Så kom vi endelig afsted. Op til rejsen har vi nydt det gode påskevejr i Danmark og at være sammen med familie og venner inden vi skulle være væk fra hinanden i hele 80 dage. Især bedstemødrene er ikke så begejstrede.
Tirsdag stod vi så klar med alle pakkenellikerne i bilen og Jan hentede os for at køre os til toget. Det var en fin rejse til København. Alberte havde ikke prøvet at køre med tog så det synes hun var spændende. Hun havde heller ikke prøvet at flyve før så det synes jeg (Anne) var spændende. Og det skal jeg da lige love for, at det blev. Vi skulle flyve klokken halv fire. Alberte som plejer at sove ca. to timer til middag sov kun ca. 20 minutter i Kastrup. Starten på turen gik ok. Men da vi havde fløjet i omkring 6 timer var hun meget meget træt, men nægtede alligevel at lægge sig til at sove. Så de næste t0-tre timer skreg hun stort set konstant. Vi kunne intet gøre og alt, hvad vi forsøgte, gjorde hende næsten bare mere hystrerisk. To gange brækkede hun sig, fordi hun skreg så voldsomt (heldigvis for mig, var det udover Lasse). Vi fik af samme grund ikke sovet ret meget, så da vi landede i Chicago klokken 2 om natten dansk tid, var jeg lige ved at foreslå, at vi bare skulle blive der. Jeg orkede simpelthen ikke at tage hende med op i endnu et fly i 4 timer. Nå, men efter at have været igennem alle sikkerhedsprocedurerne, gik vi til gaten og da Alberte, som endelig var faldet til ro, havde fortalt en Amerikansk dame om, hvordan hun skulle flyve langt væk og se søløver, havde vi en dejligt flyvetur, hvor vi alle fire sov næsten hele vejen. Da vi ankom til San Francisco 22 timer efter vi havde forladt Nyborg var vi meget trætte og meget lettede. Matthias, min fætter, som bor i SF, kom og hentede os og kørte os til vores hotel. Det var bare så dejligt. Vi skulle ikke sørge for noget som helst, bare sidde og tænke på alt det spændende, der venter os.