannerne så selv turen over vejen og vi kunne komme videre.


Turen i regnskoven var super flot. Især var det smukt, at se hvordan solens stråler og den tætte skov dannede skygger.


Et sted ved et helt klart vandløb var det næsten svært at se, om man så over eller under vandet, for der var lige så grønt og frodigt under vandet som over.


Vi var taget tidlig af sted den morgen, for vi skulle ud til kysten inden tidevandet igen begyndte at stige. Næste stop var nemlig ved Beach 4, hvor man ved lavvande kan se havbundes mange skatte. De blottede rev var beklædt med masser af muslinger, masser af søanemoner og en del søstjerner.


Det var ligesom en dykkertur uden vand. Mange af søanemonerne var dog lukkede, men flere steder var der små søer, hvor de endnu strittede med deres klistrede arme, som Alberte nød at røre ved.


Stranden var også fyldt med masser af flotte runde sten, som var vidunderlige at gå med i hånden. Vi så enddag en hval, der pustede, ude på havet. En guide mente det var en greywhale, som er meget alm. her. Den pustede endnu 2 gange inden vi forlod stranden.
Fra Beach 4 sagde vi farvel til vores sidste National Park, som i øvrigt var nummer 20. Vi kørte derfra halvvejs mod Seattle til en mindre by, hvor vi fandt en ok campingplads ned til en flod. Vi fik købt ind til aftensmad og leget på en legeplads og glædede os nu til at komme til Seattle de sidste par dage inden vi skulle hjem.

Victoria – Port Angeles

Fra Comox kørte vi mod Victoria, som er ”hovedstaden” på Vancouver Island. Byen ligger helt ned på sydspidsen og her havde vi aftalt at mødes med August og Carl og deres forældre endnu en gang. Kasper havde derfor mange bekymringer på vejen. Helst ville han køre direkte til en campingplads og bare vente på, at de kom. Men vi havde faktisk ikke helt aftalt hvilken campingplads vi skulle sove på, så det blev en lille prøvelse for ham at vente til det blev eftermiddag. Vi havde ikke rigtig nogen planer for hvad vi ville se i Victoria, men havde hørt at det skulle være en ret flot by. Vi kørte en tur gennem byen og fandt os en legeplads, hvor ungerne kunne få strukket kroppene efter den lange køretur. Da vi kørte videre gennem byen , så vi pludsselig en camper, der er nøjagtig ligesom vores, bortset fra farven på gardinerne og nummerpladerne, som er fra Florida. Der holder August og Carl, sagde Kasper. Det var rigtigt, men de var ikke i vognen så vi efterlod en besked og kørte videre mod den campingplads ,vi havde aftalt at mødes på over sms. Der var dog ikke plads, så vi måtte køre videre og sende en ny sms til de andre. Uroligheden bredte sig igen, hvad nu hvis vi alligevel ikke kom til at mødes med Carl og August? Det gjorde vi nu og vi fik to pladser lige ved siden af hinanden. Til aftensmad blev alt i fryseren taget op, for når man tager til USA er det ikke tilladt at medbringe kød. Det blev til en noget mærkelig sammensætning, men tømt blev fryseren da. Drengene fik spillet en masse nintendo og Alberte hyggde sig også. Vi voksne nød en flaske rødvin, som vi havde fået med af David.
Næste morgen sagde vi så farvel. Vi skulle begge til USA men med hver sin færgeoverfart. Vi kom ned til færgen halvanden time før den skulle sejle, men desværre havde de ikke plads til os, så vi måtte vente til færgen klokken 15.00 i stedet for. Øv, øv tænkte vi først, men det gav os så chancen for at se lidt nærmere på byen. Området nede ved færgen var rigtig flot. Der var bl.a. en kæmpe parlamentsbygning, der var utrolig flot. Der var også gjort meget ud at udsmykningen af byen med masser af blomster. Det var tydeligt at det er en rigtig turistby, hvor man både kan komme med cykeltaxa, hestevogn og minifærge på sightseeing.


Vi gik nu på vores fødder en lille tur rundt i byen inden vi halvanden time før færgen skulle sejle kom tilbage til bilen. De amerikanske toldmyndigheder ville nemlig tjekke alle passagerer inden vi kom over. En kvindelig tolder så vores pas og spurgte til frugt og kød og sagde ellers bare god tur. Kasper mente at det gik så hurtigt, fordi vi jo overhovedet ikke ligner tyve. Færgeturen var ret kedelig denne gang, for det var en gammel færge uden legerum. Over kom vi nu fint og på den anden side fandt vi hurtigt et supermarked, så vi kunne fylde køleskab og fryser lidt op igen. Inden det blev tid til at sove fik vi også leget lidt på den nærliggende skoles legeplads.

Besøg ved fætter David og hans kone Gerda

På vej til Comox stoppede vi ved en lille skov, som har temmelig gamle træer og de er også ret store. Vi har jo set ret store træer før, men det var nu alligevel en god lille gåtur. Vi trængte også til at røre os lidt på den forholdsvis lange køretur. I skoven var det højeste træ 76 meter, så det er jo alligevel noget. En sjov plante i skoven havde overlevet ved at have pigge overalt, også ovenpå sine blade, som i øvrigt var meget store, da der ikke kommer meget sol igennem en tæt skov som denne.
Videre gik turen bagefter mod Comox, som ligger på østsiden af Vancouver Island helt ned til kysten. Vi kom lidt for tidligt til byen og fik ordnet lidt indkøb og lign. Vi fik også købt en buket til Gerda. Vi havde også tænkt på et par flasker vin, men det var godt, vi ikke gjorde det, David laver nemlig selv vin, fandt vi senere ud af.
Klokken var kun ganske få minutter over fire, da vi kom til David og Gerdas hus. De stod vist og ventede på os, for de kom hurtigt ud og tog i mod os. Gerda og David er 72 år og deres hus byggede de da de gik på pension, som 60 årige.


Dengang flyttede de fra Edmonton i Alberta og her til Vancouver Island. Det er et rigtigt dejligt hus på ca. 150 km2 og en lige så stor garage, som Lasse hurtigt blev misundelig på. Det var også en rigtig drengerøvs garage, hvor David har sin vinproduktion, sit kæmpe tv, et poolbord, en dartskive, div. træningredskaber, computer m.m.
Vi fik lov at smage vinen allerede den første eftermiddag på terrassen, hvor vi mens vi fortalte om familien hjemme i Danmark, kunne se på de colibier (vilde) som kom for at drikke sukkervand
fra nogle beholdere, som Gerda og David hænger op. Vinene vi smagte var iøvrigt rigtig gode.


Både David og Gerda var utrolig søde og der var redt op i gæsteværelserne, så selvom vi jo bare kunne have sovet i camperen, sov vi der. Vi fik også vasket tøj og der blev lavet dejlig mad, så det var ren luxus. Næste formiddag kørte vi en tur ned til havnen i byen. Her var det lavvande. Forskellen på høj og lavvande her er så stor, at folk, når det er højvande sejler deres både ind over en plads, der når det bliver lavvande ligger så højt at båden kommer på land. Så har ejeren af båden ca. 12 timer til at få skrabet muslingerne af undersiden og malet igen, inden det igen bliver højvande.


Ungerne fik også leget lidt på en legeplads ved havnen inden vi kørte hjem igen. Vi havde egentlig tænkt os at køre igen efter frokost, men det kunne der ikke være tale om og vi ville faktisk også rigtig gerne blive.
Eftermiddagen blev brugt lidt forskelligt. Lasse og David installerede Skype på en af Davids tre computere. Ungerne legede med noget legetøj, som Gerda havde fundet frem fra gemmerne. Især en sækkepibe og dukkerne vagte stor glæde. Gerda og jeg fik talt om lidt af hver bl.a. om hvordan det var at flytte til Canada fra Tyskland dengang hun mødte David i Barden Barden. Gerda og David har to børn, men ingen børnebørn. Datteren Sandra bor stadig i Edmonton, mens sønnen Allan bor i Arizona. De ser dem vist ikke ret tit, men de har mange gode venner i nabolaget og det virker til, at de er ret aktive trods hhv. en og to kunstige hofter.
Inden vi tog afsted var David udlært i Skype og han nåede endda at tale med Ulla derhjemme ad to omgange. Første gang var under hendes Skt. Hans fest, så det blev kun kort, men næste morgen fik de da talt en del. Det er nu smart med kamera og det hele.
Efter morgen maden kørte vi så sydpå mod Victoria, som ligger helt på sydspidsen af øen. Det var desværre regnvejr og skyet, så turen langs kysten, som vi havde regnet med ville være flot var det alligevel ikke.

Pacific Rim National Park Reseve

I dag kørte vi til en national park, der ligger langs med Stillehavet her på Vancouver Island. Det var en lang og snoet vej, så det tog ret lang tid. Heldigvis sov ungerne det første lange stykke. Da vi ankom til parken stoppede vi ved visitorcenteret for at få kort og lidt info om hvad der er at se. Parkens campingplads havde lige akkurat plads til os. Vi ligger i en meget tæt skov lige ned til vandet. Fra vores plads kan man dog slet ikke se vandet. Vi gik en tur ned til stranden, som når man kiggede ud over vandet, lignede vesterhavet meget med sine forholdvis store bølger og brede sandstrand. Bagved lå der så en meget tæt regnskovsagtig skov. Desværre er det ikke ret varmt i dag, så vinden og kulden fik os hurtigt til at forlade stranden igen. Ved visitorcenteret havde de fortalt, at det var Aboriginal Day i dag og at der ville være nogle aftiviteter ved et lille museum ikke langt fra campingpladsen. Vi kørte derhen. Det var nu ikke det store. Omkring 15 små stande viste indianerkunstting, som man kunne købe, mest smykker, men også nogle flotte masker og enkelte trommer m.m. Fra museet var der nu en ret flot udsigt ud over havet og nogle små ubeboede øer. På stranden var der masser af træstammer, som må være drevet i land. Der er vist ret stor forksel på høj og lavvande her. Der står også skilte om, hvor man skal søge hen, hvis man mærker et jordskæld. Sansynligheden for en tsunamin er dog lille står der. Nå, men det er da rart at vide. Efter turen til museet kørte vi til byen Tofino, som ligger på en halvø nord for parken. Det er en rigtig lille turistby ikke meget større end Ålbæk. Her kan man komme på hvalture og surfe mm. Vi gjorde nu ikke andet end at købe lidt ind og køre en tur rundt gennem byen. Bagefter kørte vi tilbage til campingpladsen. Vejret var blevet bedre og vi havde fået lidt at spise, da vi besluttede at køre en tur ned til en vandresti ikke langt herfra. Her gik vi en meget flot tur på flere meter høje træbroer gennem regnskoven. Vi talte en del om at det godt kunne ligne det landskab Indiana Jones finder skatte i. Han har bare ikke nogen bro.


Nu har vi fået aftensmad og alle er ret trætte. I morgen går turen så til Comox, hvor David og Gerda bor. Det er en tur på over tre timer, så vi vil tidligt i seng og tidligt afsted i morgen inden ungerne vågner.

Besøg ved kusine Mette

Efter en lidt sen aften i går vågnede vi sent og fik derfor lidt halvtravlt, selvom vi først havde aftalt klokken 10.30. Vi skulle i bad og se lidt pæne ud og så var der en halv times kørsel derhen, skønt det ikke var mere end 18 km. Vi kom desværre også lidt for sent for der var meget trafik og vi skulle igennem Vancovers bymidte. Her har de nu et rigtig smart trakfik reguleringssystem, som vi også så i Salt Lake City. Over vejbanerne hænger der en tavle der viser hvilken retning man må køre i På den måde kan man lave flere baner ind i byen, hvis der er brug for det eller omvendt. Da vi holdt i kø over Lion Bridge skiftede den midterste bane og det fik hurtigt køen opløst, smart.


Et kvarter forsinket ankom vi så til vejen, hvor Mette har boet siden ca. 1967. Mens vi parkerede fik Kasper øje på hende i køkkenvinduet og de vinkede til hinanden. Huset med mange kroge og kanapper ligger på en hjørnegrund med en meget flot have omkring sig. Mette kom ud og tog imod os. Vi vidste ikke hvor gammel hun var, men hun var en meget nydelig dame. Ligesom Lasse havde oplevet i telefonen var hun meget nem at snakke med. Vi præsenterede os, men de danske navne var lidt svære for hende at huske, så hun spurgte flere gange om vi ville sige dem igen. På computeren havde vi fået tilsendt billeder af hele Byrge og Gerdas slægt (efterkommere) og vi havde også enkelte billeder af Mette og hendes mand og børn, som vi kunne vise frem. Desuden havde vi fået et stamtræ, som viste familien tilbage fra Mettes farmor Mette, hvis søn Eigil emigrerede til Canada i 1928. Mette kunne tilføje den canadiske del af familien med hendes børnebørn m. fl. Vi fik kaffe og Mette havde købt kager ved bageren. Hun anbefalede en speciel kage, der hedder Nanaimokager (Nanaimo er en by på Vancouver Island). Det var en chokoladetørkage med noget creme og kokos. De smagte rigtig godt. Børnene fik lov at se lidt børnefjernsyn, mens vi voksne talte og talte. Vi fik også set nogle at Mettes datter Danas billeder. Hun er kunstner og det er ret sjovt at tænke på, når både Byrge og Lotte Hoffmann også var/er gode til at male. Inden vi skulle afsted, gik vi en tur i haven, som var utrolig flot holdt. Mette fortalte ellers at hun pga. en hofteoperation havde datteren Dana til at hjælpe sig og at hun jo ikke kunne komme hele tiden. Kasper og Alberte nød de hindbær, der stod langs en havemur. Inden vi kørte fik Lasse også talt med Mettes bror David i telefonen. David bor på Vancouver Island og er også meget ivrig efter at møde os, så vi har aftalt, at vi skal komme forbi på mandag. Det var lidt svært at få sagt farvel, for kommer vi mon nogenside til at se hende igen?


Fra Mette kørte vi direkte til færgen ved Horseshoe Bay. Den sejlede efter ca. en times ventetid. Sejlturen varede lidt mere end halvandentime. Da klokken var 6 spiste vi aftensmad på færgen. Turen var ret flot og både i agter og stævn var der store glaspatier, så man kunne sidde og se på kysterne på begge sider af Strait of Gorgia. Da vi kørte af færgen på Vancouver Island faldt Alberte hurtigt i søvn, hun havde heller ikke sovet til middag de sidste to dage. Vi kørte op til en campingplads i Parksville. Her havde vi havudsigt og ved siden af lå et stort feriecenter med minigolfbane i luxusklassen, en butik, der var udformet som et slot og en lille sø med bumberboats Vi var dog alt for trætte til at prøve noget af det. Kasper og Lasse gik dog en lille aftentur og så på det hele. Alberte blev bare lagt i seng og jeg selv nåede ned til havet, hvor de skvulpende bølger mindede mig om strandende i DK. Vi er vist ved at være klar til at komme hjem.