Sunset Crater og en indianerby fra årene omkring 1100

Dagens udflugt skulle gå ud til et par mindre nationalparker, som viste sig at være meget spændende at se. Vi kørte igen tidligt om morgenen og var ved den første park halv otte. Lasse parkerede vognen, så vi havde den flotteste udsigt over en prærie med sneklædte bjerge i baggrunden, da vi skulle spise morgenmad. Hurtigt fik Lasse øje på præriehunde, som stak deres små søde hoveder op af deres huler, som der var hundrede af rundt om på prærien. Jeg havde endnu ikke fået linser i, så jeg troede ikke rigtigt på ham i starten, men med fars kikkert, kunne jeg også se dem. Efterhånden virkede det som om, de første præriehunde, havde kaldt på de andre, som så skulle op og se de mærkelige væsner (os), der sad og gloede på dem. De var helt vild nuttede, som de sad der på bagbenene.Forstør billedet (ved at klikke på det), så vil I kunne se dens hoved stikke op af jorden i højre side af billedet.


Efter morgenmaden kørte vi så hen til indgangen, hvor vi viste vores kort og fik lidt mere info om parkerne. Lasse (geografilæreren) kunne jo bruge masser af tid på visitorcenteret, hvor man kunne lære alt om hvilken slags vulkan, der var tale om. Jeg derimod blev hurtigt træt af at holde styr på Alberte og ventede istedet med hende i camperen. Ved det første stop i parken var der en vandresti. Det viste sig at være en at de meget stejle af slagsen og stien var dækket af små sorte lavesten, som lå i 5 cm tykkelse, så hvert skridt op gled halvvejs ned igen. Nå, men op på toppen kom vi da og herfra havde man en rigtig flot udsigt til det sneklædte bjerg fra tidligere og på den anden side den golde sorte jord, der ligger i store bunker, som var det pløjet med en kæmpemæssig plov ( dette har helt sikkert et navn, men Lasse sover, så jeg håber i forstår min forklaring).
Turen ned var et hit for ungerne, der synes det var sjovt at løbe og så lave bremsespor i den støvede belægning, så det stod om ørerne på dem. Jeg derimod var lidt halvtræt af at have sandaler på, hvor der hele tiden kom grus og sten i.
Næste vandretur var af den meget mere sandalvenlige slags, den var nemlig brolagt med kæmpe betonfliser, så man kunne gå der i "naturen" og se, hvor goldt der stadig er ca. 1000 år efter det sidste udbrud. Det var en stor kontrast med alt det sorte, nu vi har set så meget rødt de sidste mange dage. ved næste udsigstpunkt fik vi frokost inden turen gik videre til Wupatki en indianer landsby, hvor vi så ruinerne af en bebyggelse med 100 rum.

I landsbyen var der også forsamlingssteder, en boldspilsbane (tror man) og et blowhole. Det var overraskende at se byen, for jeg torde jo at indianere boede i telte. Der er nok temmelig mange forskellige slags indianere? Bygningen var byggen opad/ ind i de klippeformationer der var i forvejen og flere steder har der været 3 etager på bygningen. Deres forsamlingssted, som var formet som en stor cirkel, havde en akustik, der gjorde at selvom man kun talte lavt, kunne det høres rundt i hele ciklen. Boldspilsbanen var oval og ret dyb. Den har formentlig været brugt til mange forskellige ting. Religiøse ceremonier, sociale spil og lege og måske som vandreservoir. Tæt ved var der et blowhole. Under hullet er der en underjordisk hule. I denne hule er luuften afkølet og forskellen på lufttrykket inden og uden for hulen gør at luften blæser op ad hullet. Det var ikke bare træk det var virklig kraftig, som I kan se på Albertes hår.

Dagens oplevelser havde taget længere tid en beregnet, så da vi havde tilbragt halvanden time i Target (et stort Bilka lign. sted), hvor vi bla. andet fik købt en lækker paraply klapvogn, gik vi på den lokale pizzabar og spiste.