tirsdag den 26. maj 2009

Grand Teton National Park


Efter en spændende dag i går, gik turen ind i Teton National Park, som ligger nærmest som indgang til Yellowstone National Park. Vi har hørt, at mange ikke rigtig gider se den, men bare kører igennem. Derfor havde vi ikke regnet med, at den var noget særligt. Allerede da vi kom lidt nord for Jackson, kunne vi se, at der bestemt er god grund til at bruge tid i denne park også. Vi blev mødt at de flotteste sneklædte bjerge langs med den grønne dal vi kørte i. Vi stoppede ved Jenny Lake, hvor man kan tage en lille båd over søen. Her spiste vi morgenmad og klædte os derefter varmere på end sædvanligt. Det var nemlig ikke mere end 12 grader. Det er jo koldt når man har gået i shorts og T-shirt i over en måned. Båden sejlede ikke før klokken 10 og da klokken kun var 9 besluttede vi at gå rundt langs søen til det modsatte ”færgeleje”, hvorfra vi så kunne tage båden hjem. Turen var ca. 3 km og utrolig smuk. Søen var omkranset af de flotte sneklædte bjerge og vandet var helt klart. På vejen så vi oddere, som svømmede i søen. Flere steder var stien dækket at sne stadigvæk, så Kaspers nys sko skulle stå sin prøve. De klarede det flot, ligesom Kasper. Alberte samlede alle de grene hun kunne komme til og det tog temmelig lang tid. Vi var ca. 3 timer om at gå turen, men det gjorde nu ikke noget, for det var flot solskinsvejr og vinterjakkerne måtte af igen. Lige inden ”færgelejet” kom vi til en fossende elv, som vi krydsede via en lille træbro. Pludselig mens vi stod og tog billeder kom der en lille bæverlign. fyr, dog uden den flade hale. Han løb over broen og ind under den så hurtigt, at Kasper og Alberte desværre ikke nåede at se den. På bådturen tilbage, så vi en ”bald eagel”, som er en hvidhovedet ørn. Så meget kan man nå på en formiddag, så spændende er den park da!
Vi kørte videre op i parken, hvor vi fandt en dejlig campingplads med udsigt over en anden sø Jackson Lake.

Nede ved søen brugte vi et par timer på at smide sten i vandet og bare nyde udsigten. Alberte skulle selvfølgelig også lige mærke på vandet. På stranden lå også et væltet træ, så Lasse og Kasper fik afprøvet vores nyindkøbte campingøkse. Den var ikke så god, men der blev da træ nok til et lille bål. Træet blev slæbt op til vores plads og selvom det så meget ud, som om det ville blive regnevejr, tændte Lasse op. Ungerne gad ikke være ude mere, men legede i vognen. Regnvejret kom aldrig ligesom bålet heller aldrig blev til noget (træet var nok for vådt). Pyt, det var virkelig dejligt at sidde med en cola og nyde vejret (der igen var til shorts og t-shirts) og udsigten.
Efter aftensmaden kørte vi en tur, da vi havde læst at det skulle være bedst at se dyrelivet ved solned og opgang. Dyr er her masser af. Vi så flere store flokke af elsdyr-agtige dyr, vi så en enkelt elg, hvor var den stor! Vi så også amerikanske pelikaner og fiskehejre, men stadig ingen bjørne. Kasper mente dog bestemt, han så en sort-bjørn. Den havde først lignet en ravn, men det var nok fordi det var en unge, forklarede han ivrigt.
I morgen står vi tidligt op igen og ser om vi kan finde flere spændende dyr.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar