Sequoia og Kings Canyon Nationalparkerne

Efter et par rolige dage med masser af leg på legepladser tog vi tidligt afsted til Siquoia og Kings Canyon. Det tog omkring et par timer at komme derop bl.a. fordi vi kom til at tage en lille omvej gennem nogle små snoede bjergveje. Da vi på et tidspunkt skulle vende i en indkørsel til et øde beliggende hus, fik vi noget af et grineflip. Ja, det var altså først, da jeg var tilbage i bilen efter at have stået og dirigeret. Pludselig fik jeg temmelig travlt med at komme ind i bilen igen, da to hunde kom farrende imod mig, mens de gøede helt vildt. Lasse, der ikke havde set, hvad der var ved at ske, rulllede ligeså stille fremad, mens jeg spurtende fra bagenden af bilen rev bildøren op og hoppede det bedste jeg havde lært op i bilen. I farten nåede jeg ikke helt at få mit ben med ind, så det var svært at få lukket døren rigtigt i. Det gjorde nu ikke så ondt og med hjertet hammerende i brystet, kom jeg sådan til at grine ved tanken om, hvor sjovt det må have været at stå inde i huset og se på den vildfarne turist, der løb for livet.
Efter flere forsøg på at få GPS til at lede os tilbage på ruten (den hurtige) var vi heldige at en ranger fra parkerne stoppede og spurgte om vi havde brug for hjælp. Følg mig, sagde hun da hun hørte hvor vi skulle hen. Det gik så i raskt tempo resten af vejen. I parkerne startede vi med at køre til verdens største træ General Sherman. Træet er 31 meter i omkreds, 11 meter i diameter og kun 84 meter. Andre trær bliver højere, men dette er det største målt i volumen. Det vejer ca. 1200 tons og er ca. 2100 år gammelt. Det er virkelig imponerende at se så stort et træ. Det var straks sværere at fotografere det.

Efter General Sherman tog vi op til Grant Grove, hvor vi skulle se endnu flere store træer. Her var bl.a. et træ som bliver kaldt Fallen Monarch. Træet er formentlig blevet udhulet af en brand og adskillige år senere er det væltet. Nu kunne man så gå en tur gennem træet, som gennem årene har været brugt til adskillige formål, bl.a. hestestald og bolig for to brødre, der arbejde som skovhuggere i området. Når man går rundt mellem disse kæmpe store træer, kommer man til at tænke på Ringenes Herre og de store kloge træer i den fortryllede skov. Man føler sig som en lille myre ved siden af.
Vi havde overvejet at overnatte i parken, men da vi kom til campingpladsen og så at der var snedriver på 1-2 meter og kun en til to andre campister valgte vi at køre til Kings Canyon om eftermiddagen. På vejen ned i Kings Canyon kører man nogle steder helt ud til kanten af de stejle bjergvæge, så det var bare med at holde sig på vejen, som i øvrigt var utrolig snoet. Det var en hård tur for Lasse, der havde kørt bjergkørsel det meste af dagen, så da han satte sig for at slappe lidt af og lukkede øjenene, kørte han stadig i det ene sving efter det andet. Efter en kop kaffe og 10 min. på langs var han dog klar igen. Pausen tog vi i øvrigt ved Grizzly Falls, som lå lige ved vejen, hvilket passede Kasper godt. Han er begyndt at klage sig højlydt, når vi skal ud på mindre gåture. Han mener ikke, vi er til at stole på, når vi siger, det er en lille tur og den så er 2-3 km. Turene i denne park var dog højst 1,5 km, men han har dårlige erfaringer fra Yosemite, hvor vi fejlbedømte et par gange. Han vil gerne være på campingpladserne hele dagen, hvis det skulle være, så det er ligesom derhjemme. På vejen hjem fra parkerne gjorde vi holdt ved en pizzadiner, hvor de eneste gæster var os og nogle lokale, som kendte ejerne. Vi kom først retur til campingpladsen klokken 9, så det var en lang dag på 13-14 timer.