tirsdag den 19. maj 2009

Første dag i Arches National Park.


Vi startede med at spørge om de havde flere pladser på campingpladsen i parken, men desværre var alt optaget. I stedet foreslog parkrangeren nogle parker langs Coloradofloden lige udenfor parken. Vi kørte straks tilbage dertil og fik en af de sidste pladser på en lille ubemandet plads helt ned til floden. Her koster det kun 12 dollers, tilgængæld er der jo så heller ingen faciliteter. Alligevel er det nogle rigtig dejlige pladser at sove på, fordi man her bor lige i naturen med god plads mellem vognene. Fra vores plads kan vi sidde og kigge på Coloradofloden og ved den anden side af flodlejet en høj lodret klippevæg i flotte råde og sorte farver. Efter at have betalt i en kuvert og sat optagetskiltet på pælen ved vores plads, gik turen tilbage til nationalparken. Her startede vi med at køre hele vejen op gennem parken. På vejen så vi Balanced Rock, som er en stor sten på en tynd søjle. Det ser altså ret underligt ud, men den ligger der fint endnu. Et andet sted så vi sladrehankene, en formation, som ligner tre-fire damer, der står og snakker.
Efter en halv times kørsel kom vi til det trail, der går ud til Landscape Arch, som er den størte bue i parken. Den er ikke særlig tyk, men spænder over, hvad der svarer til en amerikansk fodboldbane. På turen så vi også to andre imponerende buer. Den ene hedder Tunnel Arch og er et stort hul gennem en klippe. På den anden side ser man den flotte blå himmel og andre røde klipper. Et andet sted, ved Pine Three Arch, voksede der (sjovt nok) træer inde i buen. I løbet af turen blev det mere og mere skyet og vi frygtede, at det ville begynde at regne. Det gjorde det først, da vi var kørt videre til vores næste stop The Windows Section. Vi var ellers kommet ud af bilen, men vendte hurtigt om. Vi kunne nemlig se enkelte lyn ude i horisonten og med en gåtur på ca. 1 time, var det ikke værd at tage chancen. Vi kommer tilbage i morgen alligevel. Klokken var ikke så mange, så vi kørte tilbage til byen og fandt en stor offentlig legeplads, hvor vi legede i stedet for. Det regnede en lille smule, men det var kun dejligt, da det dæmpede den trykkende varme. Til aften har vi leget med bolde på campingpladsen og været på skattejagt, som Kasper tegnede og lagde poster ud til. Premien var et smukt billede af mor, også hjemmetegnet.

1 kommentar: