Fra Glen Dam skærer Colorado River sig dybere og dybere ned gennem landskabet og det var et flot syn at følge, hvordan kløften blev bredere og bredere i det forholdsvis flade landskab, mens vi nærmede os et af verdens syv vidundere. Da vi kom ind i selve nationalparken kørte vi mange km i et skovområde, pludselig stoppede skoven og canyonen lå lige foran os. Den var blevet mange km bred og meget meget dyb. Det var ret imponerende. Ved udsigtspunktet, som hedder Dessert View, er der et udsigtstårn. Herfra kunne man få et rigtig flot view over kløften.
Herfra kørte vi videre til Grand Canyon Village, hvor vi fik en plads på Mather Campground. Senere på dagen gik vi ned til shuttlebussen for at køre ud til endnu nogle udsigtspunkter. Hele vejen langs kløften er der udsigstpunkter. Det var egentlig lidt lige meget, hvilke af dem man stoppede ved, for det var nogenlunde det samme, man så fra dem alle. Nogle af dem gav dog udsyn til Colorado River. I nærheden af ”byen” ligger der hoteller og restauranter helt ned til den sti, der går langs kløften. Ved en isbod/grillbar købte vi hotdogs og nød udsigten. Vi så en del dyr i parken bl.a. et mule deer, der lå i græsset ikke langt fra os. Først da vi havde stået og kæmpet med at få kameraerne ud af tasken, så vi kunne få et billede, begyndte den at røre på sig.
Vi så også flere gange condorer, meget store fugle, som kan have et vingefang på op til 9 fod. De var ikke så tæt på at man rigtig kunne fornemme deres størrelse, men på en lille udstilling kunne vi prøve at måle vores vingefang i forhold til dens. Kaspers var næsten 4 fod og Lasse kunne heller ikke slå condoren.
Næsten dag tog vi den røde busrute,som kører lidt længere væk fra Grand Canyon Village til flere udsigstpunkter. Første stop blev dog ved et visitorcenter, hvor ungerne skulle prøve, om de kunne blive Junior Park Rangers. De fik hver udleveret nogle opgaver, som man skulle løse for at blive en Junior Park Ranger. Egentlig skulle man være mindst 4 år. Første opgave gik ud på at finde en masse dyr i visitorcenteret og svare på nogle spørgsmål om dyrerne. Vi fandt hurtigt de fleste dyr, men skorpionerne var ret svære at finde. Tilsidst lykkeders det dog. Kasper havde nogle gode forklaringer til spørgsmålene. Bl.a. svarede han, at frøen kun kom ud om natten, fordi der sover dens fjende storken( gu' ved om der lever storke her???). Da vi afleverede svarene fik begge børn en Junior Park Ranger badge til at sætte på tøjet. Kasper var lidt overrasket over, hvor nemt det havde været. Vi havde nok overdrevet lidt, da vi fortalte om den ære, det ville være at blive Junior Park Ranger og at det skam ikke var alle og enhver, der kan blive det. Eftersom Alberte ikke havde gjort andet end at overstrege sin opgave så han jo, at det ikke helt passede. Stolt var han nu alligevel.
Videre gik dagens tur til udsigstpunkterne, der stort ser lignede dem fra i går, så vi var efterhånden sværre at imponere og måske var vi lidt skuffede over, at et af verdens syv vidundere ikke havde mere variation at byde på. Til aften valgte vi at spise på en af restauranterne med udsigt til canyonen for derefter at se solnedgangen , som skulle være ekstra flot her. Det var igen lidt skuffende, men det var sjovt at se Alberte snakke sit babysprog med en ældre dame, der pga. højdeskræk sad på knæ ved kanten, og derfor var på højde med Alberte. De talte længe om bl.a. edderkopper og Alberte sang et par snage for hende.
Næste dag kørte vi ud af parkens sydindgang for at komme ned til lufthavnen. På vejen så vi pludselig et Coyote (en slags ulvehund). Wauw, det var sejt, så dyrelivet i Grand Canyon har bestemt ikke været skuffende. Vi havde ikke booket nogle helikoptertur, så vi var lidt spændte på om det kunne lade sig gøre. Ellers var det måske heller ikke så vigtigt, nu parken havde skuffet os lidt, det var nærmest bare for at prøve at flyve i helikopter, tænkte jeg. Men da tog jeg alligevel fejl. Heldigvis var der ingen problemer med at komme til at betale ca. 750kr pr billet til en 35min.s tur. Da vi ikke synes Alberte var gammel nok til at komme med, fløj Kasper og jeg sammen på den første tur. Det var ret spændende, hvordan mon det er at flyve i sådan en lille tingest? Tænkte jeg. Der var kun 4 passagerer ombord og vi blev sat på sæderne efter hvor meget vi vejede. Godt det ikke blev offentlig gjort. Med al den fastfood, kan vægten kun være gået op. Det var en super flot tur, hvor man meget bedre kunne fornemme, at det virkelig er en meget stor kløft i et ellers helt pandekageflat landskab. Kasper var mest interesseret i alt det tekniske, bl.a. hvordan vores høreværn virkede og hvordan der kunne være musik i dem. Tilbage på jorden igen kom vi lige tidsnok ind i afgangshallen til at overtage Alberte inden Lasse skulle afsted. Alberte var ikke helt tilfreds med, at hun ikke måtte komme op og flyve, så jeg tilbød hende en is(og nød selv en, selvom jeg havde været oppe at flyve).
Efter flyveturen gik turen videre til en campingplads (ved byen Williams) med el, vand og internet, så vi igen kunne komme i kontakt med omverdenen. Ja, vi er nok ikke helt rigtige eventyrer, for vi kan godt lide at skype hjem og læse mails mm. jævnligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar