fredag den 24. april 2009

Yosemite National Park


Her til morgen (eller formiddag, som Lasse kalder klokken 9.30) kørte vi så afsted til Yosemite. Vi havde ikke booket en campingplads hjemmefra, så da vi ringede i går for at reservere plads kunne vi kun få en nat og ellers var alt udsolgt. Det skal nu nok vise sig at være ok, tror vi. Vejen ind gennem dalen mellem bjergene i parken var helt vild smuk. På begge sider ser man bjergene stige lige lodret op, nogle med sne på toppen, andre helt grønne og andre igen med flotte gule og røde farver. Man kører langs med Merced River, som nogle steder bruser, så man næsten ikke kan høre andet og andre steder er helt rolig og klar, så man kan se bunden. Vi gjorde holdt ved et vandfald Bridalveil Fall og gik tættere på. Men efterhånden, som man kom nærmere begyndte det at ”støvregne” så meget, at regntøjet skulle have været på, hvis vi skulle fortsætte. Lasse gjorde et ihærdigt forsøg på at trodse de fossende vandmasser på vandrestien, men måtte vende om efter at have veltestet sine nye vandtætte sko... de holdt. Vi andre vendte i stedet om og snart kørte videre indad mod Yosemite Village. Her i parken er der mange sorte bjørne, så vi var noget betænkelig ved det hele, da vi læste at al mad skulle opbevares i jernbokse og at man skulle vaske sine hænder, når man havde spist for ikke at tiltrække bjørnene, når man gik ud igen. Frokosten blev derfor indtaget inde i vognen. Bagefter gik vi en tur ved floden og så endnu flere flotte vandfald. Bagefter kørte vi op til området med campingpladser og fik pakeret vognen og Alberte fik taget sig en lille lur. Da jeg gik ind til et Visitor Center så jeg pludselig nogle rådyrlign. dyr lige foran mig ca. 3 meter væk De virkede ret tamme og fulgtes med mig et stykke af vejen. Vi ser også mange egern af forskellige slags. De er virkelig søde.



Efter Albertes lur gik vi alle fire en tur igen langs floden, dog et andet sted. Vi gik og kiggede efter om vi mon kunne være så heldige (uheldige?) at se en bjørn. Det gjorde vi ikke, men tilgengæld blev vi noget overraskede, da der kom en slange forbi os på stien. Alberte blev revet op på armen og vi kunne derefter stå og se på den bare 3 meter væk. Den stoppede i en busk og blev der indtil vi langsomt gik videre. Herefter var vi ikke så vilde med at Alberte gik og samlede på alle de pinde hun kunne bære. Inden aftensmaden så vi et indianermuseum, hvor man havde rekontrueret en lille landsby, som den så ud da indianerne boede her. Teltene var lavet af bark fra de store cedertræer, som der er mange af. Uden for Visitorcenteret så vi også en bjørneflæde, som Kasper synes var vældig smart lavet.
Til aften lavede Lasse et bål, men da træet var for vådt til at det blev rigtig godt, lavede vi alligevel maden på gaskomfuret i vognen. Ungerne løb og legede med de nye bolde vi også købte i går. Al vores mad, bortset fra det, der er i køleskabet, har vi sat i det bjørnesikre skab uden for vognen. Campingfatter sagde at vi godt kunne have maden i vognen, men vi er endnu ikke trygge ved alt det bjørnehalløj, med god grund måske. For et øjeblik siden hørte vi først en mand skrige og råbe, som gjalt det livet og kort efter en masse fløjter a la dem man bruger til at træne politihunde med. Som vi sidder her i vognen og kigger på hinanden giver det en vis mavefornemmelse og et skævt smil – godt vi sidder herinde i vores tynde blikspand i form af en camper. Ungerne sover heldigvis – så nu er det spændende hvor mange gange vi vågner i løbet af natten ved underlige puslelyde eller skratten på ruderne.

1 kommentar:

  1. Hehe ... jeg kan godt forestille mig at det kan være svært at sove med bjørne der lusker omkring udenfor.

    SvarSlet