Vandfald i Yellowstone

I dag skulle vi køre et længere stykke end de foregående dage, til gengæld var der ikke så mange stop. Turen gik gennem et område, hvor der skulle være mulighed for at se bjørne, da der er flere i dette område. Vi så nu ikke nogen bjørn, men flere bisoner.
Dagens emne var vandfald. Vi så nogle utrolig flotte af slagsen i Yellowstone River. I den kløft, floden har dannet, kan man også se de klipper, der kan have givet navn til parken, de var nemig helt gule og super flotte. Ved det ene af vandfaldene gik vi ned af en meget stejl sti, som førte os ned på et plateu lige over vandfaldet. Her kunne vi se de enorme vandmasser, der bruser gennem Lower Falls ved Canyon Village.


Dette billede er tager fra et andet udsigtspunkt et stykke derfra.

Vi kom forholdsvis tidligt til campingpladsen, hvor ungerne efter nogle dage uden, fik lov at se lidt film. Imens tændte Lasse et bål og jeg lavede dej til snobrød. Efter filmen hyggede vi os ved bålet. Uhm, det var omtrent det bedste brød, vi har fået herovre.



Efter aftensmaden fik ungerne igen lov at se lidt film, mens de spiste deres fredagsslik og de obligatoriske popcorn. Imens tændte Lasse endnu engang bålet og brændte de pinde, vi havde bagt snobrød på. Man må nemlig ikke efterlade noget som helst spiseligt eller bare noget en bjørn, tror er spiseligt udenfor. Ikke engang en sjat kaffe må man smide i græsset. Mens vi legede ude efter aftensmaden kom campingmutter hen og fortalte, at der har været en grizly bjørn på campingpladsen i dag. Den havde ikke været aggressiv eller noget, men bare lige for at sige det. Hvis vi så den, skulle vi bare gå indenfor i vognen. Det var egentlig lidt ærgeligt, at vi ikke så den, for hun sagde, at det var et rigtigt pragteksemplar. Lasse gik over med skraldespanden kort efter og Kasper var noget nervøs for, om han mon kom tilbage. Det gjorde han og mens jeg vaskede op blev der leget cowboys udenfor, inden de skulle ind og puttes.
Cowboys har i øvrigt været det helt store emne siden vi så showet i Jackson. Kasper vil lave et lign. show på gårdspladsen hjemme ved farmor og farfar. Han har tegnet en plan for hvordan det skal foregå. Farfar og Kirsten Thilsing skal på hhv. trompet og harmonika spille cowboydermusik til. Han selv skal indlede det hele med et skud, mens han står på en lille scene, som der er tegnet opskrift til. Far er blevet grundigt instueret i hvordan den skal bygges. Der er også lavet regler for, hvad der er tilladt under forestillingen. Jeg selv har fået den fornemme opgave at gå og sælge slik, popcorn, drinks m.m. Han har tegnet alle scenerne ned. I en af dem bliver farmor, i cowboynederdel og støvler, skudt af Gustav, som er en af de onde.”Altså det er jo bare skuespil, Gustav er jo ikke rigtigt ond, vel!”, sagde Kasper.

Yellowstone stadig lige betagende.

Vi vågnede op til endnu en dag med blå himmel, skønt. Efter morgenmaden gik turen videre nordpå til et område, der hedder Artists Paintpots . Her gik vi endnu en tur igennem et område med flotte søer med farvet vand. Selvom vi nu har set en del af dem, er det stadig ret betagende. Man går på træbroer hen over området.Det er strengt forbudt og meget farligt, hvis man går uden for træbroerne. Derfor kan det godt være ret nervepirende, når Alberte sætter i løb hen ad de forholdsvis smalle broer. Vi har haft en del diskussioner med hende om, at hun skal sidde i klapvognen eller holde i hånden. Hun vil ofte ingen af delene. Ved næste område, som hedder Norris, faldt hun dog ret hurtigt i søvn i klapvognen og vi kunne mere roligt gå og nyde dette område, som også havde masser af flotte søer og boblende mudderpøle. På kørerturerne så vi også i dag masser af dyr. Mest bissoner, der gik langs vejene. Et sted lå de også på græsset lige ved indgangen til et hotel.

Kørerturene i parken er mindst lige så stor en del af oplevelserne i Yellowstone. Landskabet er nemlig meget varieret fra tætte nåletræsskove til store dale med de smukkeste floder, der snor sig gennem landskabet. Nogle steder er der sne på bjergtoppene og andre steder bare grønt. På de store åbne vider kan man se store af bissoner og wapati-hjorte, der går og græsser. Hvis I har lidt penge og tid til overs vil vi klart anbefale denne park!
Ved Mammoth Hot Springs fik vi en campingplads på en af de pladser, hvor det ikke er muligt at reservere. Dem, der kommer først, får de pladser, der er. En gammel mand, som stod ved registreringsbordet, da vi kom, hjalp med at forstå systemet. Han anbefalede mig nogle pladser og fortalte at han ofte havde været her. Senere mødte Alberte og jeg ham igen. Denne gang med hans hund, ved navn Socks, jeg troede at det var Sucks, så det synes jeg egentlig var lidt synd. Det viste sig, at den havde hvide poter og derfor havde fået navnet. Alberte synes, hunden var ualmindelig sød og nød at hun endelig måtte røre ved et dyr. Hun siger ofte: ”ikke røre slanger og edderkopper, godt røre heste?” ”Ja, du må godt røre heste”, siger vi så. Efter lidt afslapning på campingpladsen, kørte vi ned til parkeringspladsen til områdets store attraktion, nogle meget flotte terrasser dannet af travertin (kildekalk), der er i kilderne. Terrasserne er formet som ringe uden på hinanden og er i mange forskellige farver.Farverne dannes af forskellige bakterier, der stortrives i det varme vand.


Kilderne flyder ud over kanterne på alle disse ringe og danner masser af små fine vandfald. Det var super smukt at gå rundturen mellem dem på ca. 2 km af små træbroer. Fra toppen havde man ydermere udsigt over hele ”byen” og over til sneklædte bjerge. Vi har ellers ikke set meget til sne efter vi er kørt mere nordpå og vi har faktisk været ret overraskede over, at vi har kunnet gå i shorts og t-shirts igen i dag allerede fra midt på formiddagen.
Efter gåturen besluttede vi os for at få aftensmad på en diner i ”byen”. Her kunne vi spise med udsigt til nogle bissoner, der gik langs parkeringspladsen og spiste af det nydeligt klippede græs. En kæmpe han stod og kradsede sig på ryggen op ad et af byens skilte. Ved campingpladsen lavede vi et lille bål og så gik vi på skift op på en høj bakke, der ligger lige overfor. Først var Alberte og jeg deroppe. Bagefter løb Lasse og Kasper derop og ned igen. Han er sørme ved at blive en rigtig sej lille fyr, der kan gå mange kilometer og også løbe både op og ned af en ret høj og stejl bakketop.

Første dag i Yellowstone National Park

For at få chancen for at se flere dyr stod vi endnu engang tidligt op (det er sørme hårdt at være på ferie!). Vi så nu ikke meget dyreliv på vejen til Yellowstone, men det var alligevel godt vi stod tidligt op, for vi måtte holde og vente ved noget vejarbejde. Da vi kom ind til Yellowstone blev vi mødt af masser af sne på begge sider af vejen. De sidste veje i parken er netop blevet åbnet efter vintersæsonen. De markører, der viser hvor vejen går, er ca. 4 meter høje, så man kan godt forestille sig, at der er meget sne om vinteren.Yellowstone er det, man kalder et hotspot, hvilket vil sige, at der fra jordens indre ståler en særlig varme ud ved dette sted. Yellowstone er kendt som værende en supervulkan og faktisk kører vi rundt i det sammenstyrtede krater (som ca. er på størrelse med Fyn), fra et største udbrud for ca. 640.000 år siden. Dette udbrud udspyede så meget lava, at det ville kunne dække Danmark i et 23 meter tykt lag og ville kunne give isvinter i hele verden. Når der stadig er så meget termisk aktivitet her, skyldes det at vulkanen stadig er aktiv. Visse steder finder man flydende magma kun fem kilometer under jordoverfladen. Det krater, vi kører i hæver sig formentlig stadig op og ned med et par meters forskel. Det har nyere undersøgelser vist. Det er ret tankevækkende... Nå, men tilbage til vores tur. Første stop gjorde vi ved et campingkontor, hvor vi fik reserveret pladser til de næste dage her i parken og så kørte vi til West Thump. Her ligger et termisk område helt ned til Yellowstone Lake. Der var mange flotte søer og også nogle huller med kogende vand under vandoverfladen langs søens kant. En sjov historie fortæller at fiskere her har hevet deres fangst direkte over i en af de grydeligende huller og kogt fisken inden den var kommet af krogen. Det kunne man faktisk godt forestille sig.
Herefter gik turen videre til det nok mest kendte sted i parken, Old Faithful, hvor der er mange geysere. Den, der hedder Old Faithful, springer med ca. 1,5 times mellemrum. Da vi kom var der 20 minutter til næste gang, så vi skyndte os ud af bilen og hen til alle de andre ventende tilskuere. Geyseren sprang fuldstændig præcist til den annoncerede tid og det var et rigtig flot syn at se det glohede vand sprøjte ca. 50 meter op i luften.Efter frokost i vognen gik vi derover igen og så den endnu en gang. I området er der mange andre geysere og varme kilder og søer i alle mulige flotte farver. På vores tur rundt i området synes vi, at vi var utrolig heldige, for flere gange sprang den geyser vi lige var kommet til. En sjov en var Lion, som nærmest brølede som en løve. Mens vi stod og så på den, blev vi pludselig sprøjtet over med vand fra den. Vi troede det ville være varmt, men det afkøles åbenbart ret hurtigt, for det føltes ligesom regnvejr. Alberte syntes det var herligt. Da vi kom tilbage til Old Faithful var der kun 10 minutter til den sprang igen, så vi så den lige en tredje gang inden vi kørte videre op i parken. Ved næste stop var vi kun lige kommet ud af bilen, da Kasper sagde:”der ligger en bison”. Og sørme om ikke der lå en kæmpe bison op ad et træ bare 20 meter fra bilen. Den lå roligt og tyggede drøv, mens vi lidt urolige tog billeder af den.
Ved dette stop var der flere flotte søer med boblende vand og et par mindre geysere. Vi var jo ret stolte over at vi nu havde set en bison, men vi skulle komme til at se rigtig mange bisoner. På vejen videre gik der en større flok langs vejen og græssede. Der var også en del kalve. Netop som vi holdt ind til siden sammen med en 5-6 andre biler begyndte de at krydse vejen. De tog det stille og roligt. Den første der gik over lignede nærmset en slagt skolepatrulje, som den stod der midt på vejen og stoppede trafikken, så de andre i flokken kunne komme over. Efterhånden holdt vi temmelig mange biler i hver retning og det hele endte, da en park ranger kom og dirigerede både biler og bisoner videre.
Ved de næste stop så vi flere flotte søer og også mudderpøle, der boblede. Inden vi holdt ved vores campingplads kørte vi en lille tur forbi en af de større geysere i området, men den ville først springe om to dage klokken 4 om natten, så det bliver ikke i denne omgang. På campingpladsen ligger vi ned til sammenfletningen af to floder, rigtig flot, men desværre med en del myg, så jeg holder mig stort set indendøre.

Grand Teton National Park

Efter en spændende dag i går, gik turen ind i Teton National Park, som ligger nærmest som indgang til Yellowstone National Park. Vi har hørt, at mange ikke rigtig gider se den, men bare kører igennem. Derfor havde vi ikke regnet med, at den var noget særligt. Allerede da vi kom lidt nord for Jackson, kunne vi se, at der bestemt er god grund til at bruge tid i denne park også. Vi blev mødt at de flotteste sneklædte bjerge langs med den grønne dal vi kørte i. Vi stoppede ved Jenny Lake, hvor man kan tage en lille båd over søen. Her spiste vi morgenmad og klædte os derefter varmere på end sædvanligt. Det var nemlig ikke mere end 12 grader. Det er jo koldt når man har gået i shorts og T-shirt i over en måned. Båden sejlede ikke før klokken 10 og da klokken kun var 9 besluttede vi at gå rundt langs søen til det modsatte ”færgeleje”, hvorfra vi så kunne tage båden hjem. Turen var ca. 3 km og utrolig smuk. Søen var omkranset af de flotte sneklædte bjerge og vandet var helt klart. På vejen så vi oddere, som svømmede i søen. Flere steder var stien dækket at sne stadigvæk, så Kaspers nys sko skulle stå sin prøve. De klarede det flot, ligesom Kasper. Alberte samlede alle de grene hun kunne komme til og det tog temmelig lang tid. Vi var ca. 3 timer om at gå turen, men det gjorde nu ikke noget, for det var flot solskinsvejr og vinterjakkerne måtte af igen. Lige inden ”færgelejet” kom vi til en fossende elv, som vi krydsede via en lille træbro. Pludselig mens vi stod og tog billeder kom der en lille bæverlign. fyr, dog uden den flade hale. Han løb over broen og ind under den så hurtigt, at Kasper og Alberte desværre ikke nåede at se den. På bådturen tilbage, så vi en ”bald eagel”, som er en hvidhovedet ørn. Så meget kan man nå på en formiddag, så spændende er den park da!
Vi kørte videre op i parken, hvor vi fandt en dejlig campingplads med udsigt over en anden sø Jackson Lake.

Nede ved søen brugte vi et par timer på at smide sten i vandet og bare nyde udsigten. Alberte skulle selvfølgelig også lige mærke på vandet. På stranden lå også et væltet træ, så Lasse og Kasper fik afprøvet vores nyindkøbte campingøkse. Den var ikke så god, men der blev da træ nok til et lille bål. Træet blev slæbt op til vores plads og selvom det så meget ud, som om det ville blive regnevejr, tændte Lasse op. Ungerne gad ikke være ude mere, men legede i vognen. Regnvejret kom aldrig ligesom bålet heller aldrig blev til noget (træet var nok for vådt). Pyt, det var virkelig dejligt at sidde med en cola og nyde vejret (der igen var til shorts og t-shirts) og udsigten.
Efter aftensmaden kørte vi en tur, da vi havde læst at det skulle være bedst at se dyrelivet ved solned og opgang. Dyr er her masser af. Vi så flere store flokke af elsdyr-agtige dyr, vi så en enkelt elg, hvor var den stor! Vi så også amerikanske pelikaner og fiskehejre, men stadig ingen bjørne. Kasper mente dog bestemt, han så en sort-bjørn. Den havde først lignet en ravn, men det var nok fordi det var en unge, forklarede han ivrigt.
I morgen står vi tidligt op igen og ser om vi kan finde flere spændende dyr.

Jackson Hole

Så gik turen videre mod nord, hvor vi skulle fejre Memorial Day i cowboyderbyen Jackson Hole. Vi skulle egentlig ikke så meget i byen ud over at få ladet op til nogle dage i nationalparkerne, hvor der ikke er strøm på campingpladserne. Vi havde dog læst i nogle guidebøger at der skulle være et lille cowboyshow på byens torv hver aften om sommeren, så det var det første vi spurgte om ved campingfatter. ”Jo da,” sagde han, ”de startede sæsonen i lørdags!”. Fedt, men hvad skulle vi så lave i løbet af dagen? På campingpladsens brochure så vi at man kunne prøve en sledgebane ved et skiområde i byen. Så det besluttede vi os for at køre ned til.


Sledge er en slags rutchebane, hvor man sidder på små slæder med hjul. Først skulle man med skiliften op. Det var en flot udsigt man havde deroppe fra og det var bare med at holde godt fast i Alberte, for det var en åben stollift. På sledgen sad vi med ungerne på skødet og så bare derned af. Det gik faktisk ikke så stærkt, men sjovt det var det. Nede igen ville Kasper godt have en tur mere, men det var lidt pebret, så nej, det blev kun til en tur. Tilgengæld havde vi fået trampolinbilletter gratis. Det var sådan nogle trampoliner, hvor man bliver spændt fast i en sele og så ellers hænger i to elastiksnore, hvor man kan lave saltoer, hvis man tør. Alberte var frisk på at prøve først, men troede vist det var alm. trampoliner, så da manden ville spænde selerne i hende fortrød hun. Kasper derimod var ikke bange, så både han og vi to voksne fik os en tur.Det ser nemt ud, men er ret hårdt, for man skal virkelig hoppe til for at nå ned til trampolinen ellers hænger man bare i selerne.
Senere kørte vi ned til torvet for at se hvor vi skulle være om aftenen. Da butikkerne var åbne, trods Memorial Day, gik vi lidt rundt og kiggede. I en sportsbutik fik både Lasse og Kasper nye sko. Det er ca. halvpris i forhold til derhjemme.
Klokken seks, efter vi havde fået lidt at spise, var vi på plads på torvet igen. Det samme var en del andre turister, næsten alle fra USA. Hvad mon der ventede os? En cowboy kom frem og bød velkommen til aftenens show og der blev spillet rigtigt cowboymusik. Pludselig lød det et ordentlig knald og så var det eller i gang. Det sjoveste var en lille fight mellem sheriffen og hans folk og en røverbande. Skudene lød meget højt, så Alberte var ikke så vild med det. Kasper var meget begejstret og lidt i tvivl om, om det mon var rigtige cowboys.

Salt Lake og endnu et spændende et dinomuseum

Salt Lake City er formentlig meget mere spændende end vi aner, men storbyer og børn er bare ikke rigtig noget, synes vi, derfor besluttede vi os for at køre videre nord på. Inden vi forlod byen skulle vi selvfølgelig en tur ud til selve søen, Salt Lake. Kunne man virkelig ikke synke? Vi kørte ind i (ud på) en statspark Antelope Island, hvor vi fandt en sti ned til vandet. Langs starden lå der hvide flager af saltaflejringer. Alberte var straks med på at bade, mens Kasper var mere tilbageholdende efter vi havde fortalt, at der næsten ikke kunne leve noget i søen pga. den høje koncentration af salt (optil 24% mod 3% i alm. havvand). Vi kom dog alle fire mere eller mindre i. Jeg prøvede at flyde, men da det var meget lavvandet, var det lidt svært, især efter Alberte satte sig ovenpå mig. Det var dog ingen tvivl om, at det var meget salt. Efter svømmeturen havde vi hvide aflejringer over hele kroppen og det sved og prikkede i huden. Der var meget smukt ved søen med sneklædte bjerge i baggrunden.
Efter svømmeturen kørte vi nordpå til Ogden, hvor vi skulle se endnu et dinomuseum, denne gang dog noget anderledes. I denne park var der nemlig ikke så meget af den ægte vare, tilgengæld havde de ikke mindre end ca. 140 dinosaur figurer i rigtig størrelse.



Disse stod mest en dels udendørs i et stort parkanlæg, hvor diverse højtalere sørgede for de rigtige (uhyggelige) lyde. Begge børn og også vi var ret begejstrede. Indendørs havde de også en lille indhegning med to robot dinosauerer, der kunne bevæge sig og brøle af hinanden. I parken var også en god legeplads, så det var en rigtig dejlig eftermiddag.

Vi gjorde holdt i Bringham, hvor vi fandt en lille god campingplads. Det var jo lørdag aften og Memorialweekend, så et lille band spillede livemusik og man kunne købe is. Desværre havde vi kun lige sat os med isen, da det begyndte at regne, så vi hørte ikke meget af koncerten, men foretrak at være i vognen resten af aftenen. Dette var den første dag med regn siden vi havde en enkelt nat med regn i Yosemite. Det var nogle ret kraftige byger og de er desværre forsat i løbet af dagen i dag.
I morgens skulle vi lige handle lidt, men kom til at tilbringe noget tid på parkeringspladsen foran supermarkedet. Vi opdagede nemlig, at en pærer i førerkabinen, som tænder, når man åbner dørerne, ikke slukker, når dørene er lukkede. Dette gjorde, at vi ikke rigtig kunne starte igen. Vi ved endnu ikke helt hvad der er galt. Vi har været i kontakt med udlejningsfirmaet og prøvet forskellige ting. Nu er det så smart, at man har en nødstarterknap og med den er vi egentlig uden problemer kommet videre til Montpelier. På vejen var vi forbi Baer Lake, som er helt tyrkis grøn, virkelig smuk, men det dårlige vejr gjorde, at den kun blev beundret fra bilen, mens vi kørte langs med den.

Price - Salt Lake City

Dinosaur museet i Price var flot med en del store skeletter og en god børneafdeling, hvr ungerne hyggede sig med at tegne og lege med dinobamser. Efter musseet kørte vi videre til Salt Lake City. Vi ankom ikke så sent og besluttede at tage den gratis shutle ned til byen og bare lige se os lidt omkring. Det viste sig, at det var en mormonshutle, som kørte os direkte til Templesquare. Parret som kørte bussen var utrolig venlige og spurgte til vores planer efter Salt Lake City. De vi kom til Tempelsquare fulgte damen os ind og fandt den første den bedste rundvisning, inden vi kunne nå at gøre indsigelser imod det. Rundvisningen på Tempelpladsen blev ledet af to yngre kvinder, som var lige så (overdrevet) venlige, som parret der havde kørt os herind. Det var nu et rigtig flot tempel og det nye samlingscenter med plads til 2100 tilhørere var også ret imponerende. Ovenpå dette center er der bygget en have, men vi orkede ikke endnu en rundvisning, så den må vi se en anden gang.I Tabernakle, som var den første "kirke" på stedet var det også meget smukt og hvis ikke vi havde vores børn med, var vi garanteret kommet til korets øveaften, for at høre den helt unikke akustik dette rum skulle have. Alt omkring Temple Square er så overdrevet pænt, at vi virkelig følte os meget beskidte og ukorrekte i vores shorts og sandaler. Alle andre gik nydeligt klædt, herrene i jakkesæt og slips og kvindeerne i lange nederdele. Alle smilede venligt og dem vi talte med var så hjertelige, at vi ikke kunne lade være med at tænke på, hvordan der mon er "inden for murene", hvis man først slutter sig til mormonerne. Er det hele mon så, så lyserødt. F.eks. spurgte en af guiderne om jeg kendte en dansk kunstner, som udstillede her i nærheden (navnet har jeg glemt). Da jeg svarede, at jeg desværre ikke var så godt inde i kunstnere, sagde hun, at det da var helt forståeligt og at jeg jo også, som mor til to så skønne børn, var igang med en meget vigtig og smuk opgave. Templet kan man jo ikke komme ind at se, men udefra var det meget meget flot. Afslutningsvis på den guidede tur ville de meget gerne have os til at udfylde et kort med navn og adresse. Her kunne man også afkrydse hvilke emner, man var interesseret i at vide mere om. De bad også om lov til at sende os en video om familieliv, nu vi var sådan en dejlig familie. Gad vide hvor ofte vi får post herovre fra i den kommende tid?
Næste dag blev vi på campingpladsen om formiddagen. Ved poolen mødte vi en anden dansk familie, som skulle rejse hjem senere på dagen. Det var vældig hyggeligt at snakke lidt med dem og vi fik alle deres rester bl.a. en halv kasse øl. En rigtig god ting var, at jeg kunne låne nogle bøger, da de to krimier jeg havde med, forlængst er læst. Så nu må vi en tur omkring Hjørring næste gang vi skal nord på. Eftermiddagen gik med indkøb og en tur til en gammel gård, det nu var en seværdighed a la den fynske landsby, dog yngre, hvor man kunne se alm. bondegårdsdyr og køre en tur i traktorvogn, hvis man ville. Ungerne fik hver en pose andemad, så de kunne fodre de forskellige slags ænder, mange havde søde små ællinger.

Den længste vandretur til dato

Tidligt op og afsted til nye vandreture i Arches inden det blev alt for varmt. Vi startede ved The Window Section som vi måtte droppe i går pga. dårligt vejr. I dag var himlen atter blå og ungerne næsten friske. Desværre faldt Kasper og slog hul på knæ og hånd, da vi netop var kommet op til buerne der udgør North og South Window, derfor gik jeg med begge børn tilbage til bussen, mens Lasse gik resten af turen selv. Alberte måtte sympatigræde hele vejen tilbage og da Lasse kom havde begge børn fået plaster på (vi fandt et gammelt sår på Albertes ben). Videre gik turen mod det der skulle være den flotteste af alle buerne, Dilicate Arch, og til en 5 km vandretur. Turen derud startede med at Kasper efter kort tid sagde, at han i hvert fald ikke gad at gå længere, men ved at love dem is, når vi kom retur, havde vi ikke yderligere brok under turen. Turen derop var næsten opad bakke hele tiden, dvs. stejlt opad en helt glat sandstensoverflade et godt stykke.
Alberte kom hurtigt op på skuldrene af Lasse og mange af de vandrere, vi mødte, synes hun var en heldig kartoffel. Undervejs holdt vi nogle pauser, hvor der blev serveret "gåstænger" (saltstænger) og vand. Turen var hård og varmen allerede høj, men det var absolut turen værd. Er der mon noget om, at ting er smukkere, når man har måttet kæmpe lidt for at se dem? Delicate Arch er virkelig meget smuk. Den stod der med sneklædte bjerge i baggrunden (som man desværre ikke rigtigt kan se på vores billeder) og en lyseblå himmel bagved, wauw!

Turen ned gik nemmere, dels fordi det gik nedad, dels fordi vi skulle ned og have is og desuden vidste vi denne gang, hvor langt der var. Nede i bilen fik vi så vores velfortjente is. Efter to dag i Arches kørte vi nu videre nord på mod Salt Lake City. På vejen er vi stoppet i Price, hvor der skulle være et godt Dinosaur-museum. Eftermiddagen blev tilbragt på ikke mindre end to forskellige legepladser og aftensmaden indtaget på McDonald, hvor de havde et stort legeland, der havde den fordel, at vi voksne kunne nyde (så meget som man nu kan med McDonalds mad) maden og især den efterfølgende Iced Mocha, mens ungerne legede.
Jeg er iøvrigt, nu vi talter om mad, begyndt at bage vores brød selv, det er næsten ikke til at holde ud at spise mere grovtoast, som er så luftigt, at man ikke kan mærke, om man har spist et eller fem stykker. Det er altså helt fantastisk, hvad man kan lave i en lille bitte camper.

Første dag i Arches National Park.

Vi startede med at spørge om de havde flere pladser på campingpladsen i parken, men desværre var alt optaget. I stedet foreslog parkrangeren nogle parker langs Coloradofloden lige udenfor parken. Vi kørte straks tilbage dertil og fik en af de sidste pladser på en lille ubemandet plads helt ned til floden. Her koster det kun 12 dollers, tilgængæld er der jo så heller ingen faciliteter. Alligevel er det nogle rigtig dejlige pladser at sove på, fordi man her bor lige i naturen med god plads mellem vognene. Fra vores plads kan vi sidde og kigge på Coloradofloden og ved den anden side af flodlejet en høj lodret klippevæg i flotte råde og sorte farver. Efter at have betalt i en kuvert og sat optagetskiltet på pælen ved vores plads, gik turen tilbage til nationalparken. Her startede vi med at køre hele vejen op gennem parken. På vejen så vi Balanced Rock, som er en stor sten på en tynd søjle. Det ser altså ret underligt ud, men den ligger der fint endnu. Et andet sted så vi sladrehankene, en formation, som ligner tre-fire damer, der står og snakker.
Efter en halv times kørsel kom vi til det trail, der går ud til Landscape Arch, som er den størte bue i parken. Den er ikke særlig tyk, men spænder over, hvad der svarer til en amerikansk fodboldbane. På turen så vi også to andre imponerende buer. Den ene hedder Tunnel Arch og er et stort hul gennem en klippe. På den anden side ser man den flotte blå himmel og andre røde klipper. Et andet sted, ved Pine Three Arch, voksede der (sjovt nok) træer inde i buen. I løbet af turen blev det mere og mere skyet og vi frygtede, at det ville begynde at regne. Det gjorde det først, da vi var kørt videre til vores næste stop The Windows Section. Vi var ellers kommet ud af bilen, men vendte hurtigt om. Vi kunne nemlig se enkelte lyn ude i horisonten og med en gåtur på ca. 1 time, var det ikke værd at tage chancen. Vi kommer tilbage i morgen alligevel. Klokken var ikke så mange, så vi kørte tilbage til byen og fandt en stor offentlig legeplads, hvor vi legede i stedet for. Det regnede en lille smule, men det var kun dejligt, da det dæmpede den trykkende varme. Til aften har vi leget med bolde på campingpladsen og været på skattejagt, som Kasper tegnede og lagde poster ud til. Premien var et smukt billede af mor, også hjemmetegnet.

Hole ´n the Rock

Fra Mesa Verde National Park i Colorado kørte vi tilbage til Utah. På vejen til Moab, som var vores næste stop, så vi en noget usædvanlig bolig. I en sandstensklippe har en dansk-amerikaner, Albert Christensen, hugget et over 400m2 stor hjem til ham og hans kone. De drev også en diner fra stedet i mange år. Alberte døde desværre forholdsvis ung, så Gladys, som konen hed boede, der alene fra 1957 til 1974. Hjemmet står som hun efterlod det. Efter hans død lavede hun egenhændigt et badeværelse med bl.a. et badekar, der var hugget ud af sandsten, kun vvs-arbejdet havde hun fået hjælp til. Hun fik også indlagt el og førte selv alle ledningerne langs lofterne i hulen. Der var mange sjove ting ved hulen/huset. Der stod foreksempel to udstoppede heste inde i stuerne og et udstoppet æsel. Albert havde også hugget et relief af Franklin D. Roosevelt udenfor indgangen. Udenfor hulen har den nuværrende ejer, som også er af dansk afstamning, Erik Hansen, udstillet en masse gamle reklameskilte, biler, skrotkunsværker og et skørt toetagers das. Gad vide om man tør sidde på det nederste, når der er nogen ovenpå?
Resten af dagen var vi på en campingplads i Moab tæt ved Arches National Park.Fra vores palds havde vi en flot udsigt til bjerge og så lå vi lige ved siden af den ene af to mindre legepladser. Det var super varmt, omkring 94 grader farenheit i skyggen, dvs. ca. 34 grader celsius. Så det var virkelig lækkert at de havde en pool. Begge ungerne har fået sig et par svømmevinger, så nu kan de komme rundt i vandet selv.

Mesa Verde National Park

Efter en storslået oplevelse i Canyon de Chelly tog vi videre mod nye indianeroplevelser. Den næste national park var nemlig Mesa Verde, som har masser af indianerbebyggelser(600) og i alt 4500 steder med fund fra indianerene, som har levet i området fra år 600 og frem til slutningen af 1200-tallet. I starten boede de som nomader, senere i huler på jorden kaldes Hogans og senere i huse bygget ind i klipperne. Mange af husene har flere etager, så det er ret imponerende, at de har kunnet bygger dette med de bare næver.
Første dag kørte vi til visitorcenteret og købte billetter til en guidet tur næste formiddag. I denne park er det nemlig kun muligt at se flere at bebyggelserne med guide. Hvorfor? Det er dels for at begrænse antallet af mennesker, da man tidligere har oplevet, at folk gik så tæt, skudler ved skulder, at de næsten ikke kunne se selve atraktionen. Jeg tror nu også, det er for at have bedre kontrol over, hvordan de besøgende opfører sig, så der er mindst mulig skade på de gamle bygninger. Nogle enkelte af husene kan dog besøges uden guide, så vi startede med at køre til Spruce Tree House. Wauv, det var bare flot. Nu kunne vi komme helt tæt på og dette hus er virkelig velbevaret. Det mest spændende var næsten, at man her kunne komme ned i en Kiva, som er et rundt rum i jorden med tag over. Kivaen er indrettet med et ildsted i midten, hvor også stigen fra loftet kommer ned. Der er en udluftningskanal, der sørger for frist luft i kivaen og foran denne kanal er der en lille væg. Ellers er der et lille hul i gulvet, der symbolicerer indgangen til forfædrenesverdenen. Det er vist nok, der indianerne kom fra inden de pga. dårlig opførsel blev sendt til denne verden. Kivaen er et sted, hvor der afhodes ceremonier, men det blev formentlig også brugt til alm. opholdsrum, når der var for varmt eller for koldt udenfor. Hver familie havde en Kiva, så ved at gange med ca. 10 kan man beregne antallet af indbyggere vha. antallet af Kiva'er. I de andre rum i bebyggelsen er der ofte ikke noget at se, men enkelte steder er der små tegninger på væggene og nogle steder står flade sten med en anden sten ovenpå, som tydeligt er slidt efter at have været brugt til at male korn på.
Vi overnattede i parken på en naturcampingplads. Der kom ”rådyr” gående, mens vi sad og spiste både aften og morgenmad. Der skulle også være bjørne i parken, men dem så vi nu ikke noget til.
Næste formiddag gik først jeg og siden Lasse så på en 1 times guidet tur til begyggelsen der hedder Cliff Palace. Denne bebyggelse ligner de andre, men alligevel ikke, for der var utrolig mange kivaer. Man er ikke sikker på hvorfor, men måske har Cliff Palace været en slags hovedby i området. Man mener imidlertid ikke, at der kan have boet så mange familier, som antallet at kivaer antyder. På denne tur var det spændende også turen derhen. Der var ikke mere end 400 meter, men man skulle gå af meget stejle og smalle trapper + nogle stiger derned. Turen op igen gik af en 30 meter lang stige næsten lodret op. Der blev derfor advaret om at turen ikke var for folk med helbredsproblemer. Der er nemlig ca. 2 timer til nærmeste hospital. Af samme grund havde vi valgt ikke at tage børnene med og skiftedes i stedet til at blive med dem i bussen, hvor der blev leget, tegnet og spist forkost. Eftermiddagen brugte vi på en campingplads med alle moderne bekvemmeligheder, så der blev vasket tøj, set bamsesjulerejse på YouTube og alle elektriske apparater blev ladet op. Lasse og Alberte lavede også et bål, men da vi endelig havde spist, var gløderne ikke varme nok, så vi lavede i stedet pandekager på gaskomfuret i vognen. De smagte nu godt alligevel.

Hubbell Trading Post og Canyon de Chelly

Tidligt gik turen fra New Mexico og Gallup tilbage mod Arizona. Da vi skulle sove på en campingplads uden hookups var der vigitgt at have benzin og gas nok, så det startede vi med. Videre gik turen mod Hubbell Trading Post, som er en handelsstation, startet af en hvid mand (Lorenzo Hubbell) i indianernes teritorium. Lige da vi ankom startede en guidet tur i Lorenzo Hubbells hjem, så den sprang vi med på. Huset var fra slutningen af 1800-hundrede og primært indrettet med udskårne tunge møbler, men der var også mange indianske ting, bl.a. flettede kurve med hver deres specielle mønster alt efter hvilken stamme de kom fra. Ved siden af huset lå så handelsbygningerne, hvor der stadig afholdes auktioner. Tilbage da det blev oprettet kom indianere fra området og byttede tæpper, smykker m.m. for mad og andre nødvendigheder. De havde også mulighed for at høre nyheder fra området og diskutere deres problemer med indianere fra andre områder. I de sidste par dage har vi kørt i Navajo Indian Reservation og det er ret forskelligt fra de områder vi ellers har været i. Her er der klart mere fattigdom og langs vejene er der massevis af vejboder, hvor der sælges tæpper, smykker, kurve m.m. som indianerne laver. Navajo reservatet er det største i USA og selvom det kun er en halv gang større end Danmark, bor der under 150.000 Navajo indianere på den ufrugtbare jord.
Efter Hubbell kørte vi videre mod Canyon de Chelly, som er en nationalpark drevet at indianere og til forskel fra de andre parker, vi har været i, er denne gratis både at besøge og campere i. Sikke en overraskelse at komme hertil, det er sådan en smuk park. I bunden af canyonen er der utrolig frodigt og masser af flotte grønne farver lyser op til én, når man står på kanten og kigger 200 meter ned af de lodrette klippevægge. Klipperne er røde og nogle steder lidt sorte. De steder hvor klipperne har vandrette sprækker, kan man mange steder se ruinerne af indianerbeboelser. Med fars kiggert kan man tydeligt se de mange rum, og nogle bebygelser var virkelig flotte med buer og flere etager.

Til forskel fra de indianerbyer vi tidligere har set, bor der stadig indianere i dette område. Rundt om i parken bor de i mobilhomes og ved næsten hvert et udsigstpunkt sidder der en og sælger smykker m.m. Der har boet indianere i kløften i næsten 5000 år. Ikke fra samme stamme hele tiden. I 1864 blev indianerne drevet ud af kløften og de der overlevede denne kamp, gik hele vejen (300 miles) til Fort Summer i New Mexico, hvor de levede et kummerligt liv indtil de i 1868 fik lov til at tage tilbage til Canyon de Chelly. Her var livet ikke meget lettere og de havde vanskeligheder ved at skaffe sig mad. Her kom Trading Postene ind i billedet, hvor man kunne bytte sig til mad for andre ting.Der har været fire af sådanne trading posts her i området. Kun en er delvis bevaret og en andens bygning findes stadig og er nu en del af det hotel, der ligger lige ved siden af vores campingplads.
Denne park var så utrolig flot og det er virkelig spændende at forestille sig, hvordan indianerne har kunnet bygge deres hjem i sprækkerne, som ligger langt over kløftens bund. Hvordan er de mon kommet derop og hvor ofte mon de gik ned derfra? Det må vi prøve at finde ud af!
Hubbell Trading Post og Canyon de Chelly
Tidligt gik turen fra New Mexico og Gallup tilbage mod Arizona. Da vi skulle sove på en campingplads uden hookups var der vigitgt at have benzin og gas nok, så det startede vi med. Videre gik turen mod Hubbell Trading Post, som er en handelsstation, startet af en hvid mand (Lorenzo Hubbell) i indianernes teritorium. Lige da vi ankom startede en guidet tur i Lorenzo Hubbells hjem, så den sprang vi med på. Huset var fra slutningen af 1800-hundrede og primært indrettet med udskårne tunge møbler, men der var også mange indianske ting, bl.a. flettede kurve med hver deres specielle mønster alt efter hvilken stamme de kom fra. Ved siden af huset lå så handelsbygningerne, hvor der stadig afholdes auktioner. Tilbage da det blev oprettet kom indianere fra området og byttede tæpper, smykker m.m. for mad og andre nødvendigheder. De havde også mulighed for at høre nyheder fra området og diskutere deres problemer med indianere fra andre områder. I de sidste par dage har vi kørt i Navajo Indian Reservation og det er ret forskelligt fra de områder vi ellers har været i. Her er der klart mere fattigdom og langs vejene er der massevis af vejboder, hvor der sælges tæpper, smykker, kurve m.m. som indianerne laver. Navajo reservatet er det største i USA og selvom det kun er en halv gang større end Danmark, bor der under 150.000 Navajo indianere på den ufrugtbare jord.
Efter Hubbell kørte vi videre mod Canyon de Chelly, som er en nationalpark drevet at indianere og til forskel fra de andre parker, vi har været i, er denne gratis både at besøge og campere i. Sikke en overraskelse at komme hertil, det er sådan en smuk park. I bunden af canyonen er der utrolig frodigt og masser af flotte grønne farver lyser op til én, når man står på kanten og kigger 200 meter ned af de lodrette klippevægge. Klipperne er røde og nogle steder lidt sorte. De steder hvor klipperne har vandrette sprækker, kan man mange steder se ruinerne af indianerbeboelser. Med fars kiggert kan man tydeligt se de mange rum, og nogle bebygelser var virkelig flotte med buer og flere etager. Til forskel fra de indianerbyer vi tidligere har set, bor der stadig indianere i dette område. Rundt om i parken bor de i mobilhomes og ved næsten hvert et udsigstpunkt sidder der en og sælger smykker m.m. Der har boet indianere i kløften i næsten 5000 år. Ikke fra samme stamme hele tiden. I 1864 blev indianerne drevet ud af kløften og de der overlevede denne kamp, gik hele vejen (300 miles) til Fort Summer i New Mexico, hvor de levede et kummerligt liv indtil de i 1868 fik lov til at tage tilbage til Canyon de Chelly. Her var livet ikke meget lettere og de havde vanskeligheder ved at skaffe sig mad. Her kom Trading Postene ind i billedet, hvor man kunne bytte sig til mad for andre ting.Der har været fire af sådanne trading posts her i området. Kun en er delvis bevaret og en andens bygning findes stadig og er nu en del af det hotel, der ligger lige ved siden af vores campingplads.
Denne park var så utrolig flot og det er virkelig spændende at forestille sig, hvordan indianerne har kunnet bygge deres hjem i sprækkerne, som ligger langt over kløftens bund. Hvordan er de mon kommet derop og hvor ofte mon de gik ned derfra? Det må vi prøve at finde ud af!
Hubbell Trading Post og Canyon de Chelly
Tidligt gik turen fra New Mexico og Gallup tilbage mod Arizona. Da vi skulle sove på en campingplads uden hookups var der vigitgt at have benzin og gas nok, så det startede vi med. Videre gik turen mod Hubbell Trading Post, som er en handelsstation, startet af en hvid mand (Lorenzo Hubbell) i indianernes teritorium. Lige da vi ankom startede en guidet tur i Lorenzo Hubbells hjem, så den sprang vi med på. Huset var fra slutningen af 1800-hundrede og primært indrettet med udskårne tunge møbler, men der var også mange indianske ting, bl.a. flettede kurve med hver deres specielle mønster alt efter hvilken stamme de kom fra. Ved siden af huset lå så handelsbygningerne, hvor der stadig afholdes auktioner. Tilbage da det blev oprettet kom indianere fra området og byttede tæpper, smykker m.m. for mad og andre nødvendigheder. De havde også mulighed for at høre nyheder fra området og diskutere deres problemer med indianere fra andre områder. I de sidste par dage har vi kørt i Navajo Indian Reservation og det er ret forskelligt fra de områder vi ellers har været i. Her er der klart mere fattigdom og langs vejene er der massevis af vejboder, hvor der sælges tæpper, smykker, kurve m.m. som indianerne laver. Navajo reservatet er det største i USA og selvom det kun er en halv gang større end Danmark, bor der under 150.000 Navajo indianere på den ufrugtbare jord.
Efter Hubbell kørte vi videre mod Canyon de Chelly, som er en nationalpark drevet at indianere og til forskel fra de andre parker, vi har været i, er denne gratis både at besøge og campere i. Sikke en overraskelse at komme hertil, det er sådan en smuk park. I bunden af canyonen er der utrolig frodigt og masser af flotte grønne farver lyser op til én, når man står på kanten og kigger 200 meter ned af de lodrette klippevægge. Klipperne er røde og nogle steder lidt sorte. De steder hvor klipperne har vandrette sprækker, kan man mange steder se ruinerne af indianerbeboelser. Med fars kiggert kan man tydeligt se de mange rum, og nogle bebygelser var virkelig flotte med buer og flere etager. Til forskel fra de indianerbyer vi tidligere har set, bor der stadig indianere i dette område. Rundt om i parken bor de i mobilhomes og ved næsten hvert et udsigstpunkt sidder der en og sælger smykker m.m. Der har boet indianere i kløften i næsten 5000 år. Ikke fra samme stamme hele tiden. I 1864 blev indianerne drevet ud af kløften og de der overlevede denne kamp, gik hele vejen (300 miles) til Fort Summer i New Mexico, hvor de levede et kummerligt liv indtil de i 1868 fik lov til at tage tilbage til Canyon de Chelly. Her var livet ikke meget lettere og de havde vanskeligheder ved at skaffe sig mad. Her kom Trading Postene ind i billedet, hvor man kunne bytte sig til mad for andre ting.Der har været fire af sådanne trading posts her i området. Kun en er delvis bevaret og en andens bygning findes stadig og er nu en del af det hotel, der ligger lige ved siden af vores campingplads.
Denne park var så utrolig flot og det er virkelig spændende at forestille sig, hvordan indianerne har kunnet bygge deres hjem i sprækkerne, som ligger langt over kløftens bund. Hvordan er de mon kommet derop og hvor ofte mon de gik ned derfra? Det må vi prøve at finde ud af!

Den forstenede skov

Dagen startede med pandekager - amerikanske pandekager - så store som en mellem paptallerken og så tykke som en skive hvidt brød. To til hver og flere hvis man havde lyst incl. kaffe til 1,99 dollers pr. person. Vil I have egen tallerken til den lille pige? Eller spiser hun bare med ved jer andre? Nej, så billigt som det er skal du da have betaling fra os alle fire, svarede jeg.
På campingpladsen i Holbrook var pandekagemorgenbuffeten så populær at selv den nærliggende UPS-afdelings chaffører kom og spiste alle de pandekager den kunne. Pandekagerne var billige og rigtigt friskbagte, men det blev alligevel formeget for os alle og de to man fik til at starte med var faktisk for meget. Kasper sagde dog sødt, at manden, der havde bagt dem til os, skulle have en medalje som den bedste pandekagerbager. Det fortalte jeg ham, da vi gik, for han var så sød og venlig.

Afsted skulle vi så til den forstenede skov "Petrified Forest". Her startede vi med at køre igennem Paintet Dessert, som var flere flotte farvede snadformationer i røde, gule og hvide farver. Vi har jo set en del af det så vi skyndte os videre. Først stoppede vi ved en indianderby a la den fra i går. Her var der dog nogle ret flotte billeder (petroglyffer) på nogle af stenene. Dem så vi endnu flere af ved vores næste stop ved Newspaper Rock.
Bagefter gjorde vi holdt ved Blue Mesa, som var en område hvor formationerne var i blå, grå og hvide farver og hvor der rundt omkring lå forstenede træstykker. Det ser ret sjovt ud, fordi det ligner at nogen har fældet og skåret stammerne op med motorsav. Alle stykkerne er nemlig med lige snit. Jeg forestiller mig, at de først er brækket efter at de er blevet til sten og at det er det, der gør at de brækker så lige over.
Træerne levede for circa 225 millioner år siden sammen med små dinosauere og andre dyr vi ikke længere har. Dengang var området meget sumpet og træerne er væltet i mudder, som indeholder mineraler, der har sevet igennem træerne og erstattet træet med mineralerne, som siden er blevet til sten.
Næste stop var ved Agate Bridge, hvor et helt træ ligger som en bro over en lille kløft. Det siges at cowboydere tidligere har redet over dette forstende træ for at vise hvor modige de var.
I 1911 byggede man nogle søjler der skulle forstærke broen og forhindre at den styrter sammen. de nuværende myndigheder mener ikke at man burde have gjort dette, for de mener naturen skal gå sin gang og alt det der. Flot var det i hvert fald.
Sidste stop blev ved Crystal Forest, hvor der lå i hundredevis at forstenede træstykker. Mange af dem med utrolig flotte farver. Tværsnittet i træet kan have de smukkeste mønstre og farver. Andre ligner fuldstændig frisk træ og man må banke lidt på dem for at blive overbevist om at det er forsteninger. Man må absolut ikke fjerne noget fra parken, hvilket der skiltes med mange gange. Jeg forstår godt at nogle kunne finde på at tage et lille stykke med hjem, for det var virkelig flot.
Da vi skulle finde en campingplads kom vi ud på noget af en tur. Vi kørte først i retning mod de steder, vi skal se i morgen, men de eneste campingpladser vi fandt der var ret skumle, så vi valgte at køre videre til Gallup i New Mexico til en at KOA-campingpladserne. Det var en times ekstra kørsel, så det var lidt træls, men så kan vi da prale af at have været i endnu en stat. Dejligt er det nu også at kunne sove trygt på en plads med gode faciliteter.

Meteor Crater - hvor Nasas astronauter træner

På turen fra Flagstaff, hvor vi havde sovet, til Meteor Crater, pegede Lasse pludselig begejstret ud over markerne på noget, der lignede en tornado. U ha tænkte jeg, det er jeg da ikke meget for. Den var ca. 100 meter høj og viste sig at være en dustdevil, en knap så kraftig virvelvind. Dustdevils ses ca. hvert kvarter i dette område, fik vi senere at vide af en guide.



Ved Meteor Crater er bygget et museum og noget af det første vi så her, var en rumkapsel fra Apolloprogrammet. Denne kapsel var en træningsmodel, som dog aldrig havde været i rummet.
Uden for museet kunne man så studere et kæmpe hul i jorden. Da jeg spurgte Alberte, om hun ikke synes, det var et stor hul, svarede hun bare: "hvor?" Det er heller ikke let at se skoven for bare træer. Nå, men her lidt fakts. For ca. halvtredtusinde år siden blev stedet ramt af en jern-nikkelmeteorit med en diameter på ca. 45 meter og en vægt på adskillige 100 tusinde tons. Selve nedslaget havde en eksplosiv kraft der var større en 20 millioner tons TNT (sprængstof). Resultatet af nedslaget blev et krater, som var over 200 meter dybt (svarende til en 60 etagers bygning) og 1,2 km i diameter.Dette krater er det mest velbevarede i verden og bruges til at træne astonauterne fra Nasa. Det var især i brug fra 1964 til 1972. Under en af øvelserne rev en astronaut hul på sin dragt og derfor blev dragterne lavet om, da et sådan hul ville have kostet astonauten livet, hvis det var sket på månen.
Lasse gik med på en guidet tur, mens vi andre efter en rundtur mellem meteorsten m.m. på museet gik tilbage til camperen. Efter besøget gik turen videre østpå til en campingpalds ved Holbrook, hvor vi endnu engang hoppede i poolen efter en varm dag.

Sunset Crater og en indianerby fra årene omkring 1100

Dagens udflugt skulle gå ud til et par mindre nationalparker, som viste sig at være meget spændende at se. Vi kørte igen tidligt om morgenen og var ved den første park halv otte. Lasse parkerede vognen, så vi havde den flotteste udsigt over en prærie med sneklædte bjerge i baggrunden, da vi skulle spise morgenmad. Hurtigt fik Lasse øje på præriehunde, som stak deres små søde hoveder op af deres huler, som der var hundrede af rundt om på prærien. Jeg havde endnu ikke fået linser i, så jeg troede ikke rigtigt på ham i starten, men med fars kikkert, kunne jeg også se dem. Efterhånden virkede det som om, de første præriehunde, havde kaldt på de andre, som så skulle op og se de mærkelige væsner (os), der sad og gloede på dem. De var helt vild nuttede, som de sad der på bagbenene.Forstør billedet (ved at klikke på det), så vil I kunne se dens hoved stikke op af jorden i højre side af billedet.


Efter morgenmaden kørte vi så hen til indgangen, hvor vi viste vores kort og fik lidt mere info om parkerne. Lasse (geografilæreren) kunne jo bruge masser af tid på visitorcenteret, hvor man kunne lære alt om hvilken slags vulkan, der var tale om. Jeg derimod blev hurtigt træt af at holde styr på Alberte og ventede istedet med hende i camperen. Ved det første stop i parken var der en vandresti. Det viste sig at være en at de meget stejle af slagsen og stien var dækket af små sorte lavesten, som lå i 5 cm tykkelse, så hvert skridt op gled halvvejs ned igen. Nå, men op på toppen kom vi da og herfra havde man en rigtig flot udsigt til det sneklædte bjerg fra tidligere og på den anden side den golde sorte jord, der ligger i store bunker, som var det pløjet med en kæmpemæssig plov ( dette har helt sikkert et navn, men Lasse sover, så jeg håber i forstår min forklaring).
Turen ned var et hit for ungerne, der synes det var sjovt at løbe og så lave bremsespor i den støvede belægning, så det stod om ørerne på dem. Jeg derimod var lidt halvtræt af at have sandaler på, hvor der hele tiden kom grus og sten i.
Næste vandretur var af den meget mere sandalvenlige slags, den var nemlig brolagt med kæmpe betonfliser, så man kunne gå der i "naturen" og se, hvor goldt der stadig er ca. 1000 år efter det sidste udbrud. Det var en stor kontrast med alt det sorte, nu vi har set så meget rødt de sidste mange dage. ved næste udsigstpunkt fik vi frokost inden turen gik videre til Wupatki en indianer landsby, hvor vi så ruinerne af en bebyggelse med 100 rum.

I landsbyen var der også forsamlingssteder, en boldspilsbane (tror man) og et blowhole. Det var overraskende at se byen, for jeg torde jo at indianere boede i telte. Der er nok temmelig mange forskellige slags indianere? Bygningen var byggen opad/ ind i de klippeformationer der var i forvejen og flere steder har der været 3 etager på bygningen. Deres forsamlingssted, som var formet som en stor cirkel, havde en akustik, der gjorde at selvom man kun talte lavt, kunne det høres rundt i hele ciklen. Boldspilsbanen var oval og ret dyb. Den har formentlig været brugt til mange forskellige ting. Religiøse ceremonier, sociale spil og lege og måske som vandreservoir. Tæt ved var der et blowhole. Under hullet er der en underjordisk hule. I denne hule er luuften afkølet og forskellen på lufttrykket inden og uden for hulen gør at luften blæser op ad hullet. Det var ikke bare træk det var virklig kraftig, som I kan se på Albertes hår.

Dagens oplevelser havde taget længere tid en beregnet, så da vi havde tilbragt halvanden time i Target (et stort Bilka lign. sted), hvor vi bla. andet fik købt en lækker paraply klapvogn, gik vi på den lokale pizzabar og spiste.

3 dage ved Grand Canyon

Fra Glen Dam skærer Colorado River sig dybere og dybere ned gennem landskabet og det var et flot syn at følge, hvordan kløften blev bredere og bredere i det forholdsvis flade landskab, mens vi nærmede os et af verdens syv vidundere. Da vi kom ind i selve nationalparken kørte vi mange km i et skovområde, pludselig stoppede skoven og canyonen lå lige foran os. Den var blevet mange km bred og meget meget dyb. Det var ret imponerende. Ved udsigtspunktet, som hedder Dessert View, er der et udsigtstårn. Herfra kunne man få et rigtig flot view over kløften.


Herfra kørte vi videre til Grand Canyon Village, hvor vi fik en plads på Mather Campground. Senere på dagen gik vi ned til shuttlebussen for at køre ud til endnu nogle udsigtspunkter. Hele vejen langs kløften er der udsigstpunkter. Det var egentlig lidt lige meget, hvilke af dem man stoppede ved, for det var nogenlunde det samme, man så fra dem alle. Nogle af dem gav dog udsyn til Colorado River. I nærheden af ”byen” ligger der hoteller og restauranter helt ned til den sti, der går langs kløften. Ved en isbod/grillbar købte vi hotdogs og nød udsigten. Vi så en del dyr i parken bl.a. et mule deer, der lå i græsset ikke langt fra os. Først da vi havde stået og kæmpet med at få kameraerne ud af tasken, så vi kunne få et billede, begyndte den at røre på sig.

Vi så også flere gange condorer, meget store fugle, som kan have et vingefang på op til 9 fod. De var ikke så tæt på at man rigtig kunne fornemme deres størrelse, men på en lille udstilling kunne vi prøve at måle vores vingefang i forhold til dens. Kaspers var næsten 4 fod og Lasse kunne heller ikke slå condoren.
Næsten dag tog vi den røde busrute,som kører lidt længere væk fra Grand Canyon Village til flere udsigstpunkter. Første stop blev dog ved et visitorcenter, hvor ungerne skulle prøve, om de kunne blive Junior Park Rangers. De fik hver udleveret nogle opgaver, som man skulle løse for at blive en Junior Park Ranger. Egentlig skulle man være mindst 4 år. Første opgave gik ud på at finde en masse dyr i visitorcenteret og svare på nogle spørgsmål om dyrerne. Vi fandt hurtigt de fleste dyr, men skorpionerne var ret svære at finde. Tilsidst lykkeders det dog. Kasper havde nogle gode forklaringer til spørgsmålene. Bl.a. svarede han, at frøen kun kom ud om natten, fordi der sover dens fjende storken( gu' ved om der lever storke her???). Da vi afleverede svarene fik begge børn en Junior Park Ranger badge til at sætte på tøjet. Kasper var lidt overrasket over, hvor nemt det havde været. Vi havde nok overdrevet lidt, da vi fortalte om den ære, det ville være at blive Junior Park Ranger og at det skam ikke var alle og enhver, der kan blive det. Eftersom Alberte ikke havde gjort andet end at overstrege sin opgave så han jo, at det ikke helt passede. Stolt var han nu alligevel.
Videre gik dagens tur til udsigstpunkterne, der stort ser lignede dem fra i går, så vi var efterhånden sværre at imponere og måske var vi lidt skuffede over, at et af verdens syv vidundere ikke havde mere variation at byde på. Til aften valgte vi at spise på en af restauranterne med udsigt til canyonen for derefter at se solnedgangen , som skulle være ekstra flot her. Det var igen lidt skuffende, men det var sjovt at se Alberte snakke sit babysprog med en ældre dame, der pga. højdeskræk sad på knæ ved kanten, og derfor var på højde med Alberte. De talte længe om bl.a. edderkopper og Alberte sang et par snage for hende.
Næste dag kørte vi ud af parkens sydindgang for at komme ned til lufthavnen. På vejen så vi pludselig et Coyote (en slags ulvehund). Wauw, det var sejt, så dyrelivet i Grand Canyon har bestemt ikke været skuffende. Vi havde ikke booket nogle helikoptertur, så vi var lidt spændte på om det kunne lade sig gøre. Ellers var det måske heller ikke så vigtigt, nu parken havde skuffet os lidt, det var nærmest bare for at prøve at flyve i helikopter, tænkte jeg. Men da tog jeg alligevel fejl. Heldigvis var der ingen problemer med at komme til at betale ca. 750kr pr billet til en 35min.s tur. Da vi ikke synes Alberte var gammel nok til at komme med, fløj Kasper og jeg sammen på den første tur. Det var ret spændende, hvordan mon det er at flyve i sådan en lille tingest? Tænkte jeg. Der var kun 4 passagerer ombord og vi blev sat på sæderne efter hvor meget vi vejede. Godt det ikke blev offentlig gjort. Med al den fastfood, kan vægten kun være gået op. Det var en super flot tur, hvor man meget bedre kunne fornemme, at det virkelig er en meget stor kløft i et ellers helt pandekageflat landskab. Kasper var mest interesseret i alt det tekniske, bl.a. hvordan vores høreværn virkede og hvordan der kunne være musik i dem. Tilbage på jorden igen kom vi lige tidsnok ind i afgangshallen til at overtage Alberte inden Lasse skulle afsted. Alberte var ikke helt tilfreds med, at hun ikke måtte komme op og flyve, så jeg tilbød hende en is(og nød selv en, selvom jeg havde været oppe at flyve).


Efter flyveturen gik turen videre til en campingplads (ved byen Williams) med el, vand og internet, så vi igen kunne komme i kontakt med omverdenen. Ja, vi er nok ikke helt rigtige eventyrer, for vi kan godt lide at skype hjem og læse mails mm. jævnligt.

Turen sydpå til Grand Canyon

Fra Cannonville kørte vi sydpå mod Grand Canyon. Da, der var ret langt, delte vi turen i nogle dage.Den første dag kom vi forbi en klippehule ved hovedvejen. Vi vidste ikke noget om stedet, men ville da lige ind og se, hvad det mon var. Ved indgangen blev vi mødt af en und fyr (lidt yngre en os), som præsenterede sig som barnebarnet til den mand, der oprindeigt havde købt hulen tilbage i 60'erne (vist). Dengang havde han lavet en bar og et dansested i hulen, men senere lavede han det om til et museum. Hulen var ca. 200km2 stor og var inddelt i flere rum. I nogle stod stadig de gamle bardiske og tilhørende køleskabe m.m. I et andet rum var der en masse montre. De flerste med sten fra hele verden, som lyste med flotte farver, da de indeholdte fluoicerende mineraler. I andre af montrene var der forskellige samlinger bl.a. en med penge fra bedstefarens mange rejser og et sted var også et af Elvis Presleys' kørekort. Det var ikke fordi det var et fantastisk spændende sted, men den måde den unge mand fortalte begejstret om sin bedtefar og hans liv, gjorde alligevel at hulen var besøget værd. Efter at have sovet i en kedelig by Kanab, kørte vi videre sydover.For at ungerne ikke skulle mærke den lange køretur, stod vi tidligt op og lagde dem sovende på henholdvis sædet og i autostolen. Efter halvanden times kørsel gjorde vi holdt ved Big Water, som havde et visitorcenter kombineret med et lille dinosaurusmuseum. Her så vi bl.a. bidemærkerne fra en Tyrenosaurus Rex, der havde flænset en mindre dinosaurus (forsteninger altså). Herefter kørte vi mod Glen Dam, som er en stor dæmning på Coloradofloden ved Lake Powell. Dæmningen var et imponerende bygningsværk med tilhørende visitorcenter, hvorfra man kunne se ned over dæmningen fra et stort vinduesparti. Tæt derved ligger endnu en slags nationalpark, nemlig Glen Canyon National Recreation Area (langt navn ikke?). Her fik vi en plads på deres campingplads med tilhørende adgangskort til det nærliggende hotels swimmingpool. Fra campingpladsen havde vi den flotteste udsigt udover søen og vejret var stadig fantastisk godt. Så efter lidt frokost tog vi ned til hotellet og lagde os ved poolen. Det var en rigtig dejlig pool med et opvarmet bassin, hvor både Alberte og Kasper kunne bunde. Poolområdet havde desuden også den flotteste udsigt til søen, så vi nød bare eftermiddagen. På parkeringspladsen ved hotellet var der biludstilling med gamle amerikanerbiler. Det var rigtig skægt at se. En havde en bakke placeret på den nedrullede forrude med burger og pomfritter osv., en anden havde en lillebitte rød campingvogn efter sig, en var knald gul, en anden pink og alle havde de motorhjelmen åben, så vi bilentusiaster rigtig kunne se. Et diskotek spillede rigtig roadmusik, så der var en rigtig god stemning.
Lækker udsigt hva'.

Dansktalende amerikaner

Efter et par lange dage i nationalparkerne, tog vi et par rolige dage her i Canonville. Lidt har vi dog lavet. Den første dag kørte vi til nærmeste større by (Escalante) for at handle. Der var ca. en times kørsel og det var ikke nogen stor by. De havde dog et supermarked eller hvad man skal kalde det. For de af jer der kender Tårup Brugs er det en meget god sammenligning. Alle varerne havde gode gammeldags prismærker på, orange med sort skrift og noget højere priser end vi ellers har handlet til. Der var forholdsvis mange ansatte, som gik og satte ugens forsyninger på plads. Ved kassen (der var kun en) stod et ældre ægtepar. Det var ikke et rullebånd, men en disk, som i en gammeldags købmand. Da vi havde fundet det vi gerne ville have og set efter at udløbsdatoerne ikke var overskredet, gik vi til kassen. Her bemærkede den ældre dame, at vi havde fundet et brev med frø til kæmpevandmeloner. "Skal I hjem og plante dem?", spurtge hun. "Ja, altså først når vi kommer hjem til Danmark", svarede vi. Hun var først noget forvirret, da hun bestemt mente hun havde set Lasse før, men spurgte så om det virkelig var Danmark, vi kom fra. "Så, må I lige vente lidt, for vores søn har været i Danmark for 30 år siden." Og så bad hun sin mand om at hente sønnen ude bag ved. Kort efter kom deres søn så ud i butikken. Det viste sig, at han talte utrolig godt dansk stadigvæk (han øvede sig stadig ind imellem på kasettebånd, han havde fra dengang). Han havde boet i Dk i to år og vidste godt hvor Nyborg var. Han havde boet i både København, Odense og Århus. Han havde endda kaldt sin søn for Kaj og mente, at det var hans danske søn. Desværre skulle han hjælpe en anden kunde og vi fik ikke chancen for at spørge om livet i Utah. Det kunne ha' været spændende om han havde haft tid til at snakke længere.

Indgangen til butiken.


I dag har vi været ude og gå et par ture. Først i en statspark kaldet Kodachrome, hvor vi så flere sandstensformationer og senere gik vi op til Mossy Cave, hvor der er så koldt, at der stadig lå store isklumper, selvom det udenfor hulen var ca. 28 grader. Vi så billeder af hulen om vinteren. Der er der istapper fra gulv til loft, det må virkelig være et flot syn. Ellers er tiden gået med at slappe af på campingpladsen, hvor vi i varmen, har haft sjov med at skyde med vandpistoler. Jeg prøvede i øvrigt at køre camperen i dag. Herude møder man ikke så mange biler, så turde jeg godt. Den er sørme bred, men ellers er det nemt med auotmatgearet.



Alberte gik da noget af vejen i dag.

(klik på billederne, hvis I vil se dem i større format)

Bryce National Park

Endnu en dag stod vi tidligt op for at komme tidligt til Bryce National Park, som skulle være ekstra smuk om morgenen og om aftenen. Vi kom faktisk så tidligt, at parken endnu ikke rigtig var åbnet. Efter vi havde spist morgenmad kørte vi således ud af parken for at køre tilbage ind igen og betale dvs. vise vores kort, som gælder til alle nationalparker i USA. Vi gav kun 80 dollers for det og da mange af parkerne koster ca. 20 dollers, er det nu gratis at besøge resten af de parker, vi skal se.
I Bryce har de både et Sunrice point og et Sunset Point. Dem startede vi med. Op i gennem parken kører man med træer på begge sider og kan ikke rigtig se så meget af kløften, så når man kommer ud til udsigstpunkterne bliver man helt overvældet af de helt utrolig flotte formationer kaldet Hoodooer.



Amerikanerne kalder de eroderede klipper hoodoos. De ligner søjler og nogle gange mennesker, der står i lange rækker. Ordet har også en anden betydning, nemlig at kaste en forbandelse og ifølge en af indianerstammerne er søjlerne i virkeligheden The Legend People, der blev forstenet af prærieulven for dårlig opførsel.
Ved Sunset Point gik vi en tur ned i mellem Hoodoo'erne. Et sted blev det så smalt mellem klippevæggene at det ikke kom sol derned. På vejen gik vi også igennem en lille bue.


Det var en helt fantastisk vandretur, selvom jeg måtte bære Alberte det meste af vejen op igen.
Tilbage i bilen var det blevet frokosttid og mens Alberte fik en lur, gik Lasse endnu en tur ned mellem hoodooerne.
Resten af parken var fyldt med flere flotte udsigstpunkter, de fleste så tæt ved vejen, at man bare lige gik ud og kiggede og så tilbage i bilen og videre til det næste. Da vi havde været ud og ind af bilen 4-5 gange gad ungerne ikke længere og de fik lov af blive i bilen. Her hyggede de sig med bjørnekiks (kiks med chokoladesmag), som Kasper fandt frem, mens vi var væk. Han sad pænt med selen spændt, men begge unger havde et smørret grin om munden. Sidst på eftermiddagen kørte vi så til Canonville, hvor vi havde udset os en god campingplads med fri WiFi, så vi kunne få skrevet til jer alle.


Tilføjelse for de geologi-interesserede (hvis ellers der er nogle af jer, der er det:-) af Lasse

Opskriften på en hoodoo (eller læsning for ham/ hende, der har svært ved at falde i søvn).
Klipperne eller Hoodooerne er i virkeligheden gamle sandstensformationer, der er ved at erodere bort. For at få skabt et sådant særpræget og fantastisk flot landskab skal flere faktorer være opfyldt. I korte træk har man først og fremmest brug for tid. Sådan ca.200 millioner år. Dernæst skal vi bruge en masse sand. Det får vi fra nogle bjerge, der skal dannes og nedbrydes igen. Sandet skal samles i en kæmpe stor dynge, der lag for lag vokser i højden. For, at det kan lade sig gøre, har vi brug for at få dannet en masse bjerge, der kan danne et bassin, så vandet fra regn og smeltevand ikke kan slippe væk, andet end ved langsom nedsivning. I de bjergarter, der nedbrydes, skal der være rigeligt med Calcium Carbonat til stede. Den virker nemlig som et sammenkitningsmateriale (lim), når der skal dannes sandsten. Et rigtig godt mineral til at gøre sandstenen særlig hård er magnesium, den får man især koncentreret når bestemte bakterier dør. Lad nu havet/søen over sanddyngen tørre ud og lav en kraftig landhævning med mange forkastningslinier, så vi kan få dannet plateauer i flere forskellige niveauer. Nu mangler vi bare at få eroderet vores dannede sandsten. Det går hurtigst med temperatursvingninger under og under frysepynktet i samme døgn (i Broyce er der ca 200 af slagsen om året). Med temperatursvingningerne sker der hele tiden frostsprængninger af sandstenen, når vandet i stenen udvider sig til 110 procent. Regnvejr og vind vil også fremskyde erosionsprocessen en smule. Nu skal du blot sidde og vente nogle millioner år. Så vil især de bløde sandsten først forsvinde. De sandsten, der har fået ekstra magnesium, vil stå i længere tid og dermed danne hoodoos, der dog alle vil forsvinde igen i vejrets vold.
Tip: Hvis du vil have de særligt flotte røde sandsten, skal du have mineralet jern koncentreret og oxyderet. Det klarer du bl.a. ved at have en høj temperatur og knapt så mange planter, så de øvrige mineraler kan blive vasket ud i undergrunden.
God fornøjelse!! ;-)

Zion National Park

Tilligt kørte vi mod Zion, hvor vi startede med at spise morgenmad. I parken har man forbudt kørsel i egen bil, da der før var alt for mange biler i forhold til stedets størrelse. I stedet parkerer man ved indgangen og kører med gratis busser rundt til de forskellige steder i parken. Man kan stå af busserne ved de forskellige vandrestier op til vandfald og lign. På vejen fra parkeringpladsen til bussen så vi mindst hundrede sommerfuglelaver (tror vi). De var ca. 3 ca. lange, lodne og blå og sorte. Kasper og især Alberte synes de var vældig spændende. Alberte både trampede på dem og samlede dem op med en pind. Når hun tabte den, fandt hun en ny larve, som skulle med på tur på hendes pind. Hun er helt vild med at samle pinde, men vi er ikke så vilde med, at hun samler alle pinde hun finder op, for det kunne jo være, at der var slanger, skorpioner eller giftige edderkopper under dem. Endelig kunne vi få hende med hen til bussen, hvor vi startede med at køre op til stoppestedet ved Lower Emerald Pool. Det var en vandretur på ca. 2,5 km alt i alt. Turens højdepunkt ved Lower Pool var nogle flotte vandfald, som man kunne gå ind under. Ellers var det flot at se sandstensbjergene i røde farver med masser af forårsgrønt fra den meget vegetation, der også var. Ind imellem så vi egern, som vi var lidt forsigtige med efter vi i visitor-avisen havde set at de kan bide temmelig hårdt. En mand viser sin hånd frem med to sår med i alt 13 sting. Der advares under billedet mod at fodre dyrene. Vi så også for første gang firben, der var rigtig mange og de kom ret tæt på, men det var til stor ærgelse for Kasper, at vi ikke kunne forskrække dem, så de tabte halen. Klokken var næsten 12, da vi kom tilbage til bussen og det var tiden at tage tilbage for at få lidt frokost i bilen. Det var blevet ret varmt, så vi havde også brug for at skifte til noget andet tøj. Det var meningen at Alberte skulle sove, men hun og Kasper for rundt og legede i vognen, mens Lasse og jeg fik os en lille lur. De legede bl.a. sten, saks, papir, hvor Kasper havde den klare fordel at Alberte altid tog sten. Hun havde vist ingen fornemmelse af hvad legen gik ud på, men de morede sig begge.
Eftermiddagens tur skulle gå til Weeping Rock, så afsted med bussen igen. Denne gang tog vi den helt ind i bunden af kløften, hvor vi stod af for kort at nyde udsigten der inden vi tog bussen til vores stoppested. Hvis vi havde været afsted uden børn, ville vi nok ha' gået på en vandretur her. Det er nemlig muligt at komme endnu længere ind i kløften, hvis man går i floden (når der ikke er så meget vand i den) ind til steder, hvor der kun er 7 m mellem de lodrette klippevægge. Nå, men nu er vi her jo med børn og pga. Albertes manglende middaglur kom Lasse til at bære hende hele vejen op til den grædende sten. Kasper er tilgengæld blevet rigtig god til at vandre og brokkede sig slet ikke på turene i dag. ”Så kan jeg godt blive spejder”, var hans kommentar, da vi roste ham for det.
Hvad er en grædende sten? Vi er ikke helt sikre, men det vi kunne se var et stort klippefremspring, hvorfra det dryppede ned. Det var ikke bare lidt drypperi, men næsten en masse små vandfald. Neden under klippen voksede der en masse forskellige planter, som hængende haver. Klippe fremspringet var så stort, at man kunne gå indenunder det og nyde udsigten over den flotte kløft endnu en gang. Vejret var fantastisk, så vi blev der lidt inden vi igen gik ned af den forholdvis stejle vandresti, der flere steder var ret smal. Langs kanten kunne man falde mange meter ned, hvis man snublede, så der blev holdt godt fast i Kasper. Alberte sov stadig. Tilbage i bilen fik vi lidt og drikke og Lasse skiftede for anden gang t-shirten, som var gennemsvedt bagpå pga. rygsækken og foran af Alberte. Turen gik videre gennem en lang tunnel og ud gennem en anden del af parken, som også var utrolig flot. Vi tog så hovedvejen mod en anden park nemlig Bryce, som vi skal se i morgen. På vejen fandt vi en campingplads. Lassse og ungerne legede på legepladsen, mens endnu en mikroovnsting blev tilbereds så hurtigt så muligt. Klokken var nemlig henad 18. Efter aftensmaden lavede vi popcorn og småkager og hyggede med de fire afsnit af Lillenørd, vi har at gøre godt med. Den cola, som blev serveret til, var formentlig skyld i, at ingen af ungerne kunne falde i søvn før klokken 9.

Tre stater på en dag.

I dag kørte vi så videre fra Las Vegas, det er ikke rigtigt en by for os børnefamilier, det meste foregår steder, hvor børn ikke er velkomne, men vi har nu slet ikke fortrudt at vi kørte dertil, det var sjovt at se.
Turen gik nu videre mod Utah og en masse flotte national parker. På vejen kom vi igennem Arizona, så vi har altså været i hele tre stater i dag og stiftede også tidszone, så vi nu mangler en time i forhold til i går. Landskabet har virkelig været flot at køre igennem med røde bjerge med helt flade toppe (Lasse har forsøgt at fortælle mig om hvordan de er dannet, men jeg læste for kasper imens, så det må komme i et andet brev). I St. George kørte vi ind i et virkelig flot villakvarter, der meget ligner, det man ser i Beverly Hills 90210- serien. Her viste GPS'en os frem til endnu en dejlig park med legeplads, hvor vi nød det gode vejr. Bagefter købte vi ind. At købe ind er faktisk en oplevelse herovre. I dag var vi i et af de "dyre" supermarkeder. Et virkelig lækkert sted med diverse dilikatesseafdelinger. I bagerne købte vi lækre brød, som smager af noget og har hård skorpe. Vi er ved at blive lidt trætte af groft toastbrød med blød skorpe. Ellers bliver man jo bare overvældet af, at der er så mange slags af al ting. Og så er selv et dyrt supermarked billigt i forhold til danske priser. Forleden handlede vi i et supermarked, der hedder "only 99 cent". Først troede vi ikke, det kunne være et rigtigt supermarked, men det var det og intet var dyrere en 99 cent (ca. 5.65kr). Vi købte bl.a. fire advokadoer i et net til 99 cent, 3 peberfrugter 99 cent, brød 99 cent, 3 pk. vandpistoler 99 cent og meget mere.
Efter indkøbsturen kørte vi til det første at formentlig mange dinosaur museer. Et lille et, men med ret flotte fund. På stedet havde man fundet masser af forstenede dinosaur fodspor. Samt nogle forstenede reder med dinosaur æg. Man måtte hverken tage billeder eller røre ved noget derinde, det sidste gjorde det lidt svært for Alberte. Heldigvis var der et børneområde, hvor hun kunne tegne eller lede efter forstenede dinosauræg, som en rigtig "Dinosaurs forsker" med pensel i en slags sandkasse. Kasper synes, museet var ret spændende og havde mange gæt på hvilke typer dinosaurere de forskellige fodspor tilhørte. Han synes jo nok han ved en del om dinosaurere efter han har set Lillefod på TV.