mandag den 4. maj 2009

Bryce National Park

Endnu en dag stod vi tidligt op for at komme tidligt til Bryce National Park, som skulle være ekstra smuk om morgenen og om aftenen. Vi kom faktisk så tidligt, at parken endnu ikke rigtig var åbnet. Efter vi havde spist morgenmad kørte vi således ud af parken for at køre tilbage ind igen og betale dvs. vise vores kort, som gælder til alle nationalparker i USA. Vi gav kun 80 dollers for det og da mange af parkerne koster ca. 20 dollers, er det nu gratis at besøge resten af de parker, vi skal se.
I Bryce har de både et Sunrice point og et Sunset Point. Dem startede vi med. Op i gennem parken kører man med træer på begge sider og kan ikke rigtig se så meget af kløften, så når man kommer ud til udsigstpunkterne bliver man helt overvældet af de helt utrolig flotte formationer kaldet Hoodooer.



Amerikanerne kalder de eroderede klipper hoodoos. De ligner søjler og nogle gange mennesker, der står i lange rækker. Ordet har også en anden betydning, nemlig at kaste en forbandelse og ifølge en af indianerstammerne er søjlerne i virkeligheden The Legend People, der blev forstenet af prærieulven for dårlig opførsel.
Ved Sunset Point gik vi en tur ned i mellem Hoodoo'erne. Et sted blev det så smalt mellem klippevæggene at det ikke kom sol derned. På vejen gik vi også igennem en lille bue.


Det var en helt fantastisk vandretur, selvom jeg måtte bære Alberte det meste af vejen op igen.
Tilbage i bilen var det blevet frokosttid og mens Alberte fik en lur, gik Lasse endnu en tur ned mellem hoodooerne.
Resten af parken var fyldt med flere flotte udsigstpunkter, de fleste så tæt ved vejen, at man bare lige gik ud og kiggede og så tilbage i bilen og videre til det næste. Da vi havde været ud og ind af bilen 4-5 gange gad ungerne ikke længere og de fik lov af blive i bilen. Her hyggede de sig med bjørnekiks (kiks med chokoladesmag), som Kasper fandt frem, mens vi var væk. Han sad pænt med selen spændt, men begge unger havde et smørret grin om munden. Sidst på eftermiddagen kørte vi så til Canonville, hvor vi havde udset os en god campingplads med fri WiFi, så vi kunne få skrevet til jer alle.


Tilføjelse for de geologi-interesserede (hvis ellers der er nogle af jer, der er det:-) af Lasse

Opskriften på en hoodoo (eller læsning for ham/ hende, der har svært ved at falde i søvn).
Klipperne eller Hoodooerne er i virkeligheden gamle sandstensformationer, der er ved at erodere bort. For at få skabt et sådant særpræget og fantastisk flot landskab skal flere faktorer være opfyldt. I korte træk har man først og fremmest brug for tid. Sådan ca.200 millioner år. Dernæst skal vi bruge en masse sand. Det får vi fra nogle bjerge, der skal dannes og nedbrydes igen. Sandet skal samles i en kæmpe stor dynge, der lag for lag vokser i højden. For, at det kan lade sig gøre, har vi brug for at få dannet en masse bjerge, der kan danne et bassin, så vandet fra regn og smeltevand ikke kan slippe væk, andet end ved langsom nedsivning. I de bjergarter, der nedbrydes, skal der være rigeligt med Calcium Carbonat til stede. Den virker nemlig som et sammenkitningsmateriale (lim), når der skal dannes sandsten. Et rigtig godt mineral til at gøre sandstenen særlig hård er magnesium, den får man især koncentreret når bestemte bakterier dør. Lad nu havet/søen over sanddyngen tørre ud og lav en kraftig landhævning med mange forkastningslinier, så vi kan få dannet plateauer i flere forskellige niveauer. Nu mangler vi bare at få eroderet vores dannede sandsten. Det går hurtigst med temperatursvingninger under og under frysepynktet i samme døgn (i Broyce er der ca 200 af slagsen om året). Med temperatursvingningerne sker der hele tiden frostsprængninger af sandstenen, når vandet i stenen udvider sig til 110 procent. Regnvejr og vind vil også fremskyde erosionsprocessen en smule. Nu skal du blot sidde og vente nogle millioner år. Så vil især de bløde sandsten først forsvinde. De sandsten, der har fået ekstra magnesium, vil stå i længere tid og dermed danne hoodoos, der dog alle vil forsvinde igen i vejrets vold.
Tip: Hvis du vil have de særligt flotte røde sandsten, skal du have mineralet jern koncentreret og oxyderet. Det klarer du bl.a. ved at have en høj temperatur og knapt så mange planter, så de øvrige mineraler kan blive vasket ud i undergrunden.
God fornøjelse!! ;-)

1 kommentar: