Verdens største fund af dinosaurknogler

I dag skulle vi ud, hvor kragerne vender og ingen andre end dem, der skal se Dinosaur Provincial Park nogensinde kommer. Det var en lang og ensforming køretur, hvor der bare var lange lige veje gennem flade græsmarker, tror jeg da nok, jeg sov det meste af køreturen derop. De sidste få kilometer inden parken var dog lidt interessante idet der pludselig var et stort skilt der fortalte at man skulle passe på de mange slanger, der lever her. Kør dem venlist ikke over! Nå, for søren. Mon der virkelig er mange, nåede vi dårligt at tænke før Lasse så den første. Jeg kunne desværre ikke se ret meget med mine søvninge øjne uden hverken linser eller briller. Få minutter senere så han endnu en, så slanger, det var der. I parken levede deriøvrigt både skorpioner og giftige edderkopper, som der blev advaret imod på store skilte. I denne park er der fundet millioner af knogler fra 35 forskellige dinosaurerarter. Et lille museum/besøgscenter havde en fin lille udstilling om, hvordan man har udgravet disse skeletter i efterhånden mange år. Vi så også en lille og ret god film om en dinosaurs liv fra den kommer ud af ægget og hvordan den klarer sig gennem det barske liv med mange fjender og naturens luner.
Herefter kørte vi en tur ud i parken, hvor der ligger tusindvis af knogler endnu. Det var nu ikke sådan, at man ligefrem gik og vadede i dem, men et par steder har de bygget små huse over udgravninger, så man kan se, hvordan arbejdet foregår.



Vi har jo efterhånden set ret mange dinosteder, så hvis jeg skulle anbefale andre noget, ville jeg ikke køre den lange tur herud (over to timer hver vej). Tilgengækd vil jeg klart anbefale det næste sted vi kørte hen, nemlig Tyrell Museum i Drumheller, som også et et dinosaurmuseum. Her havde de en super flot udstilling, som viser liv på jorden gennem tiden fra der kun fantes plankton lign. dyr i havet og gennem de forskellige dinosaurertider til i dag.


Der var gjort meget ud af opsætningerne bl.a. var der lavet lydkulisser til mange steder og mange af skeletterne var sat op foran vægmalerier i naturtro størrelse, der forestillede de samme dinosaurer, som de har set ud i naturen. Det gjorde, at man bedre kunne forholde sig til alle knoglerne. I byen her er de helt tossede med dinosaurer og der står adskillige rundt om i byen. På diverse skilte er der tegnet dinosaurer og mange butikker hedder noget med dino.
Det var formentlig det sidste dinosted for denne gang. Nu tager vi et par afslappende dage i Calgary inden vi skal se to meget smukke nationalparker Bannf og Jasper.

10-15cm sne i juni!

Da vi lagde os til at sove i aftes var det begyndt at regne. Vi vågnede op til 10-15 cm sne, vildt. Det er altså juni måned det her. Nå men smukt var det faktisk, men ret koldt. Heldigvis var Lasses stået op noget før os andre og havde tændt for varmen, som var gået i stå i løbet af natten (uvist hvorfor). Sneen gjorde at den anden vej i Waterton blev nyd fra bilen.


Kasper næsten fryede sig over, at vi ikke kunne komme ud at gå. Jeg opmuntrede vist lidt til de drillerier Lasse belv udsat for. "Du må da gerne gå, vi venter i bilen", blev gentaget et par gange. Lasse var nu med på den og drillede tilbage med, at vi da havde masser af tøj med og at vi bare kunne lægge plastikposer om Kaspsers sko (han er den eneste, der ikke har vandtætte sko). Ingen kom nu ud at gå.
Ude af parken igen kørte vi mod Head-Smashed-In Buffalo Jump. Ja, sikke et navn. Men ikke desto mindre ret dækkende. På stedet har man nemlig fundet i tusidvis af rester fra de stakkels buffalos, som er blevet jagtet ud over en stejl skrænt, for at falde lige ned i døden. Denne jagtmetode var effektiv for Blackfoot indianerne, som boede i området. Ved skrænten har man lavet et lille museum, der fortæller om jagten og andet om de indianere, der levede her. Man kan også gå en lille tur ud at se skrænten, som dog ikke virker så dyb længere. Det skyldes, at alt "affaldet" fra jagtene er formuldet og har løftet bunden uder skrænten adskillige meter.


Her var det ikke længere snevejr, men meget koldt og regnfuldt. En canadisk besøgende forsikrede os om, at dette altså ikke var normalt. Efter besøget kørte vi til en nærliggende by Lethbridge, hvor vi fik handlet lidt og ellers har leget og set fil indendørs for vejret er forsat ikke for godt. Vejrudsigten siger, at det bliver bedre om 2-3 dage, så det håber vi.

En vidunderlig fødselsdag

I aftes havde vi (Kasper og jeg) aftalt, at jeg skulle vække Kasper og så skulle vi sammen gøre klar til at fejre Lasses fødselsdag. Jeg vækkede ham dog først, da jeg havde bagt boller, været i bad og dækket bordet. Vi fik også vækket Alberte og så stod vi ellers klar med amerikanske flag og fødselsdagssang. Lasse blev glad for de fine tegninger, der udgjorde gaverne i år. Vi har ikke købt noget endnu, for han ønsker sig ikke rigtig noget. Kasper havde ellers mange gode forslag: fiskestang, høretelefoner eller walkie talkier.
Efter morgenbordet pakkede vi sammen og kørte ind fra den anden side i Glasier National Park. Her var lige så smukt som i går. Vi gik en kortere tur langs endnu en sø. Der var ikke andre på parkeringspladsen, hvorfra vandreturen startede, så vi sang og råbte en del, mens vi gik. Det er nemlig ikke godt at overraske en bjørn. Vi så nu ingen bjørne, men et fint mindre vandfald.

Vi så også en del interessant for geologer (Lasse). Bjergene i Glasier er nemlig gammel hav eller sø bund. Man kan tydeligt se alle lagene i bjergene. Stenen ligger i tynde lag og skaller nemt, af hvis man slår på dem. Smukt var det.

Efter turen kørte vi tilbage til vejen nordpå, hvor vi inden længe kom til den Canadiske grænse. Her stod en lidt alvorligt udseende grænsebetjent. Denne overgang er vist ikke særlig brugt, slet ikke på denne årstid. Han ville gerne se pas, vide hvad vi skulle i Canada, hvor vi skulle hen, om vi havde gaver med eller øl, tobak eller dyr. Vi kunne svare, at vi bare var turister og at vi da havde omkring ti øl med ellers intet. Han gik ind i en bygning med vores pas. Det tog nogen tid, så Kasper begyndte at spørge en del til, hvorfor man ikke måtte have øl med osv. Til sidst kom grænsebetjentet ud, nu smilende og sagde på gebrokkent dansk: "Mange tak", da han rakte passene ind i vognen igen. Inden vi kørte videre, sagde han, at vi måtte have en god tur. Lige på den anden side af grænsen ligger Waterton National Park. Her skulle vi bruge resten af dagen. Ved indgangen købte vi årspas til alle de canadiske parker. Waterton er ikke så stor en park. Vi startede med at finde os en campingplads i Waterson by, som er en charmerende lille turist landsby lige ned til en smuk sø. På campingpladsen vrimlede det med jordegerne, som for efter hinanden. De var super søde. I byen gik også både rådyr og en enkelt ged rundt. De gik og spiste græs i folks haver, selvom de er såkaldte vilde dyr. Efter vi havde leget lidt på en nærliggende legeplads og købt lidt ind i et lillebitte supermarked, kørte vi en tur ud til Cameron Lake. På vejen skete det, vi har ventet på så længe, VI SÅ EN BJØRN!!!. Det vildeste var, at det var en mor, der havde to, måske tre unger (Lasse mener han så tre, men da den tilsidst løb sin vej, var der kun to.)

Vi så den både på vej ud til søen og igen da vi kom retur. Den gik og spiste noget fra jorden, imens kravlede de små unger op og ned i et træ. De var bare så søde.


Ved søen Cameron Lake var der utrolig smukt. Til den anden bred var de 4 kilometer, hvilket var umuligt at se. Om sommeren skulle man kunne se bjørne på den modsatte bred (med kikkert), men nu var området dækket af sne.
På vej retur så vi igen bjørnen med ungerne og stoppede op for at betragte dem. En anden turist ville åbentbart gerne filme den fra en anden vinkel end det kunne lade sig gøre fra hans camper, så han stillede sig ud på vejen. I starten skete der ikke noget ved det, men efter nogen tid kravlede bjørne mor op i træet og hentede ungerne ned. Herefter gik de over vejen og forsvandt op gennem træerene på den anden side, så måske følte hun sig alligevel truet af manden. Vi skulle hilse at sige, at det ikke kan nytte noget at skjule sig i et træ, hvis man møder en bjørn. Den kravlede 10-15 meter op på ganske få sekunder selvom det var en pænt stor bjørn.
Helt høje af vores oplevelse begav vi os tilbage til byen, hvor vi havde booket et bord på en lækker restaurant med "lake view". Vi iklædte os pænt tøj i camperen lige udenfor restauranten (smart at have alt med altid). Her kunne vi iøvrigt også lige nå at læse de fødselsdagshilsener, Lasse havde fået på mail, vha. de ulåste netvæks, som nogle af hotellerne har. På restauranten fik vi virkelig lækker mad. På menukortet var anden ret bison, det måtte vi da prøve. Uhm, hvor det smagte. Som et rigtigt godt stykke oksekød, hvilket det vel egentlig også er. Den manglende fødselsdagskage fra tidligere blev nu nydt i form af en dessert med chokolade fudge kage med chokolade is, lækkert. Stopmætte gik vi derfra og selvom Lasse ikke fik nogen rigtige gaver har det vist været en af de rigtig gode fødselsdage.

4. juni Glacier National Park

På camingpladsen havde de sagt, at Glasier ikke var helt åben endnu, men vi tog alligevel derop og så måtte vi jo se det, der var åbent. Det tog næsten 2 timer at køre derop, men vi var kommet tidligt afsted, så vi var der næsten klokken 8, hvor vi stoppede og fik benzin på. Ungerne vågnede lidt efter og så spiste vi lidt morgenmad. Ganske som de havde sagt, var en større del af parken stadig lukket pga. sne. På visitorcenteret fik vi lidt info om de vandreture, der var passende for os og så gik turen ellers op gennem en meget flot park. Vi kørte langs en knald grøn sø, Lake McDonald, hvori de sneklædte bjerge spejlede sig. Da vi var kørt de 16 miles, som man kunne komme af denne vej (sjovt nok til Avalanche Creek, fandt vi en parkeringsplads og gik en tur langs en å ind gennem skoven. Der var meget grønt og frodigt og ned af klippevæggene, vi gik langs med, rislede nogle steder vand, formentlig smeltevand fra gletcherne højere oppe. Flere steder kunne man komme ned til breden og her blev kastet sten og grene i, som flød med strømmen ned gennem den blanke å.

Alberte samlede som sædvanlig en bunke grene, som hun syntes vi skulle lave en ”illebarn” med. Hun mener vist bål. På tidligere ture har hun prøvet at få os til at bære pindene, når hun ikke længere kunne have flere i sine små hænder, men på denne tur fandt hun en mere effektiv metode. Vi havde nemlig klapvognen med og i den kunne hun have ret mange grene, hvis hun altså gik selv. Efter turen satte vi os ved bredden af Lake McDonald og spiste et par madder vi havde smurt.

Her blev også kastet masser af sten og grene i. Da vejen frem jo var lukket måtte vi herefter køre samme vej tilbage og syd om parken over til modsatte side. Denne tur var længere end vi regnede med og det hjalp ikke at vi kom til at køre lidt forkert. Derfor var klokken godt over fire, da vi endelig nåede til St. Mary på den modsatte side af parken. Der var ellers meningen at vi ville køre ind til endnu en vandretur, men to trætte unger, der skændes og hylede for ingenting, gjorde at vi hellere ville vente med det til i morgen. I stedet fandt vi en campingplads lige uden for parken. Her kunne der leges og tegnes tegninger til fars fødselsdag i morgen. Begge børn er ret spændte og Kasper ærger sig over, at vi ikke har fået købt balloner og kage, som vi ellers har snakket om. Desværre er de butikker, vi har set i dag meget små med et begrænset udvalg, der ikke inkluderer fødselsdagskager og balloner. Vi har heldigvis købt kakao og flødeskum sidst vi handlede og vi har stadig både gær og mel, så vi skal nok få boller med cacao. Det er jo også fætter Gustavs fødselsdag i morgen, så vi har stået og sunget og viftet med amerikanske flag foran vores videokamera. Den lille film blev så sendt hjem til Dk via mail. Vi kan desværre nok ikke Skype hjem i morgen, for der er kun internet fra 19-21 på denne campingplads. Surt!

En charmerende karrussel

Så er der kun en måned tilbage og Canadas grænse nærmer sig. Vi kørte i dag temmelig langt, for at komme så tæt på Glasier National Park så muligt. Den skal vi nemlig se i morgen. Vi kørte allerede klokken 6, så jeg var temmelig træt, da jeg først kom i seng klokken 1.30. Herovre er alle soverytmer jo sat ud af spillet og da ungerne først kom i seng ved 10 tiden i går og Lasse derefter skulle overfører billeder, kunne jeg først komme til computeren ved halv ellevetiden. Her sad jeg så og skrev om de sidste dages opleveser, tjekkede mail og skrev til mine søde elever, der skriver til mig over vores intranet på skolen. I dag har mest været en køredag, men vi stoppede i byen Missoula, hvor vi fandt en legeplads. Lidt derfra lå en anden park. I denne er der en karrussel, som har en lidt speciel historie. En mand sagde i 1991 til byrådet, at han ville give byen en karrussel, hvis de tilgengæld ville love at den aldrig bliver taget ned og at den altid vil blive passet godt på. Det lovede de åbenbart, for nu er den der. Der var egentlig ikke mange penge i projektet, så manden der selv havde lært at lave udskæringer i træ, havde allerede fire heste til karrussellen. Han lærte andre frivillige at skære og på den måde blev alle hestene og enkelte andre figurer lavet. Selve stellet havde han købt antikt og det er en virkelig charmerenede karrussel, som står inde i et lille hus. Turene koster kun 50 cent pr. barn og 1,5 dollers for voksne så alle har da mulighed for at prøve. Lasse og Alberte fik sig en tur. Den kørte ret stærkt. Efter en dejlig pause her kørte vi videre nordpå. Vi gjorde holdt i Polson ved Falt Head Lake, hvor vi fik en campingplads med den flotteste udsigt over søen. Her var også en svømmepøl, dejligt!

En lidt lang køredag - bl.a i sne

I dag skulle vi så videre nordpå mod den næste nationalpark, der venter i staten Montana, den 9. vi har været i. Der er nu et stykke derop, så vi er stoppet i Bozeman, som også har et museum vi gerne ville se. Turen gik gennem nogle bjergpas, hvor vi kom op i over 10000 fod (ca. 3333 m). Her slog regnen (som er forsat) over i slud og man kunne se, at træerene var helt dækkede af rimfrost og sne. Det endte faktisk med, at vi kørte i 4-5cm sjapsne og tænkte på, at det helst ikke måtte blive værrere. Vi har jo trods alt kun sommerdæk på. Det blev heldigvis bedre. En del af turen i dag gik ind gennem Yellowstone Nationalpark. Vi havde derfor kørt noget af turen før, men de to indfaldssveje ved nordøst- og nordindgangen, havde vi ikke været ved og det var begge nogle ret flotte strækninger. Lidt over et kom så vi til Bozeman. Her så vi Museum of the Rockies, som jo handlede en del om geologi. De havde også nogle ret flotte dinosauer skelleter, bl.a. verdens størte T-rex kranie.


En anden meget sjov afdeling, hed noget med treasures. Her kunne man bl.a. prøve at åbne et pengeskab ved hjælp af en kode, som i Olsenbandenfilmene. Det var lige noget for Kasper. Man kunne også prøve en metaldetektor et sted, hvor man skulle finde fem genstande under noget, der lign. bark. I museet havde de et lille planetarium, hvor vi så to film, begge om sterner og planeter. Klokken var defor blevet 6 inden vi forlod byen og fandt vores campingplads. Vi havde dog spist imellem de tog film, så selvom det var lidt halvsent, besluttede vi os for at gå i svømmehallen her til aften. Ved siden af campingpladsen ligger der nemlig en speciel en af slagsen. Her finder man ikke alm. bassiner med halvkoldt vand, men derimod ikke mindre en 6 mindre bassiner med vand i forskellige (mest meget varme) temperaturer. I midten et større bassin med dejligt varmt vand. Udendørs var der også et varmt bassin, så der var det med at have så meget så muligt under vand, luften er nemlig også her til aften ret kold. Efter at have prøvet alle bassiner også delvis de iskolde, som det er meningen, at man skal veksle med, stod vi glohede op lidt over ni. Inden vi gik tilbage, fik vi os lige en smoothie, så nu føler vi os meget sunde, sådan med smoothie og spabadning.

Cody - Buffalo Bill Cody

Efter Yellowstone kørte vi til Cody, som er Buffalo Bills by. Der blev vi nogle dage, primært fordi vi skulle vente på, at byens rodeo startede sæsonen igen 1. juni. Vi havde også fortsat problemer med bilen, så det var en anden god grund til at blive i byen til det blev hverdag og den kunne blive lavet. Dagene i Cody gik med at bade i poolen på campingpladsen, lege på en hoppepude og se Disneys Channel i Tv-rummet. I byen er der også et stort museum, faktisk 5 museer i et, Buffalo Bill Historical Center. Et godt musseum, hvor vi bl.a. så noget om Buffalo Bills liv og det Vilde Vesten i det hele taget. Der var også en samling af over 5000 skydevåben og en super flot naturudstilling med bl.a. udstoppede dyr, så vi kunne gense alle de dyr, vi har set i bl.a. Yellowstone. Det var egentig sjovt at se ordentligt på dem - tæt på og uden, at de løber deres vej. F.eks. fandt vi ud af at den bæverlign. fætter vi havde set i Teton NP, var en Yellow-bellied marmot. Udstillingen var bygget op lidt ligesom i Naturama i Svendborg med etager efter hvilken højde, de forskellige dyr bedst kan leve i.
Mandag var store Rodeodag, men der var også lige en anden ting at klare, bilen. Lasse kørte ind til et værksted, hvor han heldigvis ret hurtigt fik lavet bilen. Det viste sig,at være en knækket dims ved batteriet. Det blev lavet på rigtig "bondsk" maner. Han satte lige en skue til at holde tingene sammen, for det var alt for bøvlet med reservedele. Vi skulle i så fald have været ved et Fordværksted. Vi er meget tilfredse med løsningen og håber bare det holder til vi kommer til Seatle.
Rodeoet startede først klokken otte, så efter aftensmaden, kørte vi derhen. Man måtte komme ind fra klokken 7. Desværre var det blevet rigtig koldt og det regnede, så vi måtte finde alt det varme tøj frem vi kunne finde og så håbe, at det de kaldte overdækkede pladser virkelig var overdækkede pladser. Kasper var selvfølgelig temmelig spændt og spurgte løs om alt muligt hele vejen derind. Hvad tror I klovnen laver? Er han en rigtig klovn? Hvad nu hvis...??? Det var en hel lettelse endelig at være der, så han kunne få svar på alle sine spørgsmål. Heldigvis var der masser af overdækkede pladser og der var langt fra udsolgt, så vi kunne næsten vælge lige, hvad vi ville. Vi valgte ikke de aller foreste pladser, men sad alligevel ret tæt ved de bokse som hhv. tyre og heste bliver lukket inde i. Herfra kunne man tydeligt se, hvordan cowboys'ne springer op på ryggen af de vilde dyr og forsøger at holde sig fast så længe så muligt efter at lågen til buret er blevet åbnet og dyret farer bukkende afsted. Speekeren gør så sit til, at vi hujer og tramper i gulvene, så der er så meget stemning så muligt. Jeg har faktisk helt ond i benene af at trampe (jeg skulle altså også løfte Alberte, som sad på skødet). Det var vildt underholdende at se. Det hele startede i øvrigt med en bøn til Gud om, at alt ville gå godt, herefter blev vi bedt om at smide hætter og huer, mens der blev sunget nationalsang, så var alt ligesom klart. Det første, der skete herefter, var at en ordentlig tyr blev lukket ind i arenaen. Den løb rundt og så meget sur ud. Man skulle tro, det var en skuespillertyr, for den standsede flere gange og så op på puplikum, mens den skrabede med det ene forben i jorden og prustede.
Nu kunne de mange forskellige dicipliner gå igang. Der var de mere kendte, hvor det gælder om at holde sig på hesten, mens den bukker det bedste, den har lært. Der var også nogle, der dystede i at fange tyrekalve med lasso. Mændene skulle ikke bare fange den, men også skynde sig af hesten, lægge tyren ned og binde benene. Den hurtigste tid vinder. Midt i det hele kaldte klovnen alle de børn, der havde lyst ned i arenaen. Vi spurgte Kasper om han ville være med, men nej, han skulle ikke nyde noget. Vi vidste faktisk heller ikke hvad der skulle ske. En 15-20 børn løb derned og efter lidt fjolleri under opvarmningen, kom tre tyrekalve ind. De havde hver en rød sløjfe i halen og så blev børnene sat til at rende efter dem. Der var præmier til de tre, der fik fat i sløjferne. Der så ret sjovt ud, men det var bare hårdt arbejde for de børn, der deltog. Afslutningen på rodeoet er jo bullriding. Hold da k... hvor er det bare nogle store og vilde tyre de skal ride på. Flere gange holdt jeg Alberte for øjnene. Det var nok i virkeligheden mig der ikke rigtig turde se det. Mere end en gang var der nu også en cowboy, der måtte halte ud over hegnet, fordi tyren havde ramt eller direkte trådt på ham. Klovnen, som gennem hele showet deltog, mest ved at fortælle om sine forfærdelige kone eller svigermor, der lign. den eller den tyr, havde et lille show midt i det hele. Han satte en skaldespand i midten af arenaen, som han påstod var en vaskemaskine. Hvem ville købe den? Han viste os hvor godt den virkede ved at smide et par store sorte trusse i den. Det pulver, som skulle være vaskepulver, begyndte at ryge noget. De sorte trusser blev til et par hvide g-strengs og det hele endte med et ordentlig knald, da han sprang et kanonslag eller lign. der fik skaldespanden til at hoppe noget i vejret. Det synes begge ungerne, var vældig morsomt. De klarede i det hele taget aftenen flot, trods det, at vi først kørte hjem halv elleve. Alberte fandt hurtigt ud af, at man måtte/skulle skrige (huje), så det gjorde hun en del. Kasper var hurtig, da han så nogle piger, der gik (som man ser det på film) med popcorn og diverse andre ting i nogle kurve på maven op og ned mellem tilskuerrækkerne. Vi købte en pakke popcorn, da de kom anden gang. En kop varm cacao havde nu været endnu bedre, det var nemlig ret koldt at sidde der i ca. 10 grader i to en halv time. Lidt forfrosne, men meget begejstrede, kunne vi bagefter køre ud til campingpladsen og sove endnu en nat inden vi skulle videre mod nord.